Friluftsliv i Sverige 2019

Efter min weekend i Oslo (som du kan læse om her), satte jeg kursen sydover for at prøve kræfter med friluftsliv. Bilen var fyldt med telt og andet friluftsgrej, og det var min plan at køre til Sverige og sove i telt i nogle dage.

Jeg gjorde først stop ved Svinesund, for at handle til turen, og fortsatte herefter mod søen Bolmen. Det blev en halvlang tur, da jeg af to omgange måtte holde lidt i kø, inden jeg nærmede mig Bolmen øst for Halmstad. Jeg havde et par idéer om, hvor jeg ville forsøge at finde en teltplads. Det var dog svært at gennemskue på Google Maps, hvilke veje der var små grusveje til folks ødegårde, og hvilke der var lidt større veje, hvor man evt. kunne efterlade bilen. Til sidst fandt jeg to små veje, der ledte ned til deciderede teltpladser. I Sverige må man overnatte frit, men kun én nat samme sted. Derfor blev disse to steder mine steder.

Dag 1:

Friluftsliv i Sverige, Bolmen Sø
Friluftsliv i Sverige, Bolmen Sø

I virkeligheden er der ikke meget at fortælle, for jeg holdt mig lidt i ro, lavede en masse mad over bål og tog den helt med ro. Jeg landede på den første plads omkring kl. 16, og gik straks i gang med at pakke bilen ud, og lave et bål til at lave aftensmad over. Menuen stod på flanksteak, broccoli og fladbrød. Der var rigeligt af det, og det smagte helt fantastisk. Efter at have vasket op i søen og kogt noget vand, så der var koldt vand til næste morgen, gik jeg i gang med at bygge en bivuak. Det lovede tørvejr og var varmt, så det blev meget primitivt. Aftenen gik med at læse en bog, drikke en øl og riste skumfiduser over bålet. Desværre sov jeg ganske forfærdeligt om natten, da der hvert femte minut landede en myg på mit ansigt…

Dag 2:

Da jeg stod op gik jeg straks I gang med at starte et bål, så jeg kunne lave mig en kop kaffe og noget havregrød. Mens ilden fik fat, tog jeg en svømmetur i søen. Jeg var ret flittig til at filme lidt dagen forinden, men gik lidt død i det undervejs. Tanken var, at jeg ville lave en lille montage inspireret af Alene i Vildmarken, og det har jeg gjort. Den indeholder dog ikke meget fra mine 2 sidste dage.

Jeg flyttede min lejr til et andet sted, og slog denne gang et telt op. Så gik jeg ellers i gang med at grave ud til en jordovn og finde sten og brænde. Da ilden havde brændt nogle timer, puttede jeg en bagekartoffel, en kylling og en majskolbe i hullet og gravede det ned. Mens jeg ventede, lavede jeg et læhegn og læste lidt i en bog.

Maden blev helt fantastisk, og det lykkedes mig at spise en hel kylling, men så var jeg også proppet bagefter. Jeg lykkedes dog alligevel med en lille løbetur, og så stod den på ren afslapning hele aftenen med læsning, lydbog, pandekager på bål og en enkelt øl og en skumfidus. Jeg sov noget bedre i teltet, og stod den næste morgen op til endnu en dejlig dag.

Friluftsliv i Sverige, Bolmen Sø
Friluftsliv i Sverige, Bolmen Sø

Dag 3:

Jeg havde besluttet at jeg ville tage hjem i dag. Det var onsdag, og lørdag skulle jeg til London, så det kunne være rart at komme hjem et par dage, inden jeg skulle afsted igen. Efter morgenmaden hev jeg cyklen ud af bilen, og cyklede til borgruinen Piksborg. Der var ikke meget at se, andet end nogle spøjse bakker, så jeg cyklede stille og roligt retur, og bagte nogle pandekager til frokost. Jeg turde ikke opbevare kød helt til dag 3 (kyllingen fra dag 2 var frossen, og blev gravet ned over natten), så til en tidlig aftensmad lavede jeg en ”kødsovs” af grøntsager og hakkede tomater med lidt pasta til. Derefter satte jeg kursen hjemad.

Friluftsliv i Sverige, Bolmen Sø
Friluftsliv i Sverige, Bolmen Sø

Det var generelt dejligt afslappende, og rart at være ude. Tempoet var utroligt lavt, alting tog lang tid, der var intet der skulle nås og maden smagte bare skønt udenfor. Det er absolut ikke sidste gang jeg skal dyrke friluftslivet.

Hvis nogen vil gøre mig turen efter, kan man se alle de steder jeg har været på kortet her eller den helt nøjagtige placering her

Kommentarer

Kommentarer