Bali 1/2 – Nusa Penida og Canggu
Vores rejse til Bali var en pludselig indskydelse. Vi havde en uges sen efterårsferie, og da vi begyndte at tale om at rejse til Bali, forhandlede vi os frem til et par ekstra feriedage, så vi i alt havde 9 hele dage på Bali. Vi tog afsted 25. oktober og rejste hjem igen 5. november, altså lige inden regnsæsonen. Det skulle blive mit andet besøg i Asien, men min først tur på den sydlige side af ækvator. Turen derud var lang (24 timer med fly), men gik ganske fint og Etihad Airways var en fornøjelse at flyve med. Vi købte os et simkort med 20 GB data til 125.000 rupiah (ca. 55 kr.), hvilket viste sig rigtig nyttigt, og tog så til Sanur i det østlige Denpasar og tjekkede ind på et billigt hotel, hvorfra vi kunne komme let videre til øen Nusa Penida.
Nusa Penida
Vi bookede en båd aftenen inden via 12go (reklamelink) til 10 euro pr. næse (ca. 75 kr.). Det var enormt kaotisk fra afhentning af billetter til man kom ombord på båden. Men vi fulgte med strømmen, og selvom det virkede uorganiseret, skulle de nok sørge for at vi kom med. Afgangen var dog 25 minutter forsinket, men det tog de ganske roligt – symptomatisk for Indonesien skulle det senere vise sig. Men den halve time på vandet i høj sol var dejlig.
I havnen i Nusa Penida blev vi mødt af en mur af lokale, der under totalt fravær af imødekommenhed, alligevel fik kommunikeret til de ankomne, at det kostede 50.000 rupiah (ca. 25 kr.) pr. næse at komme ind på øen. Cecilie havde fundet en skøn lille café kaldet Sunny Café nær havnen, hvor vi spiste den lækreste smoothie bowl, pandekager med bali-kaffe og en vandmelonsmoothie til at køle ned på, for vi var allerede godt varme. Alt imens trissede to hunde rundt på restauranten, indtil den ene faldt til ro ved vores fødder. Herfra blev vi hentet af vores chauffør, Agus, som vi havde booket hjemmefra (reklamelink), til at køre os rundt hele dagen for kun 890.000 rupiah (ca. 400 kr.) Det var vi glade for, for selvom man slet ikke kan leje en bil og køre selv, så skulle vi ikke nyde noget af de sindsyge veje, der er både snoede, bakkede, hullede og smalle. Mens vi nød udsigten over bjergene, banantræer, kokospalmer og jacktræer, kørte Agus os til vores to første stop; Broken Beach og Angels Billabong. Broken Beach er et forunderligt krater, hvor man, på trods af at der er adgang til havet, kan gå på klippen hele vejen rundt om krateret, mens både sejler gennem hullet nedenfor i det azurblå vand. Angels Billabong lå lige ved siden af, så Agus fulgte os pænt derhen, men frarådede os at gå ned i vandet i hullet, da det åbenbart kan være farligt, når store bølger skyller ind i kløften. Begge steder var livligt med turister, og de havde alle deres egne chauffører, der flittigt tog billeder af deres kunder. Jeg forestiller mig, at det er et mareridt i højsæsonen.
Næste stop var et af de mest fotograferede steder i Indonesien: T-Rex Cliff eller Kelingking Beach, som stedet rigtigt hedder. Fra toppen af klippen, hvor der i øvrigt var makakaber, kunne vi se udover bugten, og ned på T-Rex Cliff, der ligner en dinosaur. I bugten er den fineste palmestrand, der modsat mange af de andre strande, var belagt med hvidt sand. For at komme derned, krævede det dog en temmelig stejl vandretur (eller rettere klatretur) ned af klippen. Agus mente det ville tage 45 minutter hver vej, men vi brugte lidt over 20. Det var ganske vist hårdt og stegende hedt, men det var primært trafikken der holdt folk tilbage. Det var en sjov tur, og stranden var skøn med store bølger vi kunne lade os kaste rundt i.
Dagens sidste stop var Guyangan Waterfall, og endnu en vandretur ned af klipperne. Balineserne har ikke helt samme syn på sikkerhedsregler som Danskerne, og ligesom de tvivlsomme gelændere ved til Kelingking Beach var trapperne her både stejle og med huller mellem trinene. Til gengæld var det angiveligt et helligt sted, hvorfor man var påkrævet at bære en sarong – en slags nederdel, der fulgte med i entréprisen af 10.000 rupiah (knapt 5 kr.) – hvilket kun øgede chancen for at snuble. Udsigten fra sådan en klippeside er utroligt smuk, og ved foden af trapperne kom vi til de små vandhuller, hvor vandfaldet – der snarere var et vandløb – udmundede. Vi gad ikke til at klæde om for at bade i dem, men dyppede hovedet og fødderne i det kølige vand, inden vi kæmpede os op ad klippen igen. Det var lidt af en omgang at skulle op igen, men vi klarede den selvfølgelig, og tjekkede ind på vores hotel (The Dara Hill) midt på øen og midt i ingenting.
Vi tog et lille dyk i poolen, og blev mødt af en venlig dame, der tilbød os verdens lækreste mangoer og lidt vand. Hotellet skulle angiveligt have en restaurant på den anden side af vejen, så der gik vi over. Der var en hyggelig gårdhave med fugle i bure og fiskedamme, men umiddelbart ikke nogen mennesker. Vi gik lidt forvirrede rundt, og forsøgte så lidt op ad vejen. Der var tilsyneladende kun to andre huse – en restaurant og en kiosk, så det var nemt af vælge. Her sad vi som de eneste kunder på en lille forhøjning under et tag men uden vægge, og blev betjent af et ægtepar. På den anden side af vejen kunne vi alt imens observere en lille familie, der passede kiosken, mens der blev lavet lektier og holdt styr på hundene der jagtede deres høns.
Næste morgen forsøgte vi os igen overfor hotellet, for det var altså der den inkluderede morgenmad skulle foregå. Da vi spurgte os frem, viste det sig, at den var god nok, og personalet eller beboerne sprang til for at servere pandekager. De var også behjælpelige med at leje os en knallert til 150.000 rupiah (ca. 65 kr.) for resten af dagen. Jeg kørte, og Cecilie sad bag på, alt imens hun påstod og hun var forholdsvist tryg ved situationen. Vi havde udset os noget der hed Manta Point i den forhåbning, at vi kunne leje noget snorkelgrej og svømme med Manta Rays eller djævlerokker, som de hedder på dansk. Da vi kom frem, var vi dog 150 meter over havet. Der lå et relativt stort tempel, men udover os var der kun en masse aber. Det var nu også ret sejt, men også lidt skræmmende. De var heldigvis ikke så interesserede i os. Fra klippen kunne vi se en masse både formentlig med dykkere, men ingen rokker. Vi satte kursen mod et nyt sted kaldet The Manta Point, og krydsede fingre for bedre held.
På vejen kom vi forbi Teletubbies Hills, der faktisk ligner landskabet fra børneserien med de kuglerunde bakker. Der var ganske smukt, og vi gik en kilometer ud i terrænet, hvor det var endnu smukkere. Vi mødte et ægtepar, der netop var kommet fra The Manta Point, hvor de havde set mindst 30 djævlerokker, så det lovede godt. På vejen blev vi stoppet af en gut, der fra et lille læskur solgte benzin i små glasflasker, og ville sælge os noget. Ja, det er altså sådan man tanker benzin mange steder… Fra The Manta Point kiggede vi ud over klippen, og der svømmede ganske rigtigt en rokke i vandet, ganske tydelig med dens sorte ryg mod den lyse bund. Klippen ragede et pænt stykke ud i havet, og på den østlige side svømmede der mellem 30 og 40 djævlerokker. Det var et utroligt syn. Engang havde der tilmed været en trappe fra toppen, gennem en af de klassiske hindu-gates, langs klippen og ud på tangen længere ud. De kaldte den Stairway to Heaven, og selvom den i forvejen nok havde været livsfarlig, var den nu styrtet sammen, og ikke til at gå ad. Vi mødte i øvrigt en spøjs rastafari-gut, der havde været i København engang. Her havde han levet af at sælge ”magic mushrooms” og havde lært at sige noget, der nok skulle være ”rød grød med fløde”.
Turen tilbage til hovedøen var endnu mere uorganiseret end derud, og med relativt store bølger, var det en lang og ukomfortabel tur. Efter lidt forhandlinger med taxachaufførerne i Sanur, kørte vi to timer gennem Denpasar, og det mest sindssyge og uduelige trafikkaos jeg nogensinde har set (især for køretøjer med fire hjul). Det var lidt af en oplevelse, for sjældent har man set så mange scootere, men vi var glade for at komme frem til Cangu og Cecilies kusine.
Canggu
Cecilies Kusine, Tine, bor i Canggu med hendes australske mand, Alasdair i et skønt hus med udsigt over rismarkerne. Udover os, havde de besøg af fætteren, Daniel, der var i praktik på et hotel i nærheden. Vi gjorde som ”de lokale”, og levede det søde Bali-liv for en stund. Bag på Alasdairs scooter og en grab-driver (en slags Uber, men med knallerter), tog vi til stranden og spiste en lækker morgenmad i sækkestolene på Times Beach Warung, og lod bølgerne kaste os lidt omkring før og efter. Så traskede vi langs stranden til La Brisa Sunday Market. Vi købte ikke andet end lidt at spise og drikke, men det var et hyggeligt sted. Resten af dagen gik vi rundt i byen, så på nogle butikker og gik ind i yderligere et par markeder. Vi fortsatte med at gå, med et holdt på Sand Bar, hvor man kunne få en øl med udsigt over havet og en (relativt) kølig brise. Derefter langs stranden en 3,5 km hjem til huset, afbrudt af en lille ispause. Om aftenen spiste vi burgere, for selvom der var masser af indonesisk at vælge mellem, var det åbenbart det, vi alle (på nær Cecilie) havde mest lyst til.
Den næste morgen stod vi op kl. 6, for at løbe en tur inden det blev for varmt. Solen skinnede og det var allerede 26 grader. Vi balancerede os på tværs af rismarkerne uden at træde ned i vandet, og løb en hyggelig 5 km tur, og sluttede ved kaffebaren Flower Boy til en iskaffe. Det var her den lokale løbeklub holdt til, så Alasdair vidste også ret nøjagtigt hvad tid, han kunne møde os til morgenkaffen. En perfekt start på dagen, inden vi foreløbigt måtte tage afsked, og fortsætte rejsen nordpå til Ubud.
Bonusbilleder
