Skotland – Naturskønne højlandssletter

Queens View i Skotland
Queens View i Skotland

Skotland – et overset rejsemål

Nu er det efterhånden et år siden der er lagt noget op i rejsekategorien, så det er vist på tide igen. Denne gang bliver det indenfor Europa, da jeg skød sommeren igang med en rejse til Skotland.

Det startede egentlig som en reaktion på, at Roskilde Festival præsenterede et ufatteligt skuffende program. Min kæreste, Cecilie, var meget enig, og vi lænede lidt til at lade være at tage af sted. Vi var dog enige om, at det ville være en pinsel at sidde hjemme, mens alle ens venner var på festival, så der måtte ske noget andet. Skotland var indenfor rækkevidde, nyt for os begge og skulle vise sig at være et fantastisk land.

Bortset fra de 3 største byer Edinburgh, Glasgow og Aberdeen kender man ikke meget til Skotland end Loch Ness, whiskey og kiltklædte sækkepibespillere. De fleste rejseråd lød på at leje en bil eller køre med tog, i en hvilken som helst retning gennem højlandet, så vi gjorde begge dele.

Vi ankom til Edinburgh mandag aften, efter en smule forsinkelse med flyet, og var enige om at vi lige skulle ud og se os omkring inden vi gik til køjs. På Google Maps kunne vi se en lille firkantet bygning, der var markeret med ordet ”Tynecastle”. Det måtte være et lille slot i stil med Rosenborg Slot (Skotland er jo bl.a. kendt for sine mange slotte), så der gik vi hen for at kigge. Til vores store overraskelse måtte vi dog erfare, at Tynecastle er et af de lokale fodboldhold, så det var primært stadiontribuner vi kunne se, og vi måtte vente med den helt store sightseeing til tirsdag morgen.

Dugald Stewart Monument, Edinburgh, Skotland i regnvejr
Dugald Stewart Monument, Edinburgh, Skotland i regnvejr
Dugald Stewart Monument, Edinburgh, Skotland i tørvejr
Dugald Stewart Monument, Edinburgh, Skotland i tørvejr

 

 

 

 

 

 

Det regnede (selvfølgelig) det meste af dagen, men det lod vi os ikke slå ud af. Edinburgh har egentlig ikke voldsomt meget at byde på, men vi havde et par ting vi gerne lige ville se. Vi startede med at lægge vejen forbi den gamle borg, Edinburgh Castle, der tårnede op over byen fra en klippe. Borgene ligger i den gamle dele af Edinburgh, som bortset fra nogle meget gamle regeringsbygninger og kirker, mest af alt er et fluepapir for turister. Vi søgte ly i St. Giles Cathedral, inden vi begav os mod målet fra guidebogen – Calton Hill. Jeg forsøgte naturligvis at skyde det samme billede som fra guidebogen, fra toppen af bakken, Dugald Stewart Monument i forgrunden og udsigten over Edinburgh i baggrunden. Man må bare sige at det er en tålmodig fotograf der har taget det – en der har villet vente til det øjeblik hvor det både var solskin og frit for turister…

Giraf, National Museum of Scotland, Edinburgh, Skotland
Giraf, National Museum of Scotland, Edinburgh, Skotland

Ovenfor er mine forsøg:
Et fra dag 1 i regnvejr og et fra dag 7 i godt vejr. 

 

Resten af dagen gik vi på National Museum of Scotland, for der var fri entré og tørvejr.

Det handlede ikke supermeget om Skotland, men der var en meget fin giraf =) Derefter havde vi set hvad vi skulle, og hoppede på toget mod byen Kingussie i udkanten af Cairngorm National Park.

 

Herude var det Skotland man forestiller sig. Vi boede på en lille kro, med en restaurant, bar og 5 værelse i en by med knapt 1.500 indbyggere. Hele vejen rundt om byen lå bjerge og enorme fårefolde, der bød på rigtig lækre vandreture.

Vandretur i Kingussie, Cairngorm National Park, Skotland
Vandretur i Kingussie, Cairngorm National Park, Skotland

Den første af disse bød på omtrent 16 km i rigtig lækkert sommervejr mellem får, kaniner og rådyr, mens turen dagen efter blev lidt mere en adventure-tur end planlagt. Det regnede let-moderat på alle 22 km, men blæste til gengæld så meget i højderne, at regnen stod fuldstændig vandret. Vi holdt dog moralen høj, og mindede os om at vi kunne ikke blive hverken koldere eller vådere nu, mens vi forestillede os hvordan udsigten ville være, hvis sigtbarheden havde været mere end 20 meter. Samtidigt skulede vi skeptisk til de sindsyge får der havde forvildet sig helt op i højderne.

Vandring i Kingussie, Cairngorm National Park, Skotland
Vandring i Kingussie, Cairngorm National Park, Skotland.
Skyer og regn på toppen af bjergene gav rigtig lav sigtbarhed.

Men det skulle blive vildere og farligere endnu… Fredag hentede vi en bil, og jeg satte mig bag rettet… Jeg var en anelse nervøs for at køre (de har jo venstrekørsel i Storbritanien), men det gik faktisk fint. Fik dog smasket hånden ind i døren et par gange, indtil jeg lærte at gearstangen sidder til venstre. Fra Inverness kørte vi ned langs Loch Ness, og gjorde holdt ved slotsruinen Urquhart, inden vi begav os videre mod vores destination – Isle of Skye. Der var lige en mindre detalje – vi havde ikke noget sted at overnatte. Vi holdt ind ved et B&B i det vestlige Skotland, der angiveligt havde et ledigt værelse. I det samme sekund vi kørte ind i indkørslen, kom personalet ud for at vente skiltet til ”no vacancies”. Vi måtte altså fortsætte, men nåede kun et par hundrede meter videre til vi havde heldet med os. Her boede en ældre dame helt ned til en stor bjergomsluttet sø, som havde et enkelt værelse ledigt. Hun serverede en kæmpe morgenmad til os næste morgen, mens vi fik en sludder med fyren der boede på det andet værelse. Han arbejdede lige i området på et byggeprojekt, hvor prinsen fra Dubai åbenbart er ved at bygge et palads med helikopterlandingsplads og 25 soveværelser.

Næste morgen kørte vi tidligt mod byen Portree, for at finde et sted at overnatte, inden vi begav os rundt på Isle of Skye i bilen. Det gik ret smertefrit, og så kunne vi bevæge os ud mod vores nok bedste oplevelse på turen: The Old Man of Storr. Indrømmet var vi muligvis ikke super forberedte på hvad vi skulle se her: Guidebøgerne anbefalede det, og det lignede noget med en ca. 5 meter stor bautasten, der pga. tidligere vulkanaktivitet var blevet skubbet op ad jorden, og nu stod lodret som en forstenet sagnomspunden mand. Men vi blev positivt overraskede

Hike op til Old Man of Storr, Isle of Skye, Skotland
Hike op til Old Man of Storr, Isle of Skye, Skotland

Det var temmelig skyet og blæsende da vi parkerede bilen, og vi kunne kun se nogle våde turister komme ned af den sti, vi nu skulle begive os op ad. Det regnede sidelæns, og jeg var nær blæst af stien en gang eller to. Stien var stejl, og sigtbarheden blev lavere og lavere. Pludseligt kunne vi se omridset af en gigantisk sten der stod op fra resten af bjerget. Selvom enkelte var vendt op pga. vejret, og fraværet af udsigten til næsten at være nået op, var vi rigtig glade for at vi havde trodset vejret. Regnen stilnede af, og da vi nåede Old Man of Storr lysnede det op, skyerne forsvandt, og der åbnede sig en skjult verden. Hvad der før havde været grå skyer, blev nu blå himmel, Atlanterhavet, store grønne sletter med søer og får, og hvad der før var et sløret omrids af en sten, var nu en klar gigantisk klippe, der stod foran os og 50 meter op i luften. Kampen mod den sidelæns regn var allerede glemt, og vi brugte hurtigt et par timer på bjerget, der nu var nærmest mennesketomt. Selvom vi tog flere billeder end der er plads til her, beskriver billederne slet ikke oplevelsen retfærdigt.

Det korte af det lange er, at Skotland er utroligt smukt, og det er i bund og grund det resten af turen handler om. I bilen havde vi friheden til at køre hen hvor vi ville, så vi gjorde en håndfuld små stop:
Kilt Rock Viewpoint, hvor Loch Mealth løber ud over de 60 meter høje klipper ud i havet, videre til Staffin Beach for at finde dinosaur fodspor (desværre uden held) og til Waternish, hvor vi spiste aftensmad på Stein Inn – Skotlands ældste inn, åbnet i 1790.

Udsigten fra Old Man of Storr, Isle of Skye, Skotland
Udsigten fra Old Man of Storr da skyerne forsvandt

Søndagen blev brugt i bilen, da vi kørte på tværs af Skotland, og gjorde så mange stop som vi kunne på vejen tilbage. Det blev en mindre gåtur mellem bjergene ved Fairy Pools, frokostpause ved Eilean Donan Castle, et kort stop ved Bridge of Oich og The Well of Seven Heads. Historien går på, at Oberst MacDonnel af Glengarry beordrede henrettelsen af seks mænd og deres onkel, som hævn på drabet af oberstens egne to sønner. Deres syv hoveder blev sat på stave, og udstillet i byen som bevis på hævnagten.

Old Man of Storr, Isle of Skye, Skotland
Old Man of Storr

Siden blev 7 hovedløse lig fundet i jorden, som indikator på, at historien er sand. Turen gik videre op til Cairngorm National Park, hvor vi drak kaffe ved et lille sted, midt i ingen ting, efter nogle hektiske timers bjergkørsel. Vores sidste stop inden Edinburgh blev Queens View – en lille åbning mellem træerne, højt oppe på en bjergside, med udsigt over Loch Tummel. Inden længe skiftede landevejen til motorvej, foldene til kvarterer og træerne til huse, og vi var tilbage i Edinburgh. Vi havde endnu ikke oplevet centrum i mørke, og måtte erkende at de gamle bygninger var rigtig flotte med lys på. Vi fik tilmed lov at opleve Edinburgh i solskin, og måtte lige opleve et par ting en gang mere, nu uden regnvejr… Tak for en rigtig god tur!

 

Se flere billeder fra Skotland her

 

 

This post is also available in English .

Kommentarer

Kommentarer