2020: Sommerferie i Jylland
År 2020 har indtil nu været et meget specielt år, og har tvunget mange folk til at tænke i alternative løsninger. Dette gælder især, når man snakker om at rejse. Min kæreste, Cecilie og jeg havde taget uge 27 fri for at tage på Roskilde Festival som så mange gange før, men det blev ikke til noget i år, så derfor måtte vi også finde et alternativ, og det blev denne gang Jylland. Tanken var egentlig en lidt større rejse til efteråret, men det ser også lidt skidt ud for de planer, så vi måtte lidt ud i den ene uge vi havde ferie sammen. Derfor var vi i stedet for Tokyo (2018) i år i Thy, og i stedet for Pearl Harbour på Hawaii (2016) var vi ved bunkermuseet i Hanstholm.
Da jeg havde noget arbejdsmæssigt, jeg blev nødt til at deltage i om tirsdagen, tog vi først afsted så snart jeg var hjemme der. Cecilies gode venner, som vel også er gået hen og blevet mine venner, tog godt imod os i Odense, hvor vi gjorde stop for natten. Derfra startede vores roadtrip næste formiddag, og vi smed første gang bilen ved Lodbjerg Fyr i Nationalpark Thy. Man siger ganske vist, at der er noget øde i Vestjylland, og her fik vi første gang syn for sagen. Der ER virkelig øde derovre, og det er ganske smukt. Der var indtil flere vandreruter, så vi begav os ud ad en af dem, og gik gennem sandklitterne, der strakte sig så langt øjet rakte. For en sjællænder som mig selv, er det en unik natur, der med små og store knolde, nærmest ligner en pløjemark, der er pløjet af en gigantisk traktor. Vi fortsatte indtil vi kom helt ud til Vesterhavet, hvor det naturligvis blæste en hel del. Efter en god frokost fortsatte vi turen op langs kysten, og landede blandt de mange bunkere i Hanstholm.
Jeg elsker at besøge den slags steder, og selvom det ikke var det samme som min rejse til Hawaii eller de mange interessante steder i Berlin, kunne det bestemt noget, at det var dansk. Det er helt surrealistisk, at de ellers så fredelige Jyder, har lagt jord til at forsvare det meste af Europa mod angreb fra vest. Tænk hvis de allierede tropper under D-dag var væltet i land et så fredeligt, (uden for turistsæson) sted som Klitmøller eller Løkken. Vi havde desværre ikke så god tid på
Bunkermuseum Hanstholm, og hvad vi ikke vidste var, at udover bunkeren på museet ligger der en identisk bunker ved siden af, man med et par vandtætte sko og en pandelampe kan udforske. Det vil jeg gøre næste gang, jeg kommer denne del af Jylland.
Bunkere havde vi ikke fået helt nok af, så vi kørte ned til stranden i Vigsø, hvor vandet med tiden har gravet bunkerne fri. Det ser spøjst ud, og giver mulighed for, at man kan komme ind i og op på nogle af dem. Det passede godt til vores barnlige sjæle, og da vejret var godt, var det ikke svært at få tiden til at gå der. Men vi skulle også videre, for selvom det nord- og vestlige Jylland er meget turistvenligt, holder restauranterne ikke åbent for evigt. Næste stop var Bulbjerg Knude, Skarreklitten og observationsbunkeren. Klitten er det eneste høje punkt i området, og der er en helt fantastisk udsigt derfra. Op og ned langs kysten kunne vi se så langt øjet rakte, og det samme gjorde sig gældende mod vest ud over havet. For foden af klippen kunne vi se de utallige fugle, der havde gjort klippen til deres hjem. Angiveligt har der stået en rent imponerende 16 meter høj klippe i havet, der var beboet er skarrer, indtil den væltede i en storm i 1978. Det var desværre for højvandet til, at man kunne se resterne af den da vi var der.
Vi sluttede dagen i Blokhus, og ville gerne have spist på en fiskerestaurant, men klokken var blevet mange, og et begrænset udvalg (og til dels en begrænset tålmodighed som følge af stigende sult) ledte os til den italienske Salino, hvor vi fik verdens lækreste Linguine. En kort gåtur ved stranden senere, slog vi telt op i Blokhus Klitplantage for natten. Det kan i øvrigt varmt anbefales. Her fandt vi foruden teltpladser også bålpladser, toiletter, vandposter, brændedepoter og meget mere blot 5 minutters gang fra parkeringspladsen. Så var det let at gå tilbage til bilen næste morgen og fortsætte nordpå.
Dag 2 bød i korte træk på sand. Rigtig meget sand. Sand i skoene, i bilen, i øjnene og alle de steder der ikke skal være sand. Vi kørte til Løkken og gik en tur i byen og drak en kop kaffe. Der sker ikke et hak der, men byen var hyggelig nok. Den største oplevelse for mig var nok, hvordan der var sand overalt i gaderne, i luften og blæsende ned fra tagene, som var det sne i en alpeby. Vi havde dog ikke fået nok af sand, så vi fortsatte til Rubjerg Knude Fyr, hvor sandet føg om ørerne på os. Det er egentligt en pudsig seværdighed, for der er ikke andet end et fyrtårn. Man kan dog komme op i det, hvilket også giver en fin udsigt og en stærk fornemmelse af vejrets kræfter. Der var lidt fornemmelse af ørken, hvilket dog overgås af Råbjerg Mile, som var vores næste stop.
Det slog mig endnu en gang, at den jyske natur er voldsomt undervurderet, og et sted som Råbjerg Mile er fuldstændigt unikt. Vi kunne selvfølgelig heller ikke undlade at være legebørn, og kaste os ud over sandklitterne.
Turens lavpunkt kom ved Den Tilsandede Kirke i Skagen, der i mit hoved så ud som Rubjerg Knude Fyr – et kirketårn fuldstændigt omgivet af sand. I virkeligheden var det blot et kirketårn for enden af en grussti under påskud af, at der var en kirke nedenunder. Så vi hastede videre til en af de ting jeg især havde set frem til, nemlig Grenen og Danmarks nordligste punkt. Vi havde angiveligt valgt en perfekt dag, for det blæste godt, hvilket fik det til at se voldsomt ud, når bølgerne fra øst og vest buldrede sammen et par meter nord for kysten.
Desuden så vi 3 sæler i vandkanten, og der var ikke nær så mange turister, som vi på de sociale medier kunne se, at der var i ugerne efter. Vi lykkedes med at finde en fiskerestaurant i Skagen (de ville også være underligt andet), og så gik turen mod Aalborg, hvor vi havde booket en overnatning. Før sengetid skulle vi dog have en enkelt i ”Gaden”, altså Jomfru Ane Gade, men selvom halvdelen af barerne var åbne trods Corona-situationen, følte vi os både for gamle og for ædru til at deltage i studenternes fest og fandt i stedet en irsk bar ikke så langt derfra.
På den tredje dag skulle vi til Århus, og den første attraktion var parkeringspladserne: Dokk1’s nye parkeringshus viste sig, at være noget fra fremtiden. Man smed blot bilen, stak sit dankort i en maskine og så forsvandt bilen ned under jorden. Stak man kortet i terminalen igen, kom bilen på magisk vis tilbage til en inden for kort tid. Et mirakel! Århus er altid lidt skæg at komme til, for personligt har jeg været der en del, særligt for at træne parkour og tricking med en masse folk, jeg desværre ikke ser så ofte mere. Derudover også for at besøge min kæreste Cecilie, der i en periode boede i byen, og derfor også så det som et kærkomment gensyn.
Vi fik frokost fra Århus Street Food, som varmt kan anbefales, og så gik turen ellers lidt ud af byen, for at se Himmelbjerget. Jeg havde en klar forventning om, at man skulle gå lidt op ad ”bjerget”, men der var åbenbart ikke mere end 200 meter fra P-pladsen til tårnet på toppen af Himmelbjerget. Så vi startede med at gå ned til vandet en kilometers penge derfra, og derefter vandre op til tårnet. Omgivelserne var helt fantastiske, og kommer jeg en dag tilbage hertil, bliver det fra vandsiden i kano.
På vej tilbage til Århus for at spise aftensmad på Århus Streetfood endnu engang, lagde vi vejen forbi Tilst Bypark Disc Golf Bane. Hjemmefra havde vi fået den anbefalet, og glædede os til at prøve en helt ny bane, i stedet for de sædvanlige i Roskilde (Ringen og RUC) og i Valbyparken. Banen var rigtig fed; fremragende banedesign, alsidig og med lækre tee-pads – noget der står i kontrast til Valbyparken, for man nærmest starter med at spille fra en bunker. Vi havde på hele vores tur været heldig med vejret, og kun haft regn mens vi kørte i bil eller sov. Efter 9 huller på banen slap heldet op, og vi måtte trække os for vejret, da det var blevet noget vådt. Endnu en gang overnattede vi i telt, og da regnen fortsatte på dag 4, tog vi en tur i Botanisk Haves væksthus. Desværre opdagede vi for sent, at for at komme på Moesgaard, skulle man grundet corona booke billetten hjemmefra, og det var for sent nu. Så vi satte stille og roligt kursen mod Kolding, hvor vi havde inviteret os selv på en overnatning hos Cecilies farbror, tante og fætter, den sidste del af familien på den side, jeg endnu ikke havde mødt. Det var nærmest et højdepunkt fra turen, for udover at være rigtig hyggeligt, blev vi vartet godt op med fremragende hjemmelavet mad og lav-selv vaffelis. Jeg ville anbefale det til enhver der besøger Kolding, men det er en lille perle vi holder for os selv.
Vi kan nu se, at alle andre danskere og tyskere gør os meget af turen efter, så vi er glade for at vi kom først, inden vi skulle køre, holde og stå i kø hele vejen gennem Jylland sammen med alle andre. Vi krydser fingre for, at situationen snart ændrer sig, så vi kan komme ud og opleve verden uden for vores landegrænser igen.
Så husk at vise hensyn og vaske dine hænder – ligesom altid ?
God sommer!
Udvalgte billeder fra turen gennem Jylland:
