Jeg har skrevet en bog

For godt og vel to år siden, begyndte jeg at lege med idéen om et større skriveprojekt. Jeg har haft adskillige mindre projekter i forbindelse med min store passion da jeg var yngre, parkour, og i forbindelse med en lille gamer blog Byte-me.dk, der desværre ikke eksisterer mere. Siden begyndte jeg at skrive om mit rejseeventyr i Canada og USA og mange andre ting her på hjemmesiden. Jeg er blevet rigtig glad for at skrive, og er nu i fuld gang med disc golf hjemmesiden anhyzer.dk.

Men mit største skriveeventyr startede for to år siden, og nu vil jeg langt om længe vise det frem for verden: Min helt egen roman kaldet Barbarians!

Idéen startede tilbage i starten af 2020, og jo mere jeg legede med tanken, jo mere blev jeg grebet af den. Skæbnen ville det, at jeg også fik en del mere tid tilovers, og jeg besluttede at gå i gang, og se hvor det bar hen. Jeg har holdt projektet relativt tæt til kroppen, fordi jeg ikke selv anede, hvor det ville ende, og om det overhovedet ville blive færdigt. Lidt over et år efter satte jeg det sidste punktum – jeg havde skrevet en roman på 362 sider.

Nu begyndte et større arbejde med at gennemlæse, rette mindre ting, læse korrektur og finde et forlag. Sidstnævnte er en langsommelig og usikker proces, som jeg har brugt ufatteligt meget tid på. For tiden har mange forlag travlt, og flere tager slet ikke imod manuskripter. Mit eget bud er, at ekstraordinært mange har haft tid til at skrive under disse covid-tider, men det er bare mit gæt. Det har dog hele tiden været min plan, at jeg ville udgive mit arbejde på den ene eller anden måde, og det gør jeg 23. februar 2022.

Barbarians udkommer på Books on Demand 23. februar, og bliver tilgængelig som paperback og E-bog. Bogen tilbydes til landets boghandler og biblioteker, men om nogen bider på, må tiden vise. Uanset hvad vil den være tilgængelig i Books on Demands online boghandel, og det er mit håb at også Saxo og andre boghandler vil tilbyde den.

De første to kapitler bliver tilgængelige her på hjemmesiden inden længe.

Du kan læse mere om bogen her.

Kommentarer

Kommentarer