San Francisco

Golden Gate Bridge San Francisco Californien

Så er vi på vej mod Yosemite, og mens Andy kører ligeud de næste 100 km midt i ingenting, ser jeg lige mit snit til at forsøge at opdatere bloggen. Run DMX blæser i anlægget, og jeg multitasker lidt mellem at skrive, være DJ og kigge lidt ud.

Vi ankom til San Francisco uden problemer, og fik os en lille gul Kia Soul at køre rundt i. Det blev så første gang jeg kørte bil i over 6 måneder. Jeg blev kastet lige ud i det med 6-sporede motorveje i flere etager og en million ind- og udfletninger samt automatgear (hvilket jeg ikke er vant til, men dog har prøvet én gang før), inden jeg kørte direkte ind i downtown San Franciscos stejle gader. Jeg var glad for, at vi havde automatgear, for det havde været umuligt at sætte i gang med manuelt gear på mange af skråningerne.

San Francisco er en rigtig fin by, selvom man ikke mærker det tropiske californiske vejr særligt meget pga. havet og vinden. Det er dog en hyggelig by, med mange ting at se, gode restauranter og er ikke alt for mange mennesker selvom det er en storby. Vi er klart mere begejstrede over San Francisco end Vancouver og Seattle, men det havde vi forventet.

Fra lufthavnen kørte vi fluks ud til Golden Gate Bridge og tog en million billeder, inden vi bestilte seafood (fisk, krabbe og muslinger) på havnen, og brugte aftenen på vores hostel. Der var et arrangement i deres fællesrum, så vi fik et par øl og spillede bordfodbold mod Team Latin America bestående af en mexicaner og en argentiner, og nogle spil pool.
Dagen efter tog vi på en lang køretur langs kysten til Half Moon Bay og de californiske badestrande. Bølgerne var høje og vandet koldt, så vi lod surferne om at gå i, og nøjedes med at dyppe fødderne, inden vi fortsatte køreturen til Silicon Valley, og Stanford University.

Half Moon Bay, San Francisco, Californien

 

Der var en del turister på besøg, men ellers ikke voldsomt meget liv eftersom det var søndag. Som idrætsstuderende var det dog vildt at se deres 3 footballbaner, hovedstadion, baseballstadion, hockeybane, atletikstadion, softballbane, 12 tennisbaner + 3 baner på tennisstadion, gymnastikcenter, basketballhal, 2 x 50m svømmebasin, vandpolostadion og tårnspringsstadion. Det er noget andet end jeg er vant til på Institut for Idræt, selvom Stanford jo også har jura, medicin, diverse naturvidenskab, musik og drama samt kunst. Efterfølgende gik turen til Googleplex (Googles hovedkvarter). Der er ikke meget at se, men Andrew nåede da at styrte på en af de farverige Gbikes.

Dag 3 bød på en rigtig interessant tur på Alcatraz. Det er faktisk en ganske flot ø, med et rigt plante- og fugleliv, samt en fantastisk udsigt over San Francisco Bay. Selve fængslet var naturligvis hovedattraktionen, og er i den grad anbefalelsesværdigt. Ved indgangen til cellegangen får man udleveret et headset og en afspiller, som guider én rundt i fængslet og fortæller alle historierne om de 3 der flygtede og aldrig blev fundet, om den gang the US Marine blev sat ind for at nedkæmpe nogle fanger der havde tilegnet sig vagternes våben. Afspilleren fuldendte desuden Andrews look som asiatisk turist.

Alcatraz

Turen var fortalt af tidligere vagter og fanger, der bl.a. fortalte hvordan tiden i ”hullet” kunne fordrives ved at smide en skjorteknap på gulvet for så at prøve at finde den i mørket.
Efter Alcatraz var Pier 39 et oplagt mål – det er her man kan se søløver i massevis, og hele området er bare super hyggeligt med små forlystelser, sjove butikker og lækre restauranter. Resten af dagen gik vi rundt for at se Coit Tower og Vaillancourt Fountain, og China Town (den største udenfor Asien) og køre med sporvogn.

Alcatraz Island, The Rock, San Francisco, Californien

 

Vi tog en ekstra dag i San Francisco, og lejede nogle cykler og ødelagde vores ben. Vi kørte over Golden Gate Bridge til den anden side, hvor der er nogle vanvittige bakker og nogle helt fantastiske områder hvis man havde en racercykel. Vi cyklede hele dagen og sluttede turen af ned af Lombard Street, som er den mest snoede gade i verden, med 8 hårnålesving på 400 meter. Det var skide sjovt hvis man trykkede lidt ekstra hårdt på bremsen i svingene, og føltes lidt som speed way. Hvis ikke man skulle gå op igen (man kunne ikke cykle op), kunne jeg have brugte hele dagen der, indtil jeg blev overmodig og kom galt af sted. Vi nøjedes med 2 ture, og sluttede af med all-you-can-eat sushi.

Next stop: Yosemite.

Her følger lige et par billeder fra Alcatraz – der ER altså flot.

Kommentarer

Kommentarer