Hvad skal man se i London? (del 2)

Hvad skal jeg se i London? Dette er del 2 af mine anbefalinger. Se del 1 her.

Se også Gratis Glæder i London.

Westminster Abbey, London, England
Westminster Abbey, London, England

Slotte, kirker og monumenter

Westminster Abbey

Den ikoniske gotiske kirke man bedst genkender fra “gavlen” med dens to store tårne. I kirken ligger bl.a. Charles Dickens, Isaac Newton, Stephen Hawking, Charles Darwin, den ukendte soldat og flere britiske adelige begravet, og har desuden huset flere bryllupper og kroninger bl.a. af den nuværende regent Queen Elizabeth II. Kirken er stadig aktiv efter 1.000 år, og oser af historie og er desuden et arkitektonisk vidunder. Der må påregnes en del kø ved indgangen, og der skal købes billetter af ca. 200 kr.

St. Paul’s Cathedral

Katedralen, der blev opført i 1697, tårnet over byen med den ikoniske kuppel. Her blev Prince Charles og Lady Diana viet, og tidligere blev der holdt begravelser for bl.a. Winston Churchill og Margaret Thatcher. Under den tyske blitz var kuplen nærmest en symbol på håb, da den strakte sig op gennem den sorte røg, selvom katedralen også var hårdt medtaget af de tyske bombardementer. Unikt for netop St. Paul’s Cathedral er, at man kan tage trappen op til Whispering Gallery i indersiden af kuplen, hvor man hviskende kan lade talen glide rundt langs væggene, eller kigge ned på gulvet fra 30 meters højde. Du kan gå endnu højere, og kigge gennem et lille hul i gulvet ned på kirkegulvet, inden man kommer helt op og ud på ydersiden af kuplen, hvorfor der er en fantastisk udsigt i 85 meters højde. Entré koster ca. 150 kr.

Monument

Mindesmærket for The Great Fire of London 1666 er åbent for besøgende, der for under 50 kr. kan tage 311 trappetrin op, og nyde en 360 graders udsigt i ca. 60 meters højde, eller man kan kigge nedad inde i tårnet ned gennem vindeltrappen i det snævre tårn. Monument er 202 fod (61,5 m) højt og står 202 fod fra det sted på Pudding Lane hvor branden opstod. Der er ikke mere end det, men et besøg værd, hvis man leder efter en mindre attraktion.

 

Shopping

Portobello Road Market

Markedet på Portobello Road er et charmerede market der sælger antikviteter og genbrugsartikler. Du finder desuden den berømte blå dør fra Notthing Hill på hjørnet af Porotbello Rd og Westbourne Park Rd (B412), samt flere andre locations fra filmen såsom Hugh Grants Travel Book Shop. Se flere af stederne her.

Camden Market

Camden Market er et skønt sted at komme, hvorfor der også er pakket med mennesker, særligt til frokosttid. Det er let at komme dertil, og hvis det passer med ens øvrige planer, anbefaler jeg, at man hopper på en lille båd i Little Venice og sejler dertil (f.eks. med London Waterbus Company). Når man kommer til den første sluse, bliver man sat af i hjertet af Camden Market, og så er det om at holde fast i hinanden og suge til sig af indtryk.
Camden Market har et kæmpe madmarked, hvor der fra boder sælges mad fra en masse forskellige lande. Jeg har kun fået velsmagende mad på mine 7 besøg, og alt sammen til en fornuftig pris. Det har vi så f.eks. kunne nyde ved kanalen med fødderne udover kanten, mens vi iagttog trafikken gennem sluserne. Er du kræsen, kan du nok finde noget du kan lide i Cereal Killer Café, hvor de har alverdens morgenmadsprodukter. Resten af markedet byder på boder og butikker, der sælger alverdens ting fra turist souvenirs til antikviteter og kunst. Gå ikke glip af technobutikken Cyber Dog (den med en 10 meter høj robothund foran og buldrende technorytmer), de rustikke indendørs boder i de gamle hestestalde og de flotte facader langs Camden High Street. Husk at medbringe kontanter!

Oxford Street og Regent Street

Hvis man er til shopping, er disse to gader et must! Personligt synes jeg ikke det er meget anderledes end strøget i København. Men butikker er der nok af, og mange af dem også ret dyre. Dog med undtagelse af de to Primark-butikker der ligger i hver sin ende af Oxford Street. På Regent Street finder man også Hamleys Toy Store, der er så enorm og har nogle imponerende ting (bl.a. Queen Elizabeth af Lego i fuld størrelse), at det er et besøg værd. I en lille sidegade til Regent Street finder man også et smukt bindingsværkshus der huser Liberty London. Her sælges eksklusive modevarer, og er man ikke til det, kan stedet besøges for dets flotte arkitektur eller deres toiletter.

Øvrige og spisesteder

Der er rig mulighed for at finde udmærkede spisesteder uanset om man vil nyde en Subway sandwich i Hyde Park eller have lidt finere mad.

Strutton Ground Market er et frokostmadmarked der pulserer af liv, når de jakkesætklædte businessmen går til frokostpause. Der er et stort udvalg af utroligt lækker street food, og man kan spise sig rigeligt mæt for vel under 100 kr. Borough Food Market er nok mere kendt, og tilbyder udover lækker street food fra alle verdens hjørner også gode råvarer og lækre deserter, og er noget større. Ved siden af ligger en smuk katedral (Southwark Cathedral) man ved samme lejlighed kan besøge. Maden kan nydes på farten eller på den lille åbne plads ved vandet overfor katedralen.

Borough Food Market, London, England
Borough Food Market, London, England

På Leicester Square finder man de lidt pænere og dyrere restauranter, og man kan passende spise her, inden man går i teateret, da mange af dem ligger her. I gaderne lige ved siden af finder man China Town, hvor der selvsagt findes masser af asiatiske restauranter. Priserne er også her lidt højere end ellers, men hvis man ser sig godt om, kan man finde noget rigtig lækker mad. Når man nu er på Leicester Square, skal man også kigge ind i M&M’s World der tilbyder M&M’s slik og merchandise i 5 etager.

Fra Greenwich Royal Observatory er der en god udsigt over London, og man kan foruden museet står på nul-meridianen, der bl.a. danner udgangspunkt for tidszonerne (dansk: GMT+1 Greenwich Mean Time). Personligt synes jeg ikke det er turen derud værd, da det tager en 1-1½ time at kommer derud.

Er man til lidt gys kan man tage til Whitechapel i Østlondon, og tage på en guidet Jack The Ripper Tour, hvor man livligt får fortalt den grusomme historie, mens man bevæger sig rundt på de oprindelige gerningssteder. Man får endda et billede eller to at se… Bagefter kan man evt. handle eller spise i Spitalfields Market lige i nærheden.

To-do liste

Jeg har endnu ikke nået disse 3, men det er absolut noget jeg gerne vil: HMS Belfast, Holland Park & Primrose Hill.

Kommentarer

Kommentarer