Barbarians Kapitel 2 del 2/2

Marie var først hjemme aftenen efter. Hun var træt og ked af det. Jesper undskyldte, og forklarede at han var presset efter en hård uge på arbejdet. Det endte i en snak til langt ud på natten, og Jesper huskede ikke rigtigt hvad den egentlig handlede om. Han kunne dog tydeligt huske, hvordan en knude langsomt snørede sig sammen og voksede sig større og større i hans mave. Han følte en ubehagelig følelse af magtesløshed og utilstrækkelighed, som han aldrig havde følt før. Måske var de alligevel for forskellige de to. Jesper gik op i sit arbejde og sit band, og Marie gik op i sit studie. Marie havde ikke forstand på musik, og slet ikke det Jesper og de andre spillede. Og Jesper forstod sig ikke på Maries studier. Det pointerede Marie også af og til. Til sidst blev det for meget for Jesper, der rejste sig og råbte ad Marie: ”Jamen hvorfor tager du så ikke over til Jimi, og hører hans lortemusik og læser om jeres kedelige stråler, eller hvad fanden det er i læser. Er det, hvad det handler om? Jimi? Du er altid sammen med ham, og snakker altid om Jimi mig her og Jimi mig der! Læser i over hovedet, eller er det noget andet i laver? Hva’!? Knalder du med Jimi, mens jeg er på arbejde? Gør du?” Marie brød grædende sammen og stormede ud af lejligheden. Jesper vidste med det samme, at den ville blive svær at redde. Der gik flere dage hvor de ikke talte sammen og Marie kom ikke hjem – i hvert fald ikke mens Jesper var hjemme. Han kunne se, at hun somme tider havde været forbi mens han var på arbejde. En sen aften mens han sad på arbejdet og drak en kop kaffe, kunne han ikke længere afvige sin kollegas bekymrede spørgsmål. Jesper forsøgte at lade som alt var fint på hjemmefronten, men det kunne åbenbart ikke skjules, at hans tanker var et andet sted. Det var en stille vagt, og da Jesper alligevel havde fri inden for de næste par timer, foreslog Jespers chef, at han tog hjem fra arbejde, og forsøgte at rede trådene ud med Marie.

Jesper stod i opgangen og tog en dyb indånding. Han anede ikke hvad han skulle sige til hende. Han vidste ikke engang om hun var hjemme. Han ville starte med undskyld, selvom hun også havde en vis del ansvaret for deres problemer. Derfra anede han ikke, hvor samtalen ville føre hen, men han vidste, at de måtte tage den snarest muligt. Han satte nøglen i låsen og åbnede døren. Maries sko stod i entréen. Så var hun her altså. Så kunne de måske få snakket tingene ud med det samme. Jesper hang sin jakke på knagen, hvor der til hans overraskelse hang en fremmed jakke. Øv. Havde hun gæster med hjemme nu? Han gik ind i stuen og så ud i køkkenet. Der var ingen. Underligt. Måske var hun allerede gået i seng? Måske havde hun tilgivet ham allerede, efter at have fået tingene lidt på afstand, og nu lå hun nøgen inde i sengen og ventede på, at han kom hjem fra arbejde. Jesper gik hen til soveværelset og skubbede forsigtigt døren op. Der var mørkt, og som døren åbnede helt op, faldt lyset på sengen. Her lå hun ganske rigtigt nøgen, men hun flåede dynen op for at dække for sin nøgne krop. Det samme gjorde fyren, der lå ved siden af hende. Jimi. Den fede idiot.

Som Jesper sad midt i flashbacket, fik han samme fornemmelse i kroppen, som da han blev mødt af synet af det ultimative forræderi. En kold fornemmelse skød fra det øverste af maven og op i brystet og fik hjertet til at pumpe hurtigere og hårdere. Så bredte den sig i brystet som en fremmed væske og blev varm, inden den fordelte sig ud mod arme og ben. Herfra sugede det hele sig sammen som en hård frossen klump i maven, hvor den blev siddende. Jesper stod fuldstændig lammet i døren til soveværelset. Han knyttede begge sine hænder så hårdt, at han næsten blev bange for, at fingrene ville hoppe af knoerne og krølle sig sammen i hænderne på ham. Han havde aldrig forestillet sig det scenarie og anede ikke, hvor han skulle gøre af sig selv. Så kom forløsningen endelig. Han havde holdt vejret siden han åbnede døren, og nu åndede han ud i et enkelt hulk. Kuglen i maven begyndte at tø, og strømmede nu ud af øjnene. Grædende stormede han mod hoveddøren, flåede den åben og forsvandt ud af lejligheden. Bag sig hørte han Maries stemme kalde på ham, men han fortsatte, som om han ikke havde hørt hende. Han havde aldrig lyst til at se hende igen, og med undtagelse af den ene dag hun kom for at hente sine ting, så det ud til, at han ikke behøvede at se hende nogensinde igen. I hvert ikke de næste 14 dage.

Jesper gik rundt i et osteklokke dagen lang. Han talte ikke med nogen på arbejdet, end ikke de patienter der lå i sengene, mens de lod sig transportere fra den ene ende af sygehuset til den anden. Når han havde fri sad han bare derhjemme og stirrede tomt på TV’et. Først da det blev weekend to uger efter, bevægede han sig atter ud i verden. Nogle af gutterne ville i byen og de ville have Jesper med. ”Det bliver godt for dig at drikke hjernen ud og kigge efter nogle damer” sagde de. Jesper havde fri den weekend og lod sig overtale og troppede op ved hoveddøren til en af drengenes lejlighed med en pose med øl. ”Er du klar til at hamre nogle bajere, Jesper?” blev han mødt med, og du kan tro der blevet hamret. Jesper var godt stiv, da de endelig kom i byen, og selvom hele slænget var opsat på at Jesper skulle score den aften, vidste han godt med sig selv, at det løb vist var kørt. I stedet gik han direkte i baren og købte en øl på flaske, tog en stor slurk og gik ud i gården for at se, om der skulle være flere han kendte. Det var der. Jesper trådte kun et par meter ud i gården, da han drejede hovedet og fik øje på hende. Marie stod og talte med to veninder, men ænsede slet ikke at Jesper stod og stirrede dumt på hende. Heldigvis. Jesper ville vende om og gå ind, inden hun opdagede ham, og dermed undgå det akavede møde. Men han var blevet så overrasket over at se hende, at han blot stod lamslået og stirrede på hende med hamrende hjerte. Hvorfor fanden skulle hun også være i byen lige i aften? Og så lige her. Hun gik så sjældent i byen. ”Står du og glor på min dame?” Stemmen vækkede ham tilbage til virkeligheden, netop som han skulle til at dreje omkring og gå indenfor igen. ”Du skulle nok have taget dig ordentligt af hende, men det er for sent. Vi er kærester nu.” Det var Jimi. Den store idiot. Hvad fanden var det for noget, at sige til folk? Jesper sydede af raseri indeni og anede ikke, hvad han skulle sige. ”Det er nok for det bedste. Du har aldrig været så glad for bøgerne jo. Marie er mere til den intellektuelle type frem for…. Sådan en som dig” sagde Jimi, der åbenbart heller ikke var alt for begejstret for Jespers tilstedeværelse. Jesper følte sig ydmyget, og kunne slet ikke være i sig selv. Han stod i en let bredstående stilling for at holde balancen på trods af promillen. Han støttede sig let til sin øl, der stod på et lavt bord ved hans side. Han havde lyst til at græde. I stedet gjorde han noget han aldrig havde gjort før. Med et fast greb om ølflaskens hals, svingede han sin højre arm så hårdt han kunne, mens han trådte et skridt frem mod Jimi, der stod fuldstændig stille. Den eneste reaktion han nåede at komme med, var et skræmt ansigtsudtryk. Han lukkede øjnene da flasken ramte ham lige under kindbenet. Flasken knustes og øllet sprøjtede ud i ansigtet på Jimi og de nærmeste andre bargæster. Jimi skar sig på flasken og fik en flænge i den venstre kind, og trådte forskrækket et skridt baglæns. Jesper derimod tordnede frem mod Jimi, og de røg begge omkuld i en bunke af borde og stole der blev skubbet og væltet vidt omkring. Der opstod en hektisk stemning i baggården. Skrig og råb var en fjern støj, der blev lukket delvist ude for de to kæmpende drenge. De øvrige gæster løb omkring – nogen for at komme væk, og undgå at blive indlemmet i slagsmålet, mens de forsøgte at redde deres drinks fra at blive væltet, og andre løb den modsatte vej og kæmpede sig gennem en rodebutik af borde og stole, for at forsøge at standse slagsmålet. Jesper udgik at græde, men fik alligevel forløsning for de mange overvældende følelser ved at gå til angreb på Jimi. Og det føltes fantastisk. Alle følelserne af raseri, sorg, ydmygelsen, fortrydelsen og alt det andet var på et øjeblik omdannet til adrenalin, og kunne lige nu slippe ud af kroppen gennem knytnæverne. Han lå oven på Jimi, der var blevet lige så konfus i faldet som ham selv. Han satte sig op på knæene overskrævs på Jimi, og forsatte med at slå. Jimi forsøgte at sætte sig op, men blev ramt af Jespers højre knytnæve midt i ansigtet. Hans hoved røg bagover og bankede ned i fliserne under ham. Øjnene rullede rundt i hovedet på ham, men kun længe nok til at se, at det næste slag havde kurs fra bag Jespers skulder og mod hans ansigt. Det ramte ham på næsen, og blodet flød med det samme ned over læberne og hans højre kind. Hverken Jesper eller Jimi vidste hvordan man sloges, men med Jespers nuværende forspring var ethvert angreb aldeles effektivt, og Jimis forsøg på at forsvare sig fuldstændig nytteløse. Jesper lagde an til endnu et slag, og Jimi løftede sig og forsøgte febrilsk at gribe ud af Jespers højre hånd. Det nyttede ikke. Jespers hånd ramte begge Jimis hænder, og fortsatte mellem armene og ramte Jimi på munden. Hans hoved ramte endnu engang mod fliserne, og øjnene stirrede nu livløst opad, og han holdt op med at værge for sig. Jesper var i en rus af aggression og alkohol, og trak armen tilbage igen. Netop som han slog for fjerde gang, blev hans arm grebet bagfra. Jesper greb fat i Jimis blodige T-shirt med sin venstre hånd, og fik vristet sig fra af manden bagfra. Han slog endnu en gang, men denne gang blev det kun til et halvkvalificeret slag, da flere personer havde fat i hans trøje bagfra. Alt Jespers opmærksomhed var rettet mod det nu bevidstløse offer foran ham, og han ænsede ikke hvad der i øvrigt skete omkring ham. Jimi lå bare helt stille på jorden. Han havde en lang flænge i den ene kind, og fra næsen havde blodet strømmet ud, så det dækkede det meste af munden og hagen. Han T-shirt var gennemblødt af øl, og enkelte blodstænk prydede brystet. Foruden en stor plet fra Jespers højre hånd, der også var blevet godt blodig, blev blodstænkene gradvist tættere og tættere op med halsen, der også var smurt ind i blod. Jesper opdagede ikke hvad der ramte ham, da han pludselig blev flået om kuld og lagt mod de kolde fliser. Det hele slørede for hans blik.

”Hallo? Hallo?” hørte han en fremmed stemme sige. ”Er du der?” Det gik op for Jesper at han lå på siden med hænderne på ryggen. Den ene hånd sved og gjorde ondt. Han kiggede på den spørgende mand, der nu spurgte om hans navn. ”Jeg hedder Jesper” lød svaret, inden Jesper begyndte at græde. Han var fuldstændig udmattet, og lukkede øjnene. Inden han blev rejst op kunne han høre manden sige ”klokken er 02:14 og du er anholdt og sigtet for vold.”

Køb bogen her:

Køb bogen som Paperback & E-bog
Paperback & E-bog
Køb bogen som E-bog
Kun E-bog

This post is also available in %s.

Kommentarer

Kommentarer