Barbarians Kapitel 1
Jesper sad og stirrede ind i væggen. Det havde han godt nok gjort nogle gange før, men i dag var anderledes. Væggen var grå og kold, og det havde den altid været. I dag det som om de små ujævnheder i betonen flød sammen, og det grå var blevet så farveløst, at han var bange for, at han havde stirret ind i væggen uden at blinke så længe, at hans øjne ikke længere var i stand til at registrere farver. Jesper lagde hovedet mod venstre så nakken gav et højt knæk, mens han lod blikket glide ned mod panelet i hjørnet af rummet. Her havde nogen skrevet ”ludder” med en rød sprittusch. Hvor opfindsomt. Og så havde klovnen ikke engang kunnet stave til sit udvalgte skældsord. Men de røde bogstaver bekræftede dog, at Jesper stadig havde farvesyn. Det var en ringe trøst. Det var ikke sådan, det skulle fejres at fylde 21 år.
Jesper kiggede over mod døren og dernæst op på uret. Klokken var et. Han havde ikke hørt fra sin mor eller bror siden de besøgte ham i sidste uge, og egentlig havde de ikke aftalt noget, men det var vel ikke urimeligt at forvente et lille besøg på sin fødselsdag. De behøvede hverken komme med gaver eller kage, bare de kom. Han havde heller ikke bagt hverken boller eller lagkage, for det var ligesom ikke rigtigt en mulighed i år. Det var nok for det bedste, for han var ikke nogen helt i et køkken, tænkte han for sig selv. De måtte kun besøge ham en times tid, og det kunne der vel blive tid til i deres hverdag. På den anden side tog det selvfølgelig omkring 1½ time at køre frem og tilbage. De plejede altid at komme ved et-tiden, men der var ikke nogen der havde banket på hans dør endnu. Han væltede sidelæns om på sengen og tændte sit lille 24” TV, som hang på væggen. De stærke farver flimrede bare for øjnene af ham, og han stirrede mest bare ud i rummet, mens han lyttede. Han fordrev tiden ved, at rangere de 3 stemmer han lige nu kunne høre efter hvor irriterende han syntes de lød. Patrick fik førstepladsen, egernet Sandy med hendes absurd skingre stemme andenpladsen mens hovedrollen SvampeBob måtte nøjes med tredjepladsen. Han prøvede at forestille sig, hvem der mon kunne have en stemme som Sandy. Hun måtte være ung, tynd og skrækkelig for at kunne tale sådan. Stemmerne forsvandt snart, og Jesper faldt i søvn.
Der lød et brag, hvilket fik Jesper til at vågne med et sæt. Han satte sig lynhurtigt op på sengekanten og scannede rummet. Der var ingen fare på færde, men det skide TV var af sig selv skruet op på 60 og viste en eller anden åndsvag tegnefilm. Det måtte være ham inde ved siden af, der havde brugt sin fjernbetjening, der åbenbart også virkede på Jespers TV. Det var tredje gang i denne uge han var vågnet på den måde. Han svedte og hans hjerte hamrede, og han havde svært ved at falde ned. I takt med at forskrækkelsen lagde sig voksede en vrede i Jespers bryst. Han kunne ikke sove ordentligt, og dagene gik uendeligt langsomt for der var intet at lave her. Jesper ville hjem. Eller på arbejde. Han ville sågar være villig til, at gå tilbage som værnepligtig, hvor idioten til Ulrich kunne råbe af ham dagen lang. Nå ja, SERGENT Ulrich. Alt andet end her. Jesper havde sgu ikke fortjent at sidde i fængsel. Men det var virkeligheden nu, og det var alt sammen Jimis skyld.
Kapitel 2 kommer 25. februar kl. 08:00
Køb bogen her:
