8 Gode Multiplayerspil til dit LAN-Party

Her er nogle superfede multiplayerspil som helt sikkert vil være en succes til Lan-party

Når du sidder med drengene hjemme og skal game hele natten, går meget af tiden altid med, at blive enige om et multiplayerspil man kan spille og som alle har installeret. Her kommer vores bud på nogle sikre vindere – se en video af de forskellige spil i bunden:

Warcraft 3: The Frozen Throne

Warcraft er et super fedt multiplayerspil, fordi det har så ufatteligt mange mods man kan spille, som hver især gør spillet til et helt nyt spil. Desuden er der altid nogen der har spillet liggende som en portable installation – dvs. en mappe du bare kopierer over, og så kan du spille med det samme. Her er vores favorit mods:

Legion TD (2-8 spillere)

I legion TD spiller man sammen i hold, og det fungerer udmærket selvom man er et ulige antal spillere. Hver spiller har sin lane at bygge towers i, og bliver løbende angrebet af waves af stigende sværhedsgrad. Hvis man leaker (ikke kan klare alle creeps), løber de videre mod ens konge, hvor ens holdkammeraters resterende towers vil forsøge at nedkæmpe dem. Undervejs kan man sende creeps til sine modstandere, dels for at øge ens income, men også for at forsøge at dræbe deres konge og dermed vinde spillet.
Legion TD er særdeles velegnet multiplayerspil, hvis man spiller med nogen, som ikke er så vant til at spille warcraft, da det er forholdsvist let at sætte sig ind i, og tempoet er relativt lavt. Desuden når man sjældent så langt i denne type tower defense, at spillet begynde at lagge helt sindsygt pga. mængden af units, ligesom man ofte ser det i Hero Line War.

Warlock (2-12 spillere)

I Warlock spiller man i en battle arena, der gradvist bliver mindre og mindre gennem runden. Hver spiller styrer deres warlock, og skal dræbe de andre ved at angribe dem med deres abilities, eller forsøge at få dem sendt ud af arenaen, hvor de hurtigt mister deres liv. Man spiller et fastsat antal runder, og kan mellem hver runde opgradere sine abilities og købe items.
Warlock er noget sværere at gå til en tower defense variationerne, men er utroligt underholdende når man fanger det. Desuden er det til tider fuldstændig kaotisk, når der flyver spells rundt på hele banen, og man har klikket væk fra sin warlock, der nu er forsvundet fra skærmen – husk at binde din warlock til en tast 😉 (CTRL + 1)

Nightstalker TD (2-6 spillere)

Nightstalker Tower Defense er ligesom Legion TD relativt simpelt. Der kommer waves med creeps ind i din lane, og du skal forsøge at dræbe dem inden der bliver for mange, og du taber spillet. Modsat Legion TD blive dine creeps i din lane, hvor de går rundt i en firkant, indtil du dræber dem. Jo længere du er om det, jo flere kommer der. Du sender automatisk creeps til personen efter dig i rækken, og kan løbende opgradere dem, i håb om at han ikke længere kan følge med. Samtidig skal du huske at bygge og opgradere dine basic towers til en af de 6 mulige towers, for ikke selv at blive løbet over ende.

Risk (2-12 spillere)

I Risk variationen (Middle Earth Risk) ligner spillet mere det oprindelige Warcraft spil. Banen er opdelt i territorier, og i hver territorie indeholder nogle baser. Ved at angribe og overtage disse baser, kan man kontrollere et territorie. Jo flere territorier man kontrollerer, jo mere guld får man i løbet af spillet. Desuden kan man bruge baserne til at træne units – forskellige baser betyder forskellige typer af units.

Run Kitty Run (1-11 spillere)

Når øjenlågene er ved at være tunge, og koncentrationen reduceret, er Run Kitty Run et godt mod til lige at stene lidt med. Vha. samarbejde skal i løbe gennem 4 baner, uden at blive dræbt af hundene. Hvis man dør, kan de andre spillere genoplive én, ved at løbe hen over én, og modtager til gengæld exp og gold, som kan bruges til at få abilities og items der kan hjælpe én med at komme forbi det stigende antal hunde. Jep – det er det hele.

DotA (2-10 spillere)

DotA (Defense of the Ancients) er den oprindelige idé, som senere blev til spillet DotA 2 og kæmpesuccesen League of Legends. Er du ikke lige hoppet med på én af disse, eller er dine kammerater ikke, så kan i altid prøve DotA.

Download mods til Warcraft 3 her

Track Mania Nations forever (1-128 spillere)

Track Mania Nations Forever er et gratis racingspil, der er utroligt enkelt at gå til. Der findes forskellige typer af konkurrencer man kan vælge, hvad enten det skal gælde om at køre head 2 head mod hinanden i jagten på point, eller kampen om at gennemføre en bane på kortest tid med x antal forsøg eller inden for et givent tidsinterval. Man kan desuden også spille i hold, hvilket gør spillet super sjovt, hvis niveauet er meget spredt. Spillet tilbyder en stor mængde af baner, fra lette korte baner, hvor man virkelig kan forsøge at optimere sin bane, til virkelig svære baner, hvor vinderen typisk er den ene person der gennemfører. Er det ikke nok, kan i enten downloade flere baner, eller lave jeres egne.
Spillet kan downloades gratis via steam eller her: Download Track Mania Nations Forever

Counter-strike (2-32 spillere)

Dette er et legendarisk spil, og de fleste af dem du inviterer til dit Lan-party, har det i forvejen. Personligt kan jeg bedst lide det gamle CS 1.6 men det er jo en smagssag. Den gamle version findes i hvert fald i versioner der kører over LAN udenom Steam, og ellers kan det købes for omkring 100 kr. på Steam, og spilles med det samme.
Dette first-person shooter spil giver mulighed for enten at spille i små lukkede baner som fy_iceworld eller fy_pool_day, hvor runderne er korte og duellerne mange, eller i mere klassiske baner som de_dust, hvor de forskellige spillestile og taktikker kan komme i spil.

Diablo II LOD (1-8 spillere)

Diablo II er et af mine favoritspil gennem tiden. Det er relativt kedeligt at spille alene, men med et par venner i ens party, er det altid federe. Man bliver hurtigt nostalgisk, når man hører musikken, og Decard Cain der siger ”stay awhile and listen.” Jeg kan anbefale to fede mods, som gør det lidt sjovere:
Slaughter Mod: I dette mod er der 5 gange så mange monstre, hvilket gør spillet mere intenst og lader dig stige i levels markant hurtigere end normalt. Det er fedt, hvis man bare skal spille en time eller to, i stedet for at bruge hele natten på at gennemføre det. Samtidigt finder du mange flere sjældne items, så du hurtigt kan få et fornuftigt build. I løbet af nightmare og hell, bliver det dog rigtig svært pga. overfloden af monstre, men heldigvis kan du let deaktivere det, ved blot at overskrive patch-filen med den originale fil. Moddet virker kun til version 1.09. Download det gratis her.
Et andet interessant mod er Nezeramontias mod. Dette mod virker desværre kun til version 1.10, så du kan ikke skifte mellem de to mods løbende, uden at skulle opgradere eller nedgradere (ved at reinstallere). I Nezeramontias mod er der lavet et hav af ændringer og tilføjelser som f.eks. 100 nye monstre, nye items, runes og runewords, bøgerne kan indeholder 100 scrolls (i stedet for 20), 6 nye skills (f.eks. exp bonus), max level er lvl 750 (i stedet for 99) og mange flere. Nezeramontias mod kan downloades gratis her.

Age of Empires / Red Alert (1-8 spillere)

Konceptet i de to spil er meget det samme. Du samler ressourcer, bygger din base og en hær, og basker dine fjender før de får samme idé. Hvad angår Age of Empires, kan man gå i nostalgien og vælge AEO II, som findes som transportable installation, og nu også i en HD udgave på Steam, hvor grafikken er flottere. Ellers kan man vælge en af de nyere versioner som Age of Mythology. Det samme gør sig gældende for Red Alert der findes i mange udgaver både som Command & Conquer, RA 1-3, Tiberian Sun osv.

Worms (1-6 spillere)

Worms er et af de bedste multiplayerspil nogensinde hvis du spørger mig! Når man hører en orm der råber ”i dækniiiing” kommer man tilbage i tiden. Spillet egner sig ikke særligt godt til at være rigtig mange, da det tager ufatteligt lang tid at vente på 5 spillere før éns tur, samtidigt med, at man risikerer at være udslettet før man får lov at spille. Til mindre spil af 3-4 spillere er det dog rigtigt underholdende, så måske skal i lave en turnering.
Du leder formodentlig efter 2D versionen i enten Worms World Party eller Worms Armageddon

League of Legends / DotA 2 (1-10 spillere)

Begge disse spil bygger på Warcraft 3 moddet DotA, og har opnået kæmpe succes. De rummer på mange taktiske muligheder, og du risikerer at blive voldsomt grebet. De egner sig særdeles godt som LAN-party spil, hvor man kan danne hold, og drage fordel af et nemmere samarbejde imellem sig, eller lave custom games og spille mod hinanden.
Kom i gang her: LOL (husk at vælge region) // DotA 2

Achthung Die Kurve / Curvefever (1-6 spillere)

Vi runder artiklen af med dette simple men geniale spil. Har du det ikke som program på din computer, kan du spille en online flash version på Curvefever.
I sin enkelthed er det ligesom at spille Snake, bare med flere spillere på samme bane. Afhængigt af versionen har din slange en egenskab eller kan opsamle dem, og bruge dem til at kunne køre længere, eller få de andre til at kunne køre kortere. Det er et hurtigt lille minispil, men ufatteligt morsomt hvis man sidder nogle stykker sammen.

Kommentarer

Kommentarer