Aqua D’Or dropper skolevand efter protester – en sejr for sund fornuft
|Firmaet bag idéen om skolevand, Aqua D’or, har nu droppet projektet som følge af protester.
Som man tidligere har kunnet læse her på siden, har firmaet Aqua D’or forsøgt sig med en ordning i stil med skolemælk, hvor man kunne købe vand på flaske. Jeg skrev i den forbindelse til firmaet, for at høre hvad meningen med skolevand var, nu da vi havde så udmærket vand i hanen, og kritiserede i samme omgang tiltaget for at belaste miljøet unødigt. Tiltaget var indført som forsøgsordning på 11 skoler, og var planlagt at skulle udbredes til hele landet i løbet af et år.
I sidste uge kunne man dog læse på DR Nyheder, at skolevand nu ikke bliver til noget. Det skyldes at flere andre end mig har kritiseret idéen. I en mail til DR skriver Salgsdirektør Frederik Meyer:
Det har aldrig været vores hensigt at konkurrere med postevand, og vi beklager, at vores initiativ er blevet fortolket som sådan
Det er efter min overbevisning en vattet udmelding. Det har naturligvis været meningen at danske skolebørn skulle vælge skolevand fra Aqua D’or frem for postevand eller skolemælk, og på den udbrede deres produkt til et enormt stort marked – det er trods alt det de lever af.
Jeg ser dette resultat som en sejr for sund fornuft, og en sejr for miljøet…