Barbarians Kapitel 2 del 1/2

Marie var den stille type. Hun var ikke så høj, var slank og havde et stort mørkt og kruset hår. Hendes ansigt havde bløde linjer, og det fik hende altid til at se venlig og imødekommende ud, selvom hun sjældent var den der indledte kontakten til andre. Det var også Jesper der havde taget initiativet til at hilse på Marie dengang de mødte hinanden.

Hver fredag efter skole samledes alle gymnasieeleverne i parken. Det var et kaos af ølflasker og fodbolde, og halvsnaldrede teenagedrenge der løb rundt og sloges med hinanden eller jagtede pigerne. Efterhånden som mørket faldt på, fortrak de nu godt beruserede gymnasieelever, og efterlod en slagmark af cigaretpakker, tomme flasker og dåser, engangsgrille og andet affald. Jesper var fast inventar til festerne i parken, og han blev ofte omdrejningspunkt, for han var ferm med en guitar og synge kunne han også. På gymnasiet havde Jesper et band med sin bror, der også spillede guitar, og han havde skaffet en trommeslager. Da de hang løbesedler op på gymnasiets gange og efterlyste en bassist, henvendte en fra idrætslinjen sig, og så var bandet i gang. Han nægtede altid at spille Wonderwall, for han var ved at brække sig over den sang. Ikke fordi der som sådan var noget galt med den, men det var bare altid den sang, enhver idiot ville spille, hvis man stak ham en guitar i hånden. I stedet var Jespers foretrukne nummer til fællessang nummeret Laugh ’n’ a Half, Breakfast at Tiffany’s eller Summer of 69. I bandet havde de et helt særligt nummer, som de havde fundet på nettet. Det var startet som en lille intern joke, men til en fest eller to var kredsen udvidet, og da de spillede nummeret Hallo Charmør som ekstranummer til gymnasiefesten, sang hele gymnasiet på forunderligvis med.

Jesper kunne ikke rigtigt huske hvorfor, men hele hans klasse var vilde med at synge ”Ude i det blå” fra Fedtmule og Søn, og derfor blev den altid ønsket som en af de første sange. Det måtte næsten være Lasse der havde startet den tradition, for han formåede altid at drikke sin øl færdig mens han sang højest af alle. ”Jeg sidder kønt i saksen, vær sød at tage mig med til Beverly Hills 90210.” Kønt lød det ikke, men det var vist ikke kun Lasses skyld. Det var mens de sang den ellers barnlige sang, at Jesper bemærkede, at halvdelen af kredsen sad og røg smøger. Ingen af dem røg til hverdag, og Jesper fandt det både idiotisk og ulækkert, at de skulle gøre det nu. I øvrigt gav det bare dobbelt så slemme tømmermænd. Derfor fandt han på en improviseret sang, hvor han gjorde grin med alle rygerne. Folk skraldgrinede, da han kiggede på en af pigerne og sang ”der bliver suttet og suttet, af ham der sidder til højre, desværre for hans kæreste, sutter han ikke kun på smøger” og offeret kiggede forurettet på Jesper, men grinede ligeså højt som de andre. Efter at have været hele kredsen igennem, og undervejs modtaget et par vers om ham selv, gik Jesper ud for at finde et sted at tisse. På vejen passerede han Marie, der sad på en bænk i solen og læste en bog. Hun slog ham egentligt som lidt af en nørd, og da han gik forbi hende igen kunne han ikke lade være at slynge en bemærkning efter hende. Du sidder da vel ikke og læser lektier en fredag eftermiddag, gør du? Spurgte han i en flabet tone. Hun kiggede op fra sin bog, og helt umærket af hans attitude svarede hun, at selvfølgelig gjorde hun ikke det. Hun læste blot for fornøjelses skyld. Hun kiggede ned i sin bog igen. ”Hvad læser du?” spurgte Jesper. ”Den hedder Den Evige Vinter”, svarede hun. ”Det er en roman om den kolde krig, og forestillingen om, hvordan verden havde set ud hvis atomkrigen var brudt ud.” Marie kiggede op igen, og nu lagde Jesper mærke til, at Marie var utroligt køn. Hun havde smukke øjne og en varm og blød stemme, der med passion forklarede Jesper om bogen, der ikke interesserede ham spor. ”Det lyder kedeligt” svarede Jesper, der nu smilede til Marie. ”Kom med over og få en øl.” Hun rejste sig modvilligt, pakkede bogen ned i en skuldertaske, der stod ved siden af hende, og fulgte med Jesper, der introducerede Marie for resten af gruppen.

Denne aften kom kulden sammen med mørket. Det gjorde den nok egentlig hver fredag aften, men med et par øl eller 10 indenbords plejede kulden ikke at genere lige med det samme. Men denne eftermiddag havde Jesper ikke drukket ret meget. Som en sand gentleman følte han sig ansvarlig for, at Marie følte sig inkluderet i gruppen, og stille som hun var, var det en opgave der optog en stor del af hans opmærksomhed. Sammen fulgtes de til stationen, hvor de ventede på Maries bus. Hun sagde ikke ret meget, og Jesper vidste ikke helt hvordan han skulle bære sig an. Normalt var han altid fuld af sjove historier eller sprøde guitarriffs, men af en eller anden grund var han fuldstændig ude af stand til at finde på noget, som han forventede kunne interessere Marie bare det mindste. ”Tænk tænk” sagde han til sig selv, og følte sig mere og mere usikker. Han var så fokuseret på at bryde den akavede tavshed, at der slet ingen tanker var i hans hoved. I mangel på bedre, spurgte Jesper igen ind til den bog han vidste hun par i skuldertasken velvidende, at hvad hun end ville fortælle nu, ikke ville interessere ham. ”Altså, jeg er ikke nået så langt i den” startede Marie. ”men den handler om et ungt par, der bliver skilt fra hinanden, da den kolde krig pludselig bryder ud, da russerne kaster den første atombombe over Manhattan. Da først de finder hinanden i ruinerne efter flere måneder, og krigen er stilnet af, forsøger de at finde flere overlevende, og danne sig et nyt samfund de kan bo i og overleve atomvinteren.” Jesper så spørgende på Marie. ”Hvad er atomvinter?” ”Atomvinter er en af de mange følger af en altødelæggende atomkrig” forklarede Marie. ”Først ser man et skarpt lysglimt, pga. den enorme energi der slippes fri. Meget af den kommer som varme, og den brænder og smelter alt og alle i flere kilometers afstand. Hvis man overlever, vil man rende rundt i blinde i flere minutter. Men der går kun et par sekunder, så kommer trykbølgen og blæser husene omkuld, dræber mennesker og dyr øjeblikkeligt og sender vragdele rundt i luften som store og små projektiler. Det efterlader et enormt område på størrelse med flere byer totalt i ruiner på et øjeblik. Så stiger paddehatteskyen op over byen, og suger støv og mindre partikler op i luften. Ved større atombomber kan alt dette blive sendt op til 100 km op i atmosfæren. Hvis Den Kolde Krig var brudt ud i en egentlig atomkrig, ville der falde så mange bomber, at de fleste af verdens hovedstæder var blevet pulveriseret i løbet af få dage. Og for hvert nedslag ville der blive sendt støv op i atmosfæren, der tilsammen ville blokere for solens stråler. Det ville sandsynligvis stå på i flere år, og derfor faldt temperaturen på jorden måske med helt op til 20 grader. Det ville være mørkt og koldt hele dagen året rundt, indtil støvet havde lagt sig i et fint lag over hele kloden.” Jesper gloede fjoget på Marie. Han havde godt hørt om den kolde krig, men han vidste egentlig ikke var den handlede om. ”Hvor ved du alt det fra?” spurgte han. Marie kunne se, at Jesper var imponeret af hendes viden og smilede til ham. ”Jeg skrev studieretningsprojekt om radioaktivitet, og faldt over det da jeg læste om atombomben” svarede hun. ”Vidste du at den danske fysiker Niels Bohr var med til at opfinde Atombomben? Han flygtede til Sverige da nazisterne besatte Danmark, og her blev han rekrutteret til at arbejde på Manhattan Projektet sammen med bl.a. Albert Einstein.” De to var nu nået frem til busstoppestedet hvorfra Marie skulle have bussen hjem. Jesper grinede for sig selv ved tanken om, at den ellers så stille pige pludseligt ikke var spor stille længere. Han kunne kun se en mulighed for at afbryde talestrømmen, så han kunne tage afsked med Marie og komme hjem i varmen. Han kyssede hende.

Selvom Jesper ofte var overrasket over hvor forskellige de to var, følte han, at de komplimenterede hinanden godt. De blev meget forelskede, og han følte sig lykkelig i hele kroppen, da de et halvt år senere, fandt en lejlighed sammen.

Som Jesper sad på sengekanten og tænkte tilbage, kom han til at savne Marie. Alting var så ukompliceret dengang. Jesper fik arbejde som portør på hospitalet ikke så langt fra hvor de boede, mens Marie studerede på universitet. Når de begge var hjemme, gjorde de alting sammen: Luftede den hund Marie havde ønsket sig siden hun var barn, handlede ind og lavede mad, så film og Jesper lærte sågar Marie at spille en smule guitar. Efterhånden som tiden gik, blev uenighederne dog flere og skænderierne hyppigere. En morgen da Jesper kom hjem fra en nattevagt, gik det helt galt. Det var 6. nat i træk for Jesper, og han kunne dårligt holde øjnene åbne, da han trådte ind ad døren. Marie var allerede vågen og havde bagt brød og ville spise morgenmad med Jesper. Det gjorde hun tit, og det var den bedste måde at slutte natten på, syntes Jesper. Denne morgen havde han egentligt mest lyst til at gå i seng, men det nænnede han ikke at sige til Marie, så han kyssede hende og satte sig ned ved bordet, mens han fraværende og kort for hovedet besvarede de spørgsmål Marie måtte stille. ”Tak for mad” sagde Jesper, og rejste sig og gik mod soveværelset. ”Vil du ikke lige med ud og lufte hunden?” spurgte Marie. ”Det er simpelthen så dejligt vejr til morgen.” Jesper overvejede end ikke tilbuddet, og svarede blot at det orkede han ikke. ”Kom nu” bad Marie. ”Du har fri resten af dagen, og jeg har næsten ikke set dig hele ugen.” Jesper havde ondt i maven af ren udmattelse, og uden at tænkte sig om, snerrede han ad hende. ”Jeg vil bare gerne sove, okay!?”. Og så gik han i seng. Til trods for at Jesper for et øjeblik siden var ved at falde i søvn på vej op ad trapperne til lejligheden, kunne han ikke rigtigt falde i søvn. Han vidste, at hans udbrud ikke var i orden og han ville gerne sige undskyld. Men Marie var gået ud ad døren, og før hun kom tilbage, var det alligevel lykkedes Jesper at falde i søvn. Da han vågnede op ad formiddagen, stod han straks op for at undskylde over for Marie. Hun sad i stuen bøjet over sofabordet. Ved siden af hende sad Jimi fra hendes læsegruppe. Pis også! Han kunne jo ikke gøre det, mens Jimi var her. Jesper var i det hele taget lidt træt af, at der altid var folk i lejligheden. Veninder, svigermor og folk fra universitetet. Jesper ville gerne bare have lov at være hjemme i ro og fred ind imellem. Særligt efter nattevagterne og han ville især ikke vækkes af gæster når han forsøgte at sove. Og slet ikke af Jimi. Han var efterhånden oftere i lejligheden end Jesper selv, og hver gang han ville lave noget med Marie, skulle hun altid læse med Jimi. Og når hun endelig kom hjem, talte hun aldrig om andet end sit studie, som Jesper ikke kunne tale med om, eller om Jimi. ”Jimi var bare virkelig god til de beregninger, jeg ikke kunne finde ud af” eller ”vidste du at Jimi også spiler guitar?”. Hvad ragede det egentlig ham. Jesper gik ud i køkkenet, og kværnede bønner til kaffen. Den skulle nok være ekstra stærk i dag. Han havde arbejdet nat hele ugen og kun sovet nogle få timer, og følte det som om han havde tømmermænd. ”Skal du absolut gøre det der lige nu?” råbte Marie fra stuen tydeligt utilfreds med hans sindstilstand tidligere den morgen. ”Vi forsøger at læse, og vi har eksamenen i næste uge, det ved du godt.” Det var alt der skulle til for at få bægeret til at flyde over denne morgen. Jesper eksploderede i et verbalt raserianfald, og fik gjort dem begge bekendt med hans utilfredshed over at være blevet vækket af deres snakken i stuen. Han sluttede med et forslag om, at de bare kunne skride hjem til Jimi, så han kunne få fred til at drikke en skide kop kaffe. Og det gjorde de så.

2. del kommer 27. februar kl. 08:00

Køb bogen her:

Køb bogen som Paperback & E-bog
Paperback & E-bog
Køb bogen som E-bog
Kun E-bog

This post is also available in %s.

Kommentarer

Kommentarer