Lær Parkour: Speed Vault

Forudsætninger: Safety Vault
Forøvelser: Langsom gennemgang, Safety Vault

 

Speed vault er et af de simpleste moves i parkour. Det kan være et godt sted at starte, da det er let at gå til, og hurtigt kommer til at føles godt. Til gengæld kan det skabe dårlige vaner, da det er et mere ”skævt” spring end monkey vault – en skævhed man ikke ønsker at se i monkey vault.

Safety Vault

Til at starte med kan man blot gå igennem springet og langsomt øge tempoet. Gå hen til forhindringen og sæt en hånd på den foran dig. Lad os sige det er venstre. Sæt af med venstre fod, og sæt højre fod op på forhindringen, så du nu har venstre hånd og højre fod på. Før venstre ben igennem det mellemrum, der nu er mellem din krop og forhindringen og sæt det i jorden på den anden side. Det kaldes en safety vault og ligner meget en speed vault.

Lær Parkour og freerunning for begyndere - forskellen på safetyvault og speed vault
Forskellen på Safety Vault (venstre) og Speed Vault (højre)

Speed Vault

Gentag nu med en smule mere fart, og i stedet for at plante din højre fod solidt på forhindringen, lader du den blot støtte en smule. Næste gang rører den kun kort, mens du arbejder dig frem mod at lave springet, uden at røre med foden, så kun venstre hånd er kontaktpunkt. Forsøg at lave springet så fladt (lavt) som muligt, for at gøre det så hurtigt og effektivt som muligt. For at åbne det, kan det være en fordel, at tænke på at gøre sig så lang som muligt, og “sparke” ud mod siden (med højre ben i dette eksempel). Ved at blive vandret, kan man komme over højere forhindringer.

Træn speed vault igen og igen, så timingen bliver perfekt. Hvis du er dygtig nok, kan du lave speed vault over forhindringer med stort set uændret hastighed, og det ser drønfedt ud!

Troubleshooting

Den typiske fejl i speed vault er, at man sætter af på den forkerte fod, evt. fordi man forveksler springer lidt med lazy vault. Sørg for at afsætsfoden er den samme, som den hånd du sætter på forhindringen. I dette eksempel er det venstre. Dermed har højre ben bedst plads og mulighed for at svinge opad og udad. Afsætsbenet følger efter og går under, ligesom i safety vault.
Det er som sådan ikke forkert at gøre det på modsatte ben, men det er min erfaring, at for nybegyndere kan det få dem til at dreje rundt i springet og lande med siden eller ryggen i løberetningen. Det giver også en anelse mindre “power” i springet.

Lær Parkour og freerunning for begyndere - korrekt afsætsben
Venstre hånd støtter = venstre ben er afsætsben.
Det højre ben har bedst plads til at svinge opad og udad.

Tilbage til oversigten

Kommentarer

Kommentarer