Uddannelsesloft: Regeringen lemper tidligere stramninger

Blot en måned efter ikrafttrædelsen af den nye lov om begrænsning af dobbeltuddanelse, også kaldet uddannelsesloftet, lemper regeringen på reglerne. Har de allerede indset hvor tåbeligt deres tiltag er?

I onsdags kunne man på DR Nyheder læse, at regeringen nu var parat til ændre i reglerne for dobbeltuddannelse. Den nye lov, eller uddannelsesloftet, trådte i kraft 1. januar, og er således kun en måned gammel. Den har siden første udspil modtaget massiv kritik fra mange fronter, bl.a. i mine tidligere artikler her på siden.

Læs også: Åbent brev til uddannelsesministeren: Jeg er bekymret

Uddannelsesloftet gjorde det førhen umuligt at tage en videregående uddannelse på samme eller lavere niveau som man allerede havde gennemført. Det bliver nu ændret således, at hvis der er gået seks år ellere længere, siden man tog uddannelsen, kan man ny alligevel tage en ny uddannelse. Aftalen er lavet ud fra en tanke om, at aftalepartierne gerne opfordre de studerende til ”at tænke sig nøje om, inden de vælger uddannelse”. En udmelding der i min optik står i kontrast til politikernes ambitioner om, at de studerende skal hurtigt i gang og hurtigt igennem. Målsætninger der sigtes efter med tiltag som fremdriftsreformen og den karakterbonus gymnasieelever får, hvis de søger ind på en videregående uddannelse indenfor 2 år efter de er blevet studenter.

Søren Pind udtaler til DR at de mange protester har været en del af årsagen til ændringen, og mener aftalen er forbedret. Selvom den stadig spænder ben noget så gevaldigt for nogle studerende eller tidlgiere studerende, er det da en klar forbedring af lovgivningen. Det betyder stadig at nogle studerende bliver forsinket 6 år i deres uddannelse. Både Henrik Dahl (LA), som var på talerstolen ved førstebehandlingen og Mette Reissmann (S) fortæller, at der er blevet lyttet til den kritik der blevet givet. Jeg er stadig utilfreds med den nuværende lovgivning, men er glad for at vores modstand har givet resultat, og der trods alt er lempet en smule på reglerne. Hvad man så skal bruge 6 år på indtil man igen starter på universitet, og går tilbage til et relativt lavt levegrundlag baseret på SU (hvis man stadig har flere klip tilbage), må man selv rode med.

Læs også: Begrænsning af dobbeltuddannelses del 3

Danske Studerendes Fællesråd er stadig ikke begejstrede for aftalen.

”Det er ikke godt nok med den her justering. Det er en ny form for lappeløsning, fordi politikerne har indset, at det, de har lavet, er noget makværk. Justeringen er en ringe trøst”, siger tiltrædende formand for DSF Sana Mahin Doost, og påpeger også problematikken i, at loven blev vedtaget uden varsel:
”De studerende har allerede taget konsekvensen, og mange er droppet ud, mens andre er blevet vejledt forkert, fordi man ikke vidste, at den her nye justering kom”

 

Positivlisten, en liste på 24 uddannelser, som ikke er omfattet af den oprindelige stramning, består stadig.

Kommentarer

Kommentarer