Bali 2/2 – Abud og Amed
Dette er del 2 af vores rejse. Du kan læse del 1 her.
Vi hoppede med en Grab-chauffør (i bil) kl. 9 og uden at ramme nogen nævneværdig trafik, var vi fremme på vores hotel Beji Resort i løbet af halvanden times tid. Hotellet var fuldstændig ligeså skønt som ventet. Placeret på skråningen i en af flere kløfter med grønne træer over, under og på begge sider. Hotellet havde fem pools, heraf en infinity pool ned mod kløften.
Ubud er et rent ferieparadis for vestlige turister. Byen er relativt stille, og man går meget op i økologi, bæredygtighed, yoga og den slags. Placeret midt på øen, er der ikke langt til vulkaner, smukke vandfald og et hav af turistfælder. Det kommer også nærmere det man forbinder med Bali, såsom risterrasser, Bali-swings, pools, Yoga, vandfald og et stort fokus på Instagram og TikTok. Vi startede Ubud med en mindre vandretur i kløften ad Campuhan Ridge Walk – 3,6 km tur/retur plus 2 km frem og tilbage fra hotellet – der var ganske fin og rimelig lige til om end enormt varm. Men så var det også på tide at komme på plads på hotellet og plaske lidt rundt i poolen, skyde de uundværlige billeder til Instagram, og gøre os klar til at tage ud at spise.
Hjemmefra havde vi booket bord på Apéritif, en rigtig fin restaurant beliggende ved de hoteller, der havde helikopterlandingspladser. Vi tog pænt tøj på og undlod at bære flip-flops i stil med deres dresscode (ja, de frabeder sig specifikt flip-flops på hjemmesiden), og hold op en oplevelse. Velklædte tjenere tog imod os, og henviste os først til en fantastisk bar og tilbød velkomstdrinks og snacks. Bartenderen var ganske snakkesalig, og kendte selvfølgelig København pga. verdens bedste restaurant: Noma. Efter introen i baren og en velsmagende velkomst fra kokken fulgte 8 lækre retter og petit fours i baren. Undervejs kunne vi vælge mellem fem forskellige slags brød, 3 forskellige slags smør og 10 forskellige steakknives fra forskellige lande. Efter 3 timers kulinarisk forkælelse måtte vi sammenlagt af med så lidt som 4.961.000 rupiah (ca. 2.200 kr.) inkl. vin, kaffe og en drink. En klar anbefaling, til de som måtte ønske at spise fint til en overkommelig pris.
Dag 2 – Vandfald i Nord
På dag 2 i Ubud havde vi booket en chauffør, der kørte os nordpå til nogle vandfald. Vi havde udset os en masse hjemmefra, og planlagde lidt hen ad vejen med hjælp fra chaufføren. Der er et hav af vandfald i det nordlige Bali, og det tager adskillige dage, hvis man vil se dem alle, eftersom infrastrukturen ikke er som vi kender den. Desuden skal man betale for at komme ind alle steder, så det var vist udmærket, at vi blot udvalgt os nogle stykker. Vi startede ved Banyumala-vandfaldet, også kaldet Twin Waterfall, for 50.000 rupiah (ca. 20 kr.) hver. Det var endda inkl. en flaske vand, en fysisk billet til scrapbogen og et lille armbånd. I dalen 500 meter fra parkeringen løber to smukke vandfald side om side ned i en lille sø. Der er nogle beskedne omklædningsfaciliteter, så man kan trække i badetøjet og tage en dukkert i det kolde vand. Udover hovedattraktionen løber der faktisk endnu et vandfald i dalen.
Det næste vandfald var Munduk ca. 10 minutter væk – et noget mere beskedent vandfald, igen med mulighed for et lille dyp, eller en længere vandretur i området. Det var også noget mere stille der for udover os, var der ikke andre end et belgisk par, der snart vandrede ud i krattet. Prisen her var også kun 20.000 rupiah (ca. 9 kr.), og vi fik lov at snakke lidt med stedets enormt søde hundehvalp.
Vi havde planlagt at gå efter vandfaldet Aling-Aling, men vi skiftede det ud med Sekumpul. Aling er et velkendt turiststed, hvor man (selvfølgelig mod betaling) kan både rutsje og springe fra klipperne. Efter hvad vi kunne læse på nettet, skulle der være rigeligt med lokale parat til at flå en for sine penge mod diverse ”guide”ydelser. Vores driver anbefalede os Sekumpul i stedet, hvilket også var en smule tættere, så derfor tog vi derhen, og håbede at vi kunne få de samme oplevelser der. Der havde de tre oplevelser, man kunne vælge mellem. Den dyreste var 300.000 (ca. 130 kr.) pr. mand og var inkl. rutsjetur og tog ca. 3 timer. Vi kunne nok godt have nået det, men vi valgte turen til 2 timer (200.000 – ca. 90 kr.) der også endte med at være nærmere 2,5 timer. Vi havde vores egen guide med hele vejen, og han startede med at køre os et stykke tættere på, og vandrede herfra med os ned af nogle stejle trapper. Området i sig selv var utroligt smukt, med rismarker, kaffeplanter og nelliker. Da vi kom ned i bunden af kløften, var der mulighed for at klæde om til badetøj og klipklapper, og så gik vi videre gennem vandløbene til det første vandfald, Sekumpul: To smukke vandfald side om side falder 95 meter, sammen med hængeplanter og bevoksning på klippevæggen.
De stærke naturkræfter gav en kølig forfriskende vind i området, men vi skulle selvfølgelig have os en dukkert mere. Guiden tog os med videre til det næste vandfald, Fiji, og et lille mindre ”brusebad” af et vandfald på vejen dertil. Igen kunne vi svømme i vandfaldet, omgivet af lodrette grønne klipper og brusende vand. Vores timing var perfekt, for vi var der mutters alene. Dernæst var det bare op ad alle trapperne igen, og selvom det var temmelig hårdt og varmt, var vi glade for at se, at vi trods alt kunne overhale nogle grupper, der havde det hårdere end os, og at guiden også pustede og svedte en smule.
På vejen hjem kørte vi lige forbi Ulun Danu Beratan Temple, der på billederne så ud til at være ganske flot. Det kan man dog roligt springe over efter vores mening. Templet ved søen var ganske fint, men mindre end forventet. Det store tempel i området var kun for bedende, og resten af området var blot blomster og mærkelige figurer. Jo, de VAR mærkelige. Hvornår har du sidst gået ind i en dinosaur for at se på kaktusser og efterfølgende gået ud af røven? Udover at betale 50.000 pr. billet (22 kr.), krævedes også betaling for et bestemt område og for at gå på toilettet. Vi fik dog set en ”vampyrhjort” alias vandrådyr i et lille bur, og så havde vi en sjov oplevelse med en muslims pigeskole, der syntes det var helt fantastisk at interviewe Cecilie og tage billeder med os.
Dag 3: Urban Exploring
Vi startede dagen stille med en dukkert i to af hotellets fem pools. Morgenmaden fik vi på Yellow Flower Café, en ganske lille café man kun kan komme gående til, ad nogle mindre gader hævet over det meste af byen. Stierne på bagsiden var endnu mindre, og man kunne flere steder dårlige passere hinanden, uden at den ene part måtte træde ned i vandet på rismarkerne ved siden af. Det ville nok forstyrre de mange ænder, der rendte rundt mellem planterne.
Dagen stod på urban exploring, for efter at have udforsket et forladt hotel i Dubrovnik, Kroatien i 2021, havde vi fået smag for den slags. 1 times tid fra Ubud lå også et hotel, der aldrig havde nået at åbne, før det blev forladt. Det kaldes Ghost Palace selvom det rigtige navn er Hotel Pondok Indah Bedugul. Vores research hjemmefra fortalte os to ting: 1) Det var ikke som sådan tilladt at være der, men man kunne betale vagterne 10.000 (5 kr.) for at få lov alligevel. 2) Stedet var lukket, men ved hovedindgangen lå en lille butik, der tog betaling for at lukke gæster ind alligevel. I hvert fald havde flere skrevet om det på nettet, og haft gode oplevelser med det.
Vi fandt frem til hotellet, og der var ganske vidst et hegn for indkørslen. Butikken ved siden af virkede afvisende, men gjorde os klart at stedet var lukket. Vi gik lidt op ad bjergvejen på bagsiden af hotellet, og der fandt vi alligevel en vej ind, og gjorde os umage med, ikke at blive set af nogen, der kunne føle sig generet af vores tilstedeværelse. Det var lidt uhyggeligt at snige sig rundt, men paranoiaen aftog med tiden. Hotellet havde en kæmpe indkørsel fra gaden under, og fra gaden over gik en lang trappe ned forbi alle etagerne.
På begge sider af trappen bølgede en lang stendrage. Det meste af hotellet var åbent ud til omgivelserne, og havde haft smukke stengulve med udsmykninger. Værelserne og balkonerne havde en smuk udsigt over bjergsiden og risterasserne der løb ned ad dem.
På den øverste etage var en kæmpe sal, der formentlig havde været en restaurant, med adgang ud til en stor terrasse. Her holdt vi et kort hvil i skyggen under et lille halvtag, hvorfra vi kunne nyde 270 graders panorama udover bjergene. Efter at have udforsket hotellet i godt to timer, tog vi tilbage til Ubud og besøgte Ubud Palace og et lille marked. Ingen af delene var noget særligt, men var heldigvis gratis og lige ved siden af hinanden. Om aftenen havde vi fået besøg af en Tockay Gecko, der søgte tilflugt på badeværelset. Vi kunne ikke rigtigt fange den og sætte den ud, men de er heldigvis også et symbol held og fertilitet, så den var velkommen.
Dag 4: Tegallalang
Vi startede dagen ud med at få serveret morgenmad på en lille flydende bakke i poolen. Det var lidt overvurderet, men det skulle selvfølgelig prøves. Så hoppede vi bag på et par scootere, og kørte ud til Tegallalang området, hvor der skulle være nogle flotte rismarker. Tegallalang er et større område, men heri ligger Ceking Rice Terrace. På billederne finder man picture perfect risterrasser med små stier, trapper og broer, så man kan gå rundt og nyde dem. De findes også, men mit indtryk af området var, at det hele var blevet til en stor turistfælde, hvor man forsøger at sælge naturen og alt hvad der sælges kan.
Vi blev sat af ved Uma Ceking, hvor man for 50.000 fik adgang til deres lille afgrænsede gryde at risterrasser. Derudover kunne man tilkøbe en gyngetur i de klassiske Bali Swings, zipline-ture, zip biking, lange kjoler til sine gynge-billeder, og ellers lade sig fotografere i alle mulige opstillinger til sin instagram, inden man slog sig ned i restauranten. Det var ganske vist et flot sted at sidde og nyde en kold drik, men det hele mindede mere om en forlystelsespark. Dermed ikke sagt, at vi ikke hyggede os, og det er vel også lidt et must-see, hvis man er i Ubud.
Vi gik en lille tur i området, hvor vi konstant blev overfaldet af sælgere, der ville sælge nøjagtigt de samme varer fra deres bittesmå boder. Ingen steder kunne man rigtigt se ned i dalen af rismarker, for overalt var der restauranter, caféer, infinity pools eller lign. der krævede at man smed sine penge der. Kun ved caféen Sundate, fik man lov at gå lidt ned og kigge uden forventning om, at man købte noget. Herfra var der faktisk en helt fin udsigt, og ville man ud og gå på vandrestierne, kunne man krydse broen i bunden, og gå ud i rismarkerne… Mod en mindre betaling naturligvis. Vi havde så småt fået nok af både turistfælder, sælgere og den enorme varme, så vi søgte retur mod hotellet. Inden da kom vi dog forbi nogle lokale, der høstede ris i vejkanten, så vi stod et øjeblik og så på. Resten af dagen tog vi den med ro, og gjorde klar til at skulle på nattevandring op ad Mt. Batur.
Mt. Batur vandring
Den næstsidste dag på vores Bali-ferie startede kl. 01:30. Vi stod op og gjorde os klar, inden vores chauffør hentede os kl. 02:10, og kørte os mod foden af vulkanen Mount Batur. Vi var fremme ca. 03:15 efter en lille lur i bilen, og blev sat i gruppe med en englænder, Julian, og en svensker, Mathilda, der begge rejste rundt i Asien i en periode. Mathilda fortalte, at hun boede på et hostel for blot 60 kr. i døgnet inkl. morgenmad, så hun kunne få selv sine svenske krona til at række temmelig langt på disse kanter. Inden afgang fik vi te og kaffe, en helt vildt frisk og lækker banen og et par småkager samt en stor flaske vand, pandelampe og en vandrestav at tage med. Ca. kl. 04 var der afgang. (Vi bookede turen med GetYourGuide – sponsorlink)
Vi havde en 21-årig guide med, hvilket absolut ikke er nødvendigt, men noget de lokale kræver af en, så de kan tjene penge på bjerget. Hun kunne dog fortælle lidt, og lavede mad på toppen. Det tog os 1 time og 17 minutter at gå de 2,5 km op til toppen (1.717 m), inklusive en del flere pauser end vi havde behov for. Vi nåede det lige til solopgangen, og der var et hav af mennesker deroppe. Jeg mener guiden fortalte, at der var ca. 150, men der i højsæsonen kunne være op mod 700. Mens hun tilberedte morgenmaden (banan, klementin, æg og toast med banan), satte jeg op til en lille timelapse og tog billeder rundt omkring vulkankrateret. Julian havde en drone med, og fik lavet nogle vildt lækre skud med den. Det var en fantastisk udsigt, og man kunne se den noget større vulkan Mt. Agung (3.161 m) tårne op over skyerne omgivet af røde og orange farver. Det var begrænset hvor meget man kunne genkende på vejen ned igen, da det nu var blevet lyst, men man kunne rigtigt se hvor støvet det grå vulkansand var. Da vi 57 minutter senere var kommet i bund igen, måtte vi banke vores sko og sokker for at få dem nogenlunde tilbage til oprindelige tilstand. Guiden takkede for i dag, og skulle hjem og hvile, inden hun skulle have 10-19 tjeneste på et hotel. I denne uge skulle hun også varetage noget religiøst arbejder i et tempel, hvorfor hun kun sov ca. en time hver nat. Det må være et hårdt liv. På vej tilbage til Ubud kom vi forbi en lille kaffeplantage, hvor vi fik rundvisning og et smagsbræt med forskellig kaffe og te som en del af Batur-turen.
Vi var tilbage på hotellet kl. 10:45, tids nok til et bad og at tjekke ud fra hotellet. Næste stop var byen Amed, hvor vi skulle mødes med Tine, Al og Daniel.
Amed
Turen fra Ubud var temmelig lang, og det gav lidt udfordringer med at få en chauffør. Vi endte med at tage en Grab til byen Sideman ca. halvvejs, hvilket skulle være en hyggelig lille by. Cecilie havde fundet en spøjs lille gul bro, som vi startede ved, inden vi gennemblødte af sved fandt et lille frokoststed. Ellers var der ikke meget at se i området, og vi tog videre mod Amed. Der var dog nogle meget fine og vidtrækkende rismarker, men især nord for Sideman var der utroligt smukt. Aftenen blev brugt i samlet flok på et par øl og aftensmad helt ude på stranden.
Næste morgen stod vi tidligt op, klar til at få det bedste ud af vores sidste dag på Bali. Vi spiste morgenmad, bananpandekager med sirup og friskskåret vandmelon og dragefrugt, i første række til havet i badetøj og klipklappere. Al udbrød helt køligt ”Dolphins” og pegede ud mod havet, hvor der ganske rigtigt svømmede en lille gruppe delfiner. Det tegnede godt for dagen, der stod på dykning for nogen og snorkling for Cecilie og jeg. Hotellet havde snorkelgrej til os, og fik arrangeret en skipper, der kom og hentede os på stranden. I lidt over to timer lå vi så i vandet og beundrede et skibsvrag, koraller, trumpetfisk, papegøjefisk, regnbuefisk, bannerfisk, store blå søstjerner og en hel masse andet. Det bedste var dog gemt til sidst: En havskildpadde. Det var helt fantastisk, og noget der ikke lykkedes os at se, da jeg snorklede på Hawaii, så det var heldigt, at de svømmede lige ude foran vores hotel.
Tine havde udvalgt en enormt hyggelig café, der hed Rimba, så mens Cecilie og jeg ventede på de tre andre, tog vi derhen og fik en iskaffe. Vi fik også lov at smage en lokal mangoøl, der var helt perfekt i de varme opgivelser. På hotellet var der opstået et behov for at sove middagslur, men jeg lagde mig i stedet i en sækkestol ud mod havet, bestilte en øl og læste lidt i min bog. Daniel gik helt kold, og måtte vækkes til aftensmaden, og Cecilie var desværre blevet utilpas af varme, solskoldning og bølger, så det var kun Tine, Alasdair og jeg, der tog op på en lille café på en bakke og så solen gå ned bag vulkanen Agung. Alle kom dog med på Galanga til en afsluttende middag. Det var et helt vildt hyggeligt sted, hvor man sad på gulvet i en lille hævet bambushytte, delvist afskåret fra alle andre. På gulvet sad en lille frø og kvækkede ind imellem, og i loftet sad to tokay geckoer og kiggede ned på os. Næste morgen sad vi samme sted og spiste morgenmad. Cecilie, Daniel og jeg kiggede ud på Alasdair, der var på vej ind fra en lille morgensnorkeltur. Desværre for ham, opdagede han ikke den lille flok delfiner, der svømmede lidt længere ude.
Det var svært at skulle tage hjem efter sådan en dag i et perfekt ferieparadis. Vi kunne sagtens have brugt en hel uge på blot at spise lækker mad, snorkle og slappe af i det fantastiske vejr. Men vi måtte tidligt op, for der var langt til lufthavnen og livet hjemme i Danmark kaldte.
