Real Life Tony Hawk’s Pro Skater Spots #1: Streets (San Francisco)
Som yngre spillede jeg enormt meget Tony Hawk’s Pro Skater samt de nyere versioner i serien, herunder Underground 1 og 2, American Wasteland og Project 8. Da jeg første gang kom til Vancouver, havde jeg en sjov oplevelse med at stå på Robson Square, som danner ramme om en bane i Tony Hawk’s Underground, og ligner spillet utroligt meget. Det fik mig næsten til at føle at jeg stod midt i banen, og fik derfor idéen om at lave nogle sammenligninger mellem banerne og de virkelige locationer. Hermed kommer den første i rækken.
Real Life Tony Hawk’s Pro Skater Spots: Streets (San Francisco)
Banen Streets fra det første spil i serien er baseret på San Francisco, og indeholder derfor flere elementer derfra. Naturligvis kører San Franciscos velkendte sporvogne rundt i gaderne. Følgende steder fra virkelighedens San Francisco er desuden inkluderet i Streets:
Chinatown og Dragon’s Gate
Chinatowns let genkendelige indgang på hjørnet af Grant Avenue og Bush Street er repræsenteret i spillet, sammen med starten af gaden.
Hubba Hideout
Hubba Hideout var et berømt skatespot, inden trapperne desværre blev fjernet i 2011. Stedet var efter sigende forsøgt gjort mindre tiltalende for skatere, ved at sætte skatestoppers på kanterne og ændre underlaget i landingen dog uden det store resultat. Spottet var temmelig populært, og der er blevet sat fede tricks der. Nedenfor kan du se en god portion af dem.
Lombard Street
Lombard Street er en berømt gade i San Francisco. Gaden er hovedsageligt kendt for den korte del på Russian Hill, der på blot 400 meter har 8 hårnåle sving. Den kaldes den mest snoede gade i verden, selvom det ikke er sandt. Denne titel tilhører Vermont Street, hvor Big Wheels ræset der oprindeligt fandt sted i Lombard Street nu afholdes.
Vaillancourt Fountain
Vaillancourt Fountain er et temmelig stort springvand designet af canadieren Armand Vaillancourt in 1971. Springvandet ligger på Justin Herman Plaza, som i 1987, lettere spontant måtte lægge plads til en gratis U2-koncert, der blev annonceret i radioen. Fra 2011-2017 blev alle offentlige springvand i San Francisco slukket som følge af tørken i Californien, hvorfor der heller ikke er vand i på mine billeder som er fra 2016.
Springvandet er noget forsimplet i spillet, men kan dog lige genkendes sammen med den røde plads foran og betonkanterne rundt langs pladsen, der dog er forsynet med skatestoppers i den virkelige verden.