Hiroshima – sidste stop i Japan
Efter knapt to helt fantastiske uger i en stor del af Japan, var vi nu kommet til vores sidste stop, Hiroshima. Vi ankom endnu en gang efter en behagelig tur med lyntoget Shinkansen. Hiroshima har ligesom København vandet som omdrejningspunkt, og udover havnet i syd løber den store flod, Ota, gennem Hiroshima hvor den forgrener sig ud i 6 mindre floder. Vi startede med en lille gåtur i byen, og kom til Hiroshima Peace Memorial Museum. Det meste af det var lukket pga. ombygning, men der var stadig en temmelig stor udstilling, hvortil vi købte os adgang for den nette sum af 12 kr. pr. person. Det handlede naturligvis om atombombeangrebet for hvilket Hiroshima er mest berømt, og var både enormt interessant, rørende og tankevækkende.
Da vi kom ud igen, kunne vi se de næste par tegn på byens tragiske historie. På museet kunne man købe porcelænsfigurer, der forestiller de origamitraner der kan ses overalt i byen. Papirsfuglene blev foldet i massevis af en lille pige ved navn Sadako Sasaki, der blev eksponeret for radioaktiv stråling som 2-årig, da verdens første atombombe anvendt i krig blev kastet over Hiroshima. Inden hun som 10-årig døde af leukemi, troede hun på, at det kunne hjælpe hende til at blive rask, hvis hun foldede origamifuglene. Fuglene er i dag et symbol på fred, og der bliver hvert år doneret 10 millioner fugle ved Childrens Peace Monument. Fuglene kommer i mange variationer, bl.a. sat på snore eller på et lærred hvor de kan udgøre et billede.
Blot et par hundrede meter herfra stod A-bomb Dome. En af de få bygninger i nærheden af eksplosionens centrum, der ikke var blæst fuldstændigt omkuld af trykbølgen. Denne ruin er helt special, da den markerer nøjagtigt det sted hvor atombomben sprang. Man mener at netop denne bygning, modsat så mange andre blev stående, fordi bomben sprang lodret over den i ca. 600 meters højde, og at trykbølgen derfor forplantede sig ned gennem murene i stedet for at rive dem fra hinanden. Det var en vild fornemmelse at tænke på, at en af krigens og historiens største brutaliteter (hvis ikke den største) fandt sted netop her. Ligeså ubegribeligt var det at se sig omkring og forestille sig, at alt hvad man kunne se herfra engang blev udslettet på ej øjeblik…
Vi tjekkede ind på vores kapselhotel om aftenen, for at få den fulde japanske oplevelse. Det er egentligt et genialt koncept, der i bund og grund er det samme som hostels med køjesenge, blot med lidt mere stil. En masse pupper eller kapsler inde i
væggen, hvor man kravler ind og sover eller ser lidt tv. Vi fik et dobbeltværelse, så vi havde et lille værelse og hver vores kapsel. Så gik vi til køjs, og stod op om torsdagen til en helt anderledes dag, end de andre vi havde oplevet i Japan.
Torsdag – Miyajima
Torsdag morgen tog vi sporvognen til havnen ved Miyajimaguchi for at tage færgen over til øen Miyajima. Inden vi kom dertil, blev vi fascinerede af det lille stadion, der lå ned til et lille afgrænset havnebassin. Inde i det lukkede område fræsede bittesmå motorbåde rundt, i et kapløb af 5-10 omgange. Det var os en gåde om det er en stor ting i Japan, for der var både indendørs og udendørs tribuner og en storskærm med billeder af racerne, stillingen og live billeder af løbet. Da vi endelig fik løsrevet os, tog vi færgen over til Miyajima.
Øen er kendt for sine tamme sikahjorte, der vader rundt i byen og er til at komme tæt på. Da vi kom i havn orienterede vi os på et kort, og så at der var et bestemt sted man kunne se dem. Vi var indforståede med, at vi nok skulle holde godt øje, og væbne os med tålmodighed, så vi blev en anelse overraskede, da vi kom ud af havneterminalen, og så at de gik rundt over det hele lige foran bygningen. Vi fik klappet nogle hjorte og taget en hulens masse billeder, og grinet af nogle dumme turister der ikke helt kunne styre det, og blev stanget eller fik gumlet på deres tøj eller vifter. Efterfølgende bevægede vi os til den berømte port (Itsukushima floating torii), der er kendt fra mange postkort. Miyajima blev i mange år betragtet som værende en hellig ø. Så hellig at man ikke måtte betræde den, og derfor er denne torii bygget ude i vandet. Rådyrene var ligeledes hellige, og øen var deres – det er den i og for sig stadig, så man skal holde godt fast i sin mad hvis man vil beholde den…
Der var utroligt mange turister på øen, men så snart man bevægede sig lidt ind på øen stilnede det lidt af. Vi tog en vandretur på ca. 2,3 km, hvor vi kun mødte nogle enkelte andre vandrere. Turen tog omkring en time og tyve minutter, og gik fra havniveau op i ca. 520 meters højde på toppen af Mt. Misen. Desværre var vejret gråt og en smule regnfuldt, så billederne blev ikke gode. Men udsigten var fantastisk; man kunne se ud over hele øen og til Hiroshima og alle de omkringliggende øer.
Da vi kom ned igen kølede vi af med vores nye favorit, shaved ice, inden vi gik om på den modsatte side af øen for at bade på stranden (Tsutsumigaura Beach). På vej derom så vi omtrent 50 vilde dådyr, der dog ikke var ligeså menneskevante som dem vi havde set tidligere, så de holdt sig en smule på afstand. Efter en lækker svømmetur travede vi tilbage til færgen for at tage hjem, og var lettere overraskede over, at byen nu lå fuldstændig øde hen.
Tak for en fantastisk tur, Cecilie!
Læs også de øvrige artikler fra Japan: Tokyo – Fuji – Kyoto
