Sydkorea del 3: Tilbage i Seoul
Mandag formiddag gik turen tilbage til Seoul. Det var en noget mere behagelig tur denne gang, for der var mange færre mennesker og vi havde fået siddepladser hele turen. Og så fik vi de famøse Pokémon-donuts – en gul Pikachu/citron og en Eevee med chokolade. Vores nye hotel lå lige i nærheden af Insa-dong, så efter at være kommet på plads på hotellet, gik vi en tur i gaden igen. Denne gang købte vi nogle fine små soyaskåle og en masse af de lækre kkul-tarae, som vi brugte resten af sommeren på at spise – de bedste var altså stadig chokolade, selvom dem med peanuts også var rigtig lækre. Matcha passer godt til nogen ting, men for os vestlige er det ikke velegnet i alting…
Om aftenen prøvede vi at finde et hyggeligt sted med korean BBQ. For enden af Insa-dong-gaden var et livligt hjørne med rigtig mange barer og restauranter. Vi fik dog indtryk af, at vi ikke var velkomne på BBQ-stederne med Eigil, så vi fandt noget andet.
Her var personalet meget imødekommende, og da Eigil blev træt af at sidde til bords, lod vi ham kravle lidt på gulvet. Straks kom de unge gutter løbende med nogle aviser, så vores stakkels dreng, ikke skulle kravle på gulvet. Det var en sød gestus, men Eigil splittede bare aviserne fra hinanden, men det var sikkert også meget sjovt. I øvrigt var det lækker mad – dumplings (altid en vinder), nogle grillspyd med teriyaki og en eller anden pizzalignende ting, men som var med en masse majs i, en saks til at dele den over med og noget dyppelse. Som du nok kan fornemme, ved jeg ikke helt hvad det var, men den smagte godt.
Dag 14
Den næste dag havde vi booket en guidet tour til grænsen til Nordkorea. Det er selvfølgelig et must see, når man er turist i Sydkorea, og dermed er det også lidt en turistfælde. Men det bør ikke springes over, og var absolut en god oplevelse. Og desuden gav vi kun ca. 260 kr. pr. person, så det var klart oplevelsen værd.
Vi plejer altid at planlægge vores rejser selv, og det er der en masse fordele ved. Men det betyder også, at man sjældent har en guide, der kan fortælle om nogle af de ting, der ikke er et museum værdigt. Derfor er det altid fedt, at have mindst én guidet tur, så man for den slags historier med, og grænseturen (kaldet DMZ Tour) var helt oplagt til det – også som man ikke fik rodet sig ind i nogen problemer.
Vi blev samlet op med bussen 9:30, og undervejs underholdt guiden bl.a. med, at Korea har kælenavnet ”Republic of Coffee”, hvilket vi efter 13 dage i landet sagtens kunne forstå. Hun gjorde det endvidere klart, at det var strengt forbudt at fotografere i retning mod Nordkorea grundet de militære spændinger – det til trods for, at der er et observatorium med det formål, at lade turister få et kig ind i Nordkorea. Desværre er det ikke længere muligt, at besøge de kendte små blå huse ved den faktiske grænse, efter en amerikansk turist, der også var soldat, var så tåbelig at gå over grænsen, hvilket skabte en masse diplomatisk fnidder. Man blev dog kørt ind i den demilitariserede zone (DMZ), som er svært bevogtet, og hvor bevæbnede soldater ikke må befinde sig, for at undgå at misforståelser for krigen til at blusse op igen – for selvom der er roligt mellem de to lande, er der formelt set stadig krig.
Turens første stop var i Peace Park, hvor der bl.a. var udstillet et tog med 1.000 skudhuller og flere andre ting. Her blev også fortalt historien om et TV-program (i stil med Sporløs), der havde bragt omkring 10.000 familier sammen, der ellers var blevet splittet da Korea blev delt i to. Hele situationen har mange paralleller til Berlinmuren, men det var så vildt at stå der og vide, at det foregik i dag.
Stop nr. to var ved observatoriet. Desværre var det så toget, at man ikke kunne se Nordkorea og propagandabyen på den anden side af dalen. Vi måtte i stedet nøjes med en 3D-model af hele DMZ og grænseområderne og nogle billeder af, hvordan det ville se ud, når det ikke var tåget. Guiden supplerede med historien om stifteren af Hyundai, Chung Ju-yung, der begyndte sin vej mod succes ved at sælge en ko, han havde stjålet fra familiens gård i Nordkorea, for derefter at købe en togbillet til Seoul. 65 år senere, betalte han gælden tilbage ved at levere 1.001 køer tilbage.
Det tredje stop på turen, var den såkaldte 3rd Tunnel. Flygtninge fra Nordkorea havde tippet Sydkorea om, at fjenden havde intentioner om at angribe, ved at sende soldater over grænsen via hemmelige tunneller. Efter sigende skulle der være gravet 10 tunneller, men i dag har man opdaget fire. Nordkoreanerne har selvfølgelig nægtet alle anklager og påstår, at der er tale om kulminer. Tunnellerne blev lukket forsvarligt til, men i den tredje tunnel kan man gå 1200 m under jorden i en smal og lav tunnel, hvorefter man befinder sig bare 170 meter fra Nordkorea. Lidt vildt, og også lidt hårdt. Der er en 12 graders stigning over 350 meter, når man skal op igen, og mange af dem der kæmpede med stigningen, var vældig imponerede over Cecilie, der også havde Eigil hængende på maven. Oppe i den friske luft kunne vi høre propagandahøjtalerne spille K-pop (APT med Bruno Mars og Rosé) for fuldt skrald mod nord – der foregår en spøjs propagandakrig over grænsen bl.a. ved at afspille musik og budskaber og sende balloner mv. over grænsen, og med kampen om den højeste flagstang – en kamp som Nordkorea har vundet med verdens forhenværende højeste flagstang på 160 meter. Siden vi kom hjem, har Sydkorea dog fjernet deres propagandahøjtalere.
Fjerde og sidste stop var Unification Village. Her var der ikke meget at se, og det virkede lidt som en undskyldning for, at få nogle turister ind i den lillebitte by for at købe souvenirs af nogle af byen under 150 indbyggere. Byen er unik på den måde, at den faktisk ligger inde i DMZ, og så har de en hel del landbrug hvor de bl.a. dyrker ginseng. Vi forsøgte os da også med en ginseng café latte og to ginseng risøl – jeg tror ikke vi kommer til at prøve nogen af delene igen.
Tilbage i Seoul gik vi på jagt efter noget babymad i et af de store shopping centre – udvalget var ret begrænset på trods af, at de havde et nursing area der var større og mere babyvenligt end vores eget hus! Her var både højstole, bløde møbler og tæpper, mikroovn, mælkevarmer, ammerum og sågar tremmesenge… Den sidste del af aftenen brugte vi endnu engang i Myeong-dong, på jagt efter en Squid Game souvenir og en masse forskellige lækre snacks.
Dag 15
Om onsdagen tog vi på tur til Suwon lidt syd for Seoul. Hør lige: I Naver-appen kan man ikke bare se hvilken bus man skal med, men også hvor mange ledige sæder der er i den! Nå, men vi ville besøge et meget mærkeligt museum, som noget familie havde besøgt tidligere; Mr. Toilet House – jeps. Et museum udformet som et stort toilet, som handler om toiletter og afføring. Det var ganske mærkeligt, men især for børn også super sjovt og lærerigt. Og så er det gratis. Der var også en del skoleklasser der, som syntes det var enormt sjovt at se sådan et par blege vestlige turister. Inde i selve Suwon havde de et Starfield Mall og et Starfield Library i stil med det i Gangnam. Det var igen et flot og stort bibliotek, men så var det heller ikke mere end det. Shoppingcenteret var til gengæld gigantisk, og vi lykkedes også med at finde nogle urimeligt dyre bleer, som var det vi kom efter. Så gik vi ellers til Suwon Hwaseong Fortress og gik på den gamle fæstning et stykke tid. Desværre var det tæt på ulideligt varmt, særligt med Eigil sovende mod maven. Men den var flot særligt med de traditionelle asiatiske tårne. Den gamle bydel inde for muren var også rigtig hyggelig, og byder på mange interessante butikker. Vi fandt os en rigtig charmerende restaurant med en barnlig sjæl. Væggene var prydet med Harry Potter og Disney plakater, bardisken med en kæmpe Super Mario figur og en masse mindre anime og Pokémon figurer, og i hjørnet hvor vi sad stod der et hav af figurer fra Toy Story, og en hel lille koreansk gade bygget af Oxford Blocks. Pladespilleren havde en Toy Story LP sat i, men i samlingen stod Queens Greatest Hits forrest, så vi var kommet det helt rigtige sted.
Efter aftensmad var varmen aftaget, så vi delte en lækker iste, gik på opdagelse i street art i Haenggung-dong Mural Village og endte ved et hyggeligt lille vandløb i stil med det i Seoul, som blev slutningen på dagen i Suwon.
Dag 16
Torsdag var vores sidste hele dage i Sydkorea. Længden på turen var ganske fint, for vi syntes vi havde set en hel masse. Dog manglede vi et par enkelte ting i Incheon (Songdo Park, Incheon Bridge Observatory, Fairy Tale Village, Chinatown), men vi konkluderede, at det ikke var værd at tage turen hele vejen derud. I stedet ville vi tage en rolig dag, og bage tage byen lidt ind en sidste gang. Som noget af det første, gik vi en tur i lokalområdet og brugte vores sidste kontanter i Cacti Gacha spillemaskinerne. Så gik vi mod Myeong-Dong endnu engang og fandt en hyggelig café hvor man kunne få sig en øl og en ade. Så besluttede vi os for, at traske op ad Namsan-bjerget i retning mod Namsantårnet på toppen. Det var voldsomt varmt, og vi vidste ikke helt om det var muligt at gå op, men vi skulle have tiden til at gå med noget, og i parken var der dejligt fredeligt. I takt med at vi kom højere og højere op, blev udsigten over Seoul smukkere og smukkere og efter 2-3 timer var vi pludseligt på toppen. Man kunne også tage en bus både op og ned, men så gik man jo glip af turen. Heroppe var alle kvinderne ville med Eigil, og ville holde ham og tage billeder – det var virkelig underligt men også ret sjovt. De var en anbefalelsesværdig oplevelse, også selvom vi hverken kørte med kabelbanen eller tog op i selve tårnet. Der var bare en helt fantastisk udsigt over Seoul både på toppen og undervejs, hvor man kunne se højhusene så langt øjet rakte.
Vi gik hele vejen ned på den modsatte side, og fandt en rigtig lækker restaurant, Jangin Dakgalbi, som vi havde udset os tidligere. Vi ville nemlig prøve den ret, som restauranten er opkaldt efter – Dakgalbi – en stor varme pande til deling, fyldt med ost, kylling, kimchi, nogle lækre pasta-agtige ting lavet på ris og andet godt. Vi fik udleveret en afkrydsningsseddel på koreansk, hvor vi skulle vælge hvad vi ville have på panden. Der var heldigvis en ung dame på arbejde, der var rimelig god på engelsk, som hjalp os med at udfylde den. Endnu en god kulinarisk oplevelse.
Fredag tog vi hjem. Pudsigt nok mødte vi en stewardesse i lufthavnen, der var meget forelsket i Eigil. Efter lidt tid udbrød hun ”I remember you! og fandt et billede frem af Eigil, som hun tog foran toiletterne i lufthavnen, den dag vi ankom til Seoul. Utroligt. Eigil gik kold allerede inden vi lettede, og i luften var der flere der benyttede tværgangen i flyveren til at strække ben. Det samme gjaldt Eigil, der i løbet af ferien havde lært at kravle lige så langsomt fremad – til stor begejstring for flere passagerer, der ikke havde bedre at tage sig til, end at iagttage den indsats han lagde i opgaven.
16 dage fyldt med gimbap, lækre kaffer og klapvogns‑eventyr. Fra Seoul til Busan, fra templer til droner, med Eigil som midtpunkt – første kravleskridt, første flyveture og uendelige smil. Sydkorea underholdt, overraskede og fyldte maver – vi glæder os til at besøge Asien igen.
Tak fordi du læste med.
Bonusbilleder:
