Island – Del 3/3
Dag 9 og 10 – vand fra oven og fra neden
Det gode vejr kunne naturligvis ikke vare ved for evigt – det er jo Island. Om morgenen var det gråt og fugtigt, og da vi parkerede bilen ved Hengifoss, var det temmelig tåget og vådt i luften. Vi gik alligevel op ad vandrestien godt 2,5 km, men det var alt for gråt til, at vi overhovedet kunne se vandfaldet. På vej derop kunne vi dog heldigvis se Litlanefoss, inden alt blev gråt.
Det slog os ikke ud, for vi havde større forventninger til vandfaldene Dettifoss og Selfoss. Førstnævnte siges at være Europas kraftigste vandfald, og de 193 m3 vand der hvert sekund strømmer igennem, kommer også fra Europas største gletscher, Vatnajökull. Vi parkerede på den mindre besøgte østlige side af floden, hvor man kunne gå helt ned til vandfaldet. På den side var der også markant mindre vandstøv, der primært drev mod vest. Desværre var det stadig enormt tåget, og selv ganske få meter fra vandfaldet, kunne man næsten intet se. Alligevel fortsatte vi de ca. 1,4 km langs floden til vandfaldet Selfoss i håb om bedre vejr. Netop som vi begyndte at gå tilbage mod bilen, klarede det pludseligt op. Så vi nåede at se Selfoss, og dets specielle udformning, idet det løber langs med floden i flere hundrede meter samt Dettifoss i nogenlunde klart vejr.
Dagen var efterhånden også ved at rinde ud, så desværre nåede vi ikke at være ret længe i den hesteskosformede kløft, Ásbyrgi. Det havde formentlig været bedre på en dag med godt vejr, og vandre på toppen af den. I stedet kørte vi ud i spidsen af den nedefra, hvilket også var en oplevelse, at stå ved søen for enden med 100 meter høje klipper på 3 sider. Men udsigten fra toppen, må vi have til gode til en anden dag. Efter aftensmad overnattede vi ved Heiðarbær.
I Husavik på nordkysten, byen som er kendt for at være perfekt til at se hvaler og for filmen Eurovision Song Contest – The Story of Fire Saga, fik vi fisk til aften, men desværre oplevede vi ikke meget mere her. Byen skulle være Islands bedste sted at se hvaler, men vores hvalsafari blev aflyst på grund af dårligt vejr, og Café Ja Ja Ding Dong og dertilhørende mini museum (fra førnævnte film) åbnede sent. Så vi fandt et par af stederne fra filmen, og fortsatte vores tur trods det dårlige vejr.
Dagen var noget præget af blæst, regn og kulde, så det blev mest til nogle korte stop ved Viti-krateret, Krafla udsigtsposten ved kraftværket af samme navn (eller Kröflustöð på islandsk) og deres lille gratis museum om udnyttelsen af den varme undergrund. Det var faktisk interessant nok, og så regnede det ikke indenfor. I nærheden var opsat en bruser (Endlose Dusche) med overskydende vand fra kraftværket, så havde vejret ikke været så elendigt, kunne man have taget et varmt bad i det fri. Vi gjorde et stop ved det geotermiske område Hverir, men det var ikke noget særligt sammenlignet med de mange andre steder vi havde set kogende vand. Vi var efterhånden både gennemblødte og gennemkolde, så det sidste sightseeing vi orkede var Stóragjá – en grotte med en lille lunken sø i. Og så højdepunktet for dagen: Mývatn Nature Baths – en blå lagune (ikke Den Blå Lagune, men i sammen stil og til den halve pris) med store dampende blå vandhuller, sauna, bar (i vandet selvfølgelig) og almindelige bade, hvilket også var lækkert, da det efterhånden var nogle dage siden, vi havde haft den mulighed. Det gjorde virkelig godt, og med varme i kroppen og ny energi, tog vi et stræk på vejene mod Camping Varmahlíð, og gjorde holdt ved vandfaldet Goðafoss for at spise aftensmad på vejen.
Dag 11-15 – Sæler, heste og stærkmand
På 11. dag var vi efterhånden i det man kan kalde det nord/nord-vestlige Island, og turen gik så småt tilbage mod Reykjavik. Vi var lidt trætte af at fare rundt i bilen efterhånden, så vi besluttede at springe den nordvestligste tange over. Vi gjorde dagens første stop i byen Blönduós, og gik ud på den lille ø, Hrútey, der er omgivet af den brusende Blanda-flod. Herefter gik vi omkring den alternativt udformede kirke, Blönduóskirkja, og bare tog tingene roligt og nød, at det nu var godt vejr igen. Det meste af dagen lå vores sokker mv. i forruden og blev varmet af solen på den ene side, og tørret af airconditionen på den anden. Vi fortsatte rundt langs kysten på grusvejene til Hvitserkur, for at se den meget karakteristisk klippe i havet og med håbet om at se sæler. Der var dog ikke nogen, men det var der til gengæld på vestsiden ved Illugastadir, hvor massevis af sæler lå på stenene i vandet og solede sig. De var dog langt væk, men med den store linse til kameraet, kunne vi tydeligt se dem. Andre havde også taget kikkerter med. Alternativt kan man også vælge Ytri Tunga, hvor man kan komme tættere på, hvor vi også var på dag 13.
Vi forsøgte os med en lille vandretur ved vandfaldene Benefoss, Ankafoss og Attifoss, men selvom Google hjalp os med at finde starten på ruten, var den ikke vigtigt vedligeholdt. Vi kom helt ned til vandet og gik en sjov med udfordrende rute (hvis man ville beholde sine fødder tørre), men ved foden af Benefoss, kunne vi ikke komme videre, og måtte gå retur. Til gengæld besluttede vi os for, at komme tidligt frem til campingpladsen, hænge tøj til tørre og tage en rolig aften med vores bøger. Hverinn Camping var perfekt til den plan, for der var en restaurant med billig mad og lokale øl, og så havde de tørresnore og en lille udendørs lounge, hvor vi kunne læse i læ og solskin, indtil det blev mørkt.
Dagen efter havde vi taget ekstravarmt tøj på. Det havde netop for første gang på turen været nattefrost, og så var det planen at skulle ned at gå i nogle lavagrotter – Surtshellir. Desværre var de lukkede, angiveligt pga. sammenstyrtningsfare, så vi måtte nøjes med at se de åbne stykker oppe fra. Det var ganske fint og vejret kunne ikke fås bedre – og så var køreturen derud ad de snoede grusveje også meget sjov. Vi smed et par lag tøj og fortsatte til Husafell, og forsøgte at løfte den berømte strongman løftesten, der har givet form til sandsækkene af samme navn. Nu vejer stenen 186 kg, så det var ikke realistisk, men vi skulle lige prøve alligevel. Faktisk var det en anstrengelse bare at rejse den fra liggende til stående position. Til gengæld var det nu blevet vejr til shorts af nattefrosten.
Sidste stop i området var Hraunfossar, en 900 meter lang (eller rettere bred) samling af små tætte vandfald, der løber fra hvad der ser ud til at være ingenting og ned i en større flod, hvorefter vi fortsatte et stykke vest på. Vi vandrede først 6 km midt i ingenting ved den uddøde vulkan, Eldborg Crater, og kørte videre ud mod kysten, mens vi gjorde nogle små stop ved mindre vandfald (bl.a. Grundarfoss), islandske heste, og den store klippe Kirkjufell ude i vandet. Herfra kunne man køre langs vandet til byen Hellissandur længst mod vest, der er kendt som ”street art capital of Iceland”. Byen har efter sigende 30 store vægmalerier, og mange af dem kan man beundre helt ude ved vandkanten på Keflavikurgata. Så havde vi også fået nok for i dag, og lavede vores første hjemmelavede måltid på Hellissandur Camping inden vi gik i seng. Det er i øvrigt en fremragende campingplads, hvor det dog blæser en del, da det ligger højt og tæt på vandet.
Dag 13 var den sidste dag på vejene, og vi havde en masse mindre stop på en ellers lang køretur. Først efter få minutter ved Írskrabrunnur, en irsk brønd hvor en hvalknogle ligger henover hullet – det kan man roligt springe over og fortsætte til Saxhóll Crater, hvor vi gik ad trapperne op på kanten af krateret i kraftig blæst. Det var ikke noget særligt sammenlignet med Eldborg, men til gengæld skulle man kun gå et par minutter denne gang.
Videre til Djúpalónssandur Strand, der er belagt med små gråsorte sten og omgivet af barske klipper. På stranden ligger de rustne rester af en gammelt skibsvrag spredt udover bredden. Her havde vi også muligheden for at prøve kræfter med nogle stærkmandsløft, nu af mere realistisk karakter. På række lå fire løftesten, som man skulle løfte og placere på en klippe i hoftehøjde, for at bevise ens styrke, inden man kunne blive roer på fiskerbådene. De fire sten var 23 kg – Amlóði/svækling, 54 kg – Hálfdrættingur/Half-carrier og mindstekravet for en fisker, 100 kg – Hálfsterkur/Halv-stærk og til sidst 154 kg – Fullsterkur/Fuldstærk. Jeg var overbevist om, at jeg kunne klare 100 kg, men jeg kunne ikke holde godt nok på den, og måtte nøjes med de 54. Cecilie klarede desuden også de 54 kg, og kunne også få lov at ro… Vi fortsatte dog alligevel med firhjulstrækkeren, og kørte til byen Arnarstapi, hvor vi både så deres store statue af stablede sten, og den naturligt skabte stenbro samt de øvrige flotte klippeformationer. Og klipper var der rigeligt af, og vi forlod hovedvejen og kørte lidt op i bjerget for at se Songhellir-grotterne, der dog mere var nogle huller i bjergvæggene end egentlige huler. Så havde vi faktisk kun et stop tilbage før Reykjavik: Ytri Tunga Sælkoloni. Her skulle man modsat den tidligere sælkoloni betale for parkeringen, men kunne til gengæld gå lidt tættere på sælerne. Der var dog et stykke at gå og temmelig mange turister, så hvis man har en kigget eller en stor kameralinse til rådighed, vil jeg anbefale Illugastadir.
Mens vi kørte retur mod Reykjavik, researchede Cecilie lidt på vandreruter, og fandt et rigtig lækkert område, hvor vi næsten kunne gå for os selv. Det var ikke med anviste betalingsparkeringer og ruter, så vi fandt lidt hjælp på de sociale medier og rejseblogs. Vi fandt en parkeringsplads ikke langt fra Nesjavellir Viewing Point (se det præcise sted her) og fulgte skiltene til ”educational route” i den modsatte retning ned i dalen til elværket, forbi Adventure Park og ION Adventure Hotel og tilbage op ad bjergsiden til bilen. En rute på 9 km, der tog ca. 2 timer og 40 minutter med et par rigtig flotte steder undervejs. Nu var kroppen og især hovederne også ved at være fyldte, og den sidste dag tullede vi bare rundt med en af Cecilies veninder, der også var i Reykjavik. Vi nåede også at få vinget den sidste ting på listen af: Cecilie fik sig noget lam og jeg fik smagt hvalkød. Det var utrolig lækkert, kan bedst beskrives som noget nær oksemørbrad, og egentlig ikke ret dyrt.
Samlet set endte vi med at vandre omkring 127 km eller 348.964 skridt (23.264 pr. dag)
Et par erfaring vi gerne vil give videre:
Når man ankommer til Keflavik lufthavn, bør man leje bilen med det samme, i stedet for at tage bus til Reykjavik og overnatte på hotel. Det er alt for besværligt og for dyrt. Vi kan til gengæld kraftigt anbefale, at man lejer en 4×4, hvis man kan leve med at bo i telt. Skal det være lidt mere luksuriøst, findes der også nogle campervans, hvor man sover i en ombygget varevogn. Vælger man en rigtig autocamper, bliver det både voldsomt dyrt og også meget langsommeligt i visse områder.
Campingpriserne varierer meget. På Google Maps finder man mange campingområder og folks anmeldelser kan give en indikation af faciliteter og priser samt hvordan og hvornår man skal betale (hvilket også er meget forskelligt). Jeg kan fint anbefale de steder vi har været, der alle har været i den billige ende.
Det kan godt betale sig på forhånd at undersøge, om man skal betale for parkering, der hvor man vil hen. Mange steder skal man betale for at parkere, og det kan godt løbe op, når man betaler for at holde 15 minutter ved en seværdighed. Måske kan man holde et alternativt sted, eller finde en anden seværdighed, der har det samme at byde på, men uden betalingsparkering.
Island må være ufatteligt smukt om vinteren. Jeg vil utroligt gerne opleve det dækket af is og sne. Dog er flere veje ufarbare om vinteren.
