Kroatien 2/2: Split, Krka og Zagreb

Split

Efter tre dage i Dubrovnik (som du kan læse om her) fortsatte turen mod nord til byen Split. Turen foregik med bus, og det var i bedste Balkanstil med relativt dårlig service og ca. 1½ times forsinkelse. Det skulle efter sigende være meget almindeligt, så nu ved vi det til en anden gang. Til gengæld var det forfærdeligt vejr på meget af turen, og det stod ned i stænger de første ti minutter efter ankomst, og så klarede det op. Herfra havde vi godt vejr resten af vores ferie. Vi boede på et kollegie, der, mens de studerende ikke boede der, var omdannet til hotel (Rooms dr. Franjo Tuđman). Værelserne var ganske fine, og der var et cafeteria, der serverede både morgenmad, frokost og aftensmad til meget billige penge.

Speedbådstur, Split, Kroatien. Foto: Cecilie Eske Hansen

Lidt tilfældigt var min kammerat Kennet i byen, da han skulle flyve hjem derfra dagen efter. Derfor var det oplagt at mødes med ham til en øl og noget aftensmad, hvorefter vi sendte et billede hjem til gutterne. Vejrudsigten dagen efter var noget tvivlsom, men vi var heldige nok til at have tørvejr og over 20 grader stort set hele dagen. Det var vigtigt, for vi havde booket en speedbådstur med Providenca Charter hele dagen. Det var sådan en fed tur!

Vi havde to unge gutter, Pube og Roko, som guider, og Pube havde sørget for en legendarisk playliste, der passede godt til turen, som foregik med fuld speed over bølgerne. Det gik vildt for sig når de 250 hestekræfter fik frit løb, og turen var ikke for sarte sjæle. Et øjeblik truede regnen, men vores kaptajn var lynhurtig til at vende båden væk fra regnen, mens vi alle fik jakker på og sejlede videre. To minutter efter var det atter tørvejr, og efter halvanden times sejlads ankom vi til den smukke by Komiza på øen Vis. Nogle vil måske genkende byen fra filmen Mama Mia. Desuden gik der en sjov historie om den lille kirke kaldet The Church of the Holy Mary ”the Piratess”. Ifølge historien plyndrede pirater byen flere gange i 1500-tallet, og ved en lejlighed stjal de et billede af Jomfru Maria. Da de ville forlade byen, kunne de ikke sætte sejl, og endte med at smide billedet overbord. Piraterne stævnede ud, og billedet returnerede til kysten foran kirken, hvor det hørte til.

Speedbådstur, Komiza, Vis, Kroatien.
Speedbådstur, Komiza, Vis, Kroatien. Foto: Cecilie Eske Hansen

Efter vores stop i Komiza, var det planen, at vi skulle have sejlet ind i den lillebitte grotte ”Blue Cave”. Desværre var det for højvandet og bølgerne for høje, hvorfor det ikke var muligt.

Staniva beach, Vis, Speedbådstur, Split, Kroatien
Staniva beach, Vis, Speedbådstur, Split, Kroatien. Foto: Cecilie Eske Hansen

Vi lagde derimod vejen forbi en anden grotte, med plads til blot to af vores både. Vi fortsatte rundt om øen Vis, mens vi beundrede de lodrette kalkstensklipper, der tydeligt havde været

udsat for havets kræfter i mange år. Mens øen var et militært område, udgjorde de et fremragende forsvar mod trusler fra havet, da det næsten er umuligt at gå i land. På øens sydside sejlede vi ind i mellem klipperne til en lille afsides strand ved navn Stiniva. Stranden har været kåret som den bedste strand i Europa i 2016, og ligger i helt unikke omgivelser. Godt gemt nede mellem klipperne, skulle turen ned til stranden være godt 20 minutter lang og ikke velegnet på badegæster i badetøfler og klipklapper. Vi kom derimod ind fra søsiden, og fortøjede båden til bøjerne, der afgrænsede hvor tæt man måtte sejle. Herfra kunne man hoppe ned i det fuldstændig blå vand, og svømme ind til stranden på få minutter, mens klipperne tårnede op foran og på begge sider af en.

Staniva beach, Vis, Speedbådstur, Split, Kroatien
Staniva beach, Vis, Speedbådstur, Split, Kroatien. Foto: Cecilie Eske Hansen

Vi holdt kun et ganske kort badestop her, for turen gik videre rundt om øen og ud til en meget mindre ø, Budihovac og Den Blå Lagune. Øen er ikke meget mere end en km i diameter og ligger kun ca. en km fra Vis’ kyst. Men der lå en lille strandbar, og vandet var fuldstændig klart og roligt, og her brugte vi en lille times tid på at snorkle. Guiderne havde snorkeludstyr til os alle, og Cecilie var lynhurtig til at lære det, og blev vist hurtigt grebet af det. Det er også en fantastisk fornemmelse, at kunne kigge ned på fiskene under overfladen, og jeg tror ikke det er sidste gang vi har snorklet sammen.

Speedbådstur, Hvar, Split, Kroatien
Speedbådstur, Hvar, Split, Kroatien. Foto: Cecilie Eske Hansen

Turens sidste stop var på den lidt større ø Hvar i byen af samme navn. En tiltrængt frokost pizza og en kold fadøl gjorde ikke turen spor ringere, og med en mindre gåtur op på toppen af øen, kunne vi nyde udsigten over byen og de små øer i nærheden. Min veninde Amy, som jeg boede sammen med i Canada, var tilfældigt også på øen hele den uge. Desværre kunne vi ikke nå at hilse på hende, men helt tilfældigt fik jeg øje på hende inde på kajen, netop som vi sejlede ud af havnen. Jeg råbte efter hende, uden nogen forhåbning om, at hun kunne høre mig. Men det kunne hun, og hun vinkede ivrigt inde fra land. I løbet af dagen var det blæst lidt op, så bølgerne var større end på turen ud, men båden sejlede stadig i fuld hastighed, højtalerne spillede Sweet Caroline og gæsterne skrålede med af fuld hals. Om aftenen gjorde vi som de fleste andre aftener: Spiste is og gik rundt i de smukke snævre gader og opdagede nye steder vi ikke havde været.

Romerske Ruiner – Salona

Romersk Ruin, Salona, Split, Kroatien
Romersk Ruin, Salona, Split, Kroatien. Foto: Cecilie Eske Hansen

Vi havde stadig to dage tilbage i Split, og havde som sådan ikke rigtigt planlagt mere. Det var egentlig rigtig rart, for vi havde begge haft en hektisk sommer, og nu kunne vi blot gøre hvad vi havde lyst til, når vi havde lyst til det. På tredjedagen besluttede vi os for at besøge den romerske ruinby Salona. Byen lå 5,5 km fra vores hotel, og da den samtidigt viste sig at være noget mere omfattende end vi troede, blev det en lang dag med ømme fødder. Men det var det hele værd, for vejret var skønt og der var rigeligt at se på; både resterne af kirker, badebygninger, grave, rådhus, bymure og byporten, teater og ikke mindst amfiteateret var at se. Åbenbart koster det 30 kn (ca. 30 kr) at komme ind i byen, men da vi fulgte Google Maps og kom ind ad en lille sti, kom vi slet ikke forbi billetkontoret. På vejen tilbage rundede vi Salona Mall (hvor der var aircondition – hurra) og købte lidt nye ting i Decathlon til næsten inden penge. Og da vi senere gik ind til byen og spiste aftensmad og is, endte jeg til sidst med at slå rekord på mit Garmin ur, med 36.558 skridt eller ca. 26 km på en dag – puha.

Oven på sådan en dag var det nærliggende, at tage den lidt med ro på vores sidste dag i Split, særligt taget i betragtning af, at vi forventede at skulle vandre en hel del dagen efter igen. Derfor lagde vi ud med nogle timer på stranden Žnjan. Helt pause fik vores ben og fødder dog ikke, for vest for den gamle by i Split lå skovparken Park Suma Marjan, hvor man ad smukke stier og trapper kan gå op i 178 meters højde, hvorfra der er en helt fantastisk udsigt over byen.

Krka Nationalpark

Skradinski Buk, Krka, Kroatien
Skradinski Buk, Krka, Kroatien. Foto: Cecilie Eske Hansen

Fra Split lejede vi en bil og kørte til Nationalparken Krka. Hjemmefra havde vi læst anbefalinger om, at man skulle leje en bil, og det var vi glade for, at vi havde kørt. Vi kom først til Lozovac og Skradinski Buk, og kørte herefter til Roski Slap og til sidst til sluttede vi ved vandfaldet Manojlovac Slap. Lozovac var tydeligvis hovedindgangen, og det mest besøgte sted. Det vrimlede med mennesker, men stedet var også utroligt smukt. Det kan nok mest beskrives som en slags vådområde i utroligt kuperet terræn, for der var vandhuller, vandløb og små vandfald allevegne, og hvor der var vand, var der også massevis af fisk. Det tog omtrent en times tid at gå fra indgangen, ned til Skradinski Buk turen og rundt til vandfaldet ved turens højdepunkt. Desværre er det ikke længere tilladt at bade ved vandfaldet. Vi havde fået den opfattelse, at man kunne gå rundt i parken, og at vi kunne gå til næste stop, Roski Slap, og tilbage. Det skulle være en rute på godt 18 km, og det var vi friske på. Desværre opdagede vi efter 4 km, at det langt fra var tilfældet, og måtte derfor vende om, gå 4 km retur og tage bilen. Det var vi lidt irriterede over, men den del af turen var heldigvis også ganske smuk og solrig og langt mindre befærdet end stien ved Skradinski Buk – det var der så en grund til.

Roski Slap, Krka, Kroatien
Roski Slap, Krka, Kroatien

Efter små 40 minutters kørsel gennem bjergene, ankom vi til Roski Slap. Hovedattraktionen her er egentlig de mange små vandfald, der falder 22,5 meter over en strækning på godt 650 meter, men det var den del der imponerede os mindst. Det kan meget vel have noget med årstiden og vejret at gøre, men området var nu alligevel et besøg værd. Ved parkeringspladsen var et lille spisested, hvor et par enkelte af bordene stod ude i vandet, så man kunne sidde helt tæt på et lille vandfald, og med fødderne nede i vandet. Vandet fortsatte videre ud i floden, hvor man modsat mange andre steder i parken kunne få lov at bade. Men først skulle vi op på bjergsiderne. Vi begyndte at gå ad stien langs floden, der hurtigt ændrede sig fra vej, til en ganske unik vandreoplevelse. Undervejs kom vi til en klippevæg, hvor der var opsat trapper op langs væggen. Når man kom over klippevæggen, fortsatte stien op ad bjerget indtil man kom til en lille grotte kaldet Ozidana Pećina Cave. Hulen var 59 m lang og kun 2,5 meter høj, men er åben for besøgende. Der var ikke meget at se, men det var en sjov lille bonus og et udmærket afbræk var den stegende varme. Efter at have været helt oppe på toppen og skuet ud over Roski Slap, gik vi ned igen, krydsede floden og gik tilbage på den anden side. Da vi kom tilbage fra turen på ca. 2,5 km med ca. 140 højdemeter, tog jeg mig en dukkert i floden. Vandet var noget koldere end vi havde været vant til på strandene, men det var alligevel utroligt dejligt.

Roski Slap, Krka, Kroatien
Roski Slap, Krka, Kroatien

Dagen var ved at gå på hæld, men vi havde et tredje og sidste stop vi gerne ville nå: Manojlovački slapovi godt 30 minutter kørsel nordpå. Her var vi stort set alene, og det gjorde ikke noget dårligt for oplevelsen. Vi kom ganske hurtigt frem til et lille udsigtspunkt, hvorfra man kunne se de to 59,6 m høje vandfald nede i dalen, mens solen begyndte at gå ned over bjergene. Desværre havde vi ikke så meget tid, for det kunne have været fedt at gå helt ned til bunden af vandfaldet, hvis det var muligt. Men vi småløb ned af de snoede stier, og nåede ned til et punkt i højde med vandfaldets top inden vi skyndte os tilbage til bilen.

Manojlovac Slap, Krka, Kroatien
Manojlovac Slap, Krka, Kroatien. Foto: Cecilie Eske Hansen

I mørket fandt vi frem til vores sted for natten, Guesthouse Villa DomeNico i Sibenik. Det var det hyggeligste lille sted, hvor vi blev modtaget af værten, der må have holdt øje med hvornår vi kom. Hun åbnede porten for os, så vi kunne parkere, viste os på plads, og bød på hjemmelavet likør og brændte mandler. Da vi checkede ud igen, fik vi også en hel klase vindruer fra haven med.

Zagreb

Museum of Illusions, Zagreb, Kroatien. Foto: Cecilie Eske Hansen
Museum of Illusions, Zagreb, Kroatien. Foto: Cecilie Eske Hansen

De sidste tre dage af turen tilbragte vi i Kroatiens hovedstad, Zagreb. Vi var begge enige om, at Split var vores favoritdestination, for Zagreb havde ikke det helt store at byde på. Vi brugte et par timer på Museum of Illusions, der havde en hel del sjove udstillinger, gik gennem Tunnel Gric og besøgte en gammel facistisk bunker, Villa Rebar og gik en tur op ad bjerget, indtil vi ikke gad gå længere og vendte om. Til gengæld havde vi hjemmefra opdaget, at Hilton Double Tree var relativt billigt, så der havde vi to overnatninger og brugte også lidt tid i deres spa og wellnessområde, når vi ikke traskede rundt i byen.

Bonusbilleder (klik for fuld skærm):

This post is also available in %s.

Kommentarer

Kommentarer