Lær Parkour: Reverse Vault

Forudsætninger: Ingen særlige – men det er en fordel at kunne nogle af de lettere vaults først
Forøvelser: Langsom gennemgang
Forudsætning for: Reverse vault 720
Fransk navn: Reverse

Reverse vault er et spring over en forhindring med en fuld rotation. Selve passagen foregår baglæns.
Til en start kan man gå den igennem langsomt, og gradvist øge hastigheden. Det kan være en fordel at have noget blødt at lande på, da man let mister balancen i dette spring. I denne gennemgang roteres der med uret.

Springet starter med venstre side mod forhindringen, og venstre hånd placeret på den. Hånden er drejet 90-180 grader, og peger samme vej som overkroppen eller ind mod dig selv. Højre hånd kan placeres ved siden af som støtte, hvis man vil. På en bred forhindring, kommer det sig ikke så nøje. Gør man det derimod på et gelænder eller lignende, sætter det større krav til præcisionen; Man kan med fordel bruge to hænder og sætte den første hånd (den venstre i dette tilfælde) sådan, at den peger bagud modsat løberetningen. Hvis man er omhyggelig med dette, kan man støtte på den meget længere, inden armen bliver drejet så meget, at man er nødt til at skubbe fra. Når springet laves med høj fart eller impulsivt, kan det bliver svært og forceret og følge. Her kan man benytte sig af håndfatningen fra turn vault. Den er mere simpel, men gør selve springet en anelse sværere, idet det starter lidt som turn vault, og bliver en reverse vault undervejs. Det har derfor også betydning for stilen, der efter min personlige mening er pænere med førstnævnte metode.

Til at begynde med, hopper du op og sætter dig på forhindringen. Drej rundt og løft benene over, og land på den anden side. Sørg for at du drejer den rigtige vej, så du kommer baglæns over – det er her mange laver fejl. Dit bryst skal først pege fremad når du lander på den anden side. Sørg for at din venstre hånd støtter dig, da den senere skal bære din vægt, men undgå at læne dig for meget bagover så du ruller over ryg eller albue.
Nu kan du langsomt sætte hastigheden lidt op. Sæt af på venstre ben, og brug dit højre til at ”trække” med. Prøv at få en lidt mere flydende og rullende bevægelse over forhindringen for hver gang.
Når det føles rigtigt, er det tid til at forsøge rigtigt. Bevægelsen er den samme, men nu bør din(e) hånd/hænder være eneste kontaktpunkt med forhindringen. Hvis du føler det lettere, kan du lave afsættet med samlede ben. Den største mentale barriere er frygten for at ramme på med benene, og vælter over forhindringen. Man bør allerede i sine forøvelser fokusere på, at løfte fødderne og knæene op under sig.  Når bagdelen og hoften kommer fri af overflade, bør man fokusere på at løfte hoften så højt som muligt, da fødderne så vil følge med. En anden måde at overkomme frygten for at ramme på er, at lave springet i den ene side af forhindringen, så fødderne passerer forbi ved siden af (for enden af) forhindringen, og dermed ikke kan ramme.

Når man er ovre og kan se landingen, strækkes hoften ud. Benene kan spredes en smule, for at bremse rotationen. Fødderne kan desuden forskydes en smule i løberetningen, og sættes i en ad gangen, for at gøre transitionen mellem landing og fortsat løb en smule blødere. Alternativt kan den roterende og fremadrettede bevægelse i overkroppen fortsættes i et rullefald.

Variationer:
Reverse vault 720: Det er muligt at lave med dobbeltskrue.
Double Leg Reverse vault/barrel vault: Afsæt med samlede ben. Hold benene strakte og samlede igennem hele springet

Tilbage til oversigten

Kommentarer

Kommentarer