Sydkorea del 2: Busan
Efter 5 fede dage i Seoul (læs del 1 her) skulle vi nu videre til Busan i det sydlige Korea. Vi havde med vilje ikke booket togbilletter på forhånd, da vi ikke ville stresse efter en bestemt afgang med klapvogn og kufferter. Der var ledige billetter og masser af afgange aftenen før, så vi tog bare afsted mod stationen. Det var en kæmpe fejl! Det meste var udsolgt, men vi kunne købe en ståplads, så det gjorde vi. Det første lange stykke tid stod vi som sild i en tønde, og klapvogn og kufferter spærrede det meste af mellemgangen for alle. Det tegnede til at blive 3 rigtig lange timer, men heldigvis blev det bedre og bedre undervejs og vi endte både med at sidde ned og til sidst at sidde samlet alle 3. Med et nyt hotel og en ny by, slentrede vi lidt rundt og tog indtrykkene ind, og spiste en omgang tidlig korean BBQ – det var udfordrende med den lille, men det gik nu fint. Heldigvis kan man hjælpes ad med at skære og stege kødet, og spise det med en hånd hvis man mestrer spisepinde. Dog vil jeg anbefale, at man finder et sted hvor de kan en smule engelsk, så man kan få en lille introduktion i, hvad man spiser og hvordan det fungerer. Vi observerede i retning mod de andre borde, hvor nogle lokale sad, og prøvede os lidt frem med forskellige kombinationer af kød og tilbehør. Mørket faldt tidligt på, så på vej hjem fik vi kort indtryk af Busan oplyst af neonskilte inden vi gik omkuld på hotellet.
Dag 7 – Velkommen til Busan
Næste morgen var Cecilie desværre ramt af migræne, så Eigil og jeg var afsted på egen hånd. Vejret var helt vidunderligt, og selvom vi havde en masse vi gerne ville se, var det faktisk ikke så tosset bare at slentre formålsløst rundt langs vandet og se hvad man fandt. Jeg stak kort næsen forbi det gigantiske fiskemarked, hvor det viste sig, at der var et observationsdæk på taget, hvor man kunne nyde udsigten over bugten – begge steder skulle jeg vise Cecilie senere. Vi overvejede at spise der, for man kunne købe friske fisk, krabber og andet og spise det på etagen over. Men udsigten til at skulle forstå systemet og forklare hvordan man ville have maden tilberedt uden et fælles sprog, afholdt os fra den oplevelse. Jeg satte mig også for at prøve den berygtede Monster Americano fra Hollys (ja, en americano med Monster energidrik og is). Forventningerne var ikke høje, men det var for skørt til ikke at prøve – jeg blev dog heller ikke hverken skuffet eller imponeret, for det var blot en kold kaffe med citronsmag og sikkert et tårnhøjt koffeinindhold. Hen ad eftermiddagen havde jeg forvildet mig op i Yongdusan Park, hvor man selv uden billet til Busan Tower har en fin udsigt over byen. Jeg håbede nu mest på en fredelig stund med en bog, en fadøl og en bid mad. Jeg fik skam bestilt en øl og en interessant snack bestående af skiftevis pølse og riskager på en pind, der smagte overraskende godt. Eigil derimod var straks færdig med at sove lur og generelt i dårligt humør, det blev ikke til meget fredelig læsning. Han fik dog kradset lidt i kunstgræsset og øvet sine kravlefærdigheder, inden vi gik ned igen for at se til hans mor. Cecilie var heldigvis i bedring, og efter en lille pause gik vi alle tre ud til aftensmad og en efterfølgende mango bingsu dessert – en isdessert meget lig Shaved Ice som vi var helt vilde med i Japan.
Dag 8 – Oppe i skyerne
I dag skulle vi på en længere udflugt og vejret var endnu engang helt vidunderligt. Men først skulle vi have morgenmad, og Cecilie havde igen fundet et spændende sted kaldet Eggdrop. Det var et lille bitte køkken, men med en enorm kø, og maden var da også ganske udmærket. Vi fik toast med hhv. kogte æg og røræg og en masse forskelligt fyld i form af kød og grønt. Mens jeg ventede valgte Cecilie en af de mange kaffebarer på gaden, og købte os noget bubbletea og knipsede et par billeder af Eigil, der så herre sød ud på mig. Med fyldte maver hoppede vi på bussen sydpå til Songdo Sky Park. Mod enden på turen blev det kuperet og vi kom højere og højere op, mens vi kørte afsted langs havet. Imens skiftede udsigten frem og tilbage mellem klart vejr og tågedis. Vi steg af bussen med en smuk udsigt mod havet, hvor vi kunne se den høje kabelbane, der forsvandt ind i tågedisen. Ovenover den ragede det ca. 70 etager høje skyskrabere på den anden side af Songdo-bugten. Vi startede med at gå ned til vandet, hvor der viste sig at være etableret en vandrerute på en gangbro udenpå klippevæggen. Det var fristende at gå den vej, men vi vidste ikke hvor den førte hen, og vi havde desuden andre planer og en klapvogn.
I stedet gik vi opad. Deroppe var det meningen, at vi ville have været ude på Songdo Yonggung Suspension Bridge – først en tur over en kort men spektakulært udformet hængebro over vandet, inden man befandt sig på et observationsdæk på en høj kegleformet klippe der steg op af havet. Desværre var det så tåget lige omkring broen, at man ikke kunne se noget som helst, så vi gik videre op i Songdo Skypark i en skøn og frodig skov. Der var fire vandrestier fra 0,9 km til 2,9 km og undervejs kom man op gennem træerne og kunne nyde udsigten. Desværre blev den undervejs for uegnet til klapvognen, og vi besluttede at vende tilbage til observatoriet.
Det var faktisk også lidt en oplevelse. Udenfor var en lille have med en obskur udstilling af både dinosaurer, Frankenstein bubbleheads i menneskestørrelse og andre spøjse ting. Desuden var der en enorm drage, hvor alle skellene var udgjort af mange tusinde små sekskantede metalplader fra souvenirshoppen, hvor folk havde skrevet ønsker på. Legenden sagde, at en drage havde boet på dette hellige sted, og at dragen opfyldte ens ønsker. Nu var der opført en 23 meter lang og 5 meter høj drage med 10.754 huller i. Hængte man sit ønske fast i et af hullerne, ville det gå i opfyldelse. På observatoriets tag var en pokkers masser figurer fra bogen Den Lille Prins, der åbenbart er et kæmpe hit i Busan. Jeg fik desuden introduceret Cecilie til riskage-/pølsesnacken og hun var ligeså begejstret. Men vi var der, fordi vi skulle køre med svævebanen tilbage mod byen, så vi hoppede ind i vores egen lille kabine, og i bedste skiferiestil svævede vi nu afsted. Denne gang med udsigt over havet, Songdo Yonggung Suspension Bridge, der nu ikke længere så skyggen af tåge, og hele Songdo Bay. Vi gik en lille tur ved stranden og beundrede de enorme 60-70 etagers højhuse og forsøgte efterfølgende at tage til Gamcheon Culture Village.
Desværre var der ingen busser i den retning, hvor det var muligt at have klapvognen med. I stedet tog vi hjem og lod Eigil få en lur, inden vi tog ud til aftensmad. Vi fandt et hyggeligt lille sted der hed Ongheya. Eigil og damen der drev butikken var meget interesserede i hinanden, og da vi pludseligt var de eneste kunder, tog hun Eigil op og gik rundt med ham. Jeg aner ikke om det var mest for vores eller hendes egen skyld, men han var lettere utilfreds og umedgørlig, så det var rart at få lidt madro – både hun og Eigil så nu også ud til at hygge sig, da de stod ude på gaden og kiggede ind gennem vinduet til os. Da vi var uden klapvogn, kunne vi også lige nå at, se hvor de mærkelige rulletrapper i hovedgaden gik hen. Det viste sig, at de gik lige op til Busan Tower hvor jeg var gået op med klapvognen dagen inden.
Dag 9 – strandsand og styrtregn
Vejrudsigten for i dag var noget tvivlsom, men over natten var den blevet bedre og vi tog afsted som planlagt. Vores mål var Haedong Yonggungsa Temple, et angiveligt smukt tempel på klipperne ud til havet. Desværre var der igen ikke nogle busser der gik helt derud, hvor vi kunne have klapvognen med. Og inden vi kom med hverken bus eller tog, skulle vi finde ud af få tanket vores travel cards op. På vej til stationen forsøgte vi flere gange i de lokale konbini som 7-eleven, GS25, hvor man dog kun kunne tanke op med kontanter. Underligt, og oveni det, kunne vi ikke hæve kontanter i deres ATM’er, så vi måtte forsøge på togstationen. Her blev vi henvist til en skranke, der åbnede 12 minutter senere, så der var tid til at købe proviant imens. Her faldt vi blandt andet over en biks, der havde en hel montre med Pokémon-donuts, og dem skulle vi helt klart have med på turen til Seoul senere. Da skranken endelig åbnede, pegede damen blot på den Story Way kiosk, vi lige havde købt sandwiches fra, og sagde ”Konbini”. Men her kunne de altså åbenbart tanke vores kort op, ved brug af vores kreditkort.
Da vi nu ikke kunne komme helt ud til templet, tog vi i stedet linje 2 til Dongbak-Parken, der er en rigtig fin lille park, der nærmest ligger på en klippe, der rager et godt stykke ud i havet. Den havde dog budt på en del flere spændende vandrestier, hvis vi ikke havde haft klapvognen med. Inde i parken kunne vi besøge APEC-summit bygningen (hvor der blev holdt politiske møder i Asia-Pacific Economic Cooperation), en stor statue på toppen af klippen, og ”leaping man” figuren ude i havet på størrelse med et lille fyrtårn. Der var også en havfrue, som vi som danskere selvfølgelig ikke var imponerede over – det var jo ikke DEN lille havfrue, men derimod Prinsesse Hwangok.
På modsatte side af parken nåede vi til Haeundae Beach, hvor forberedelserne til en sandskulturfestival tilfældigvis var i gang. Der var nogle imponerende store og flotte skulpturer blandt andet med motiver af en Baby Shark og en gamer med en Teemo på sin skærm (en figur fra spillet League Of Legends, der er vanvittigt populært i Korea). Efter en tur langs strand gik vi ind imellem bygningerne til Haeundae Traditional Market, hvor vi blandt andet prøvede en snack vi havde set flere steder: Is svøbt ind i skumfidus, som efterfølgende blev flamberet – med en Iron Man-handske, med en blå stikflamme ud af håndfladen naturligvis. Vi forsøgte os også med nogle lokale snacks i form af en form for riskager med et eller andet indeni – det var ingen succes. Tilbage ved kysten måtte vi igen værdsætte de enorme hensyn der blev udvist til små børn, da vi fandt en stor container indrettet som puslerum/ammestue, hvor Eigil lige kunne få en pause og noget mad.
Efter hånden langt fra Dongbak-Parken i den modsatte ende af stranden, var vi nu nået til Blue Line Park. Herfra kan man tage en tur langs kysten i de charmerende Sky Capsules – nogle bittesmå hævede sporvogne i hver deres farve. Et stort hit blandt instagram-typerne, men vi nøjedes med at gå nedenunder. Da vi var tilbage ved indgangen til Blue Line Park åbnede himlen sig pludseligt, og vi væltede ind i den nærmeste café, Liebement Coffee, sammen med alle de andre våde fodgængere. Damen i butikken var enormt irriterende, og skyndede på alle for at de skulle bestille noget i caféen og ikke bare syge ly for uvejret. Men udvalget var enormt kedeligt og airconditionen skruet alt for høj op, så vi foldede paraplyerne ud for og gik på jagt efter noget andet. Vi gik lige over vejen og langs en indbydende gangsti med træer og buske, og fandt en lille restaurant kaldet Green House. Her var der kunstgræs på hele gulvet, grønne planter og havestole og så var vi de eneste kunder. Stemningen var ikke tårnhøj, men den restaurant endte med at blive en af de mest mindeværdige oplevelser på hele turen. Restauranten var betjent af en gammel dame der ikke kunne et ord engelsk. Men hun var meget venlig og fik vartet os op med øl og snacks, mens vi ventede på tørvejr og Eigil kravlede rundt på kunstgræsset så godt han kunne. Det var her han kravlede sine første 10 ”skridt”, inden han til sidst faldt i søvn på sin mor, der stadig havde et stort krus øl. Vejret blev ikke rigtigt bedre, men stemningen var god, så vi besluttede at blive til aftensmad. Den stakkels dame havde lagt sig på en briks bag disken og hvilede sig, og fik kaldt, hvad vi antog var hendes søn, ned for at hjælpe – han kunne nemlig en anelse engelsk, og hun kunne ikke arbejde meget. På trods af sin krumme ryg samlede hun med hjælp fra det tykke støttebælte Eigil op fra gulvet, og sad lidt med ham på skødet og var helt betaget af ham. Restauranten er enormt svær at finde på hverken Google, Naver eller Kakao maps, men den ligger ca. på 1085-1 Jung-dong, og hvis du møder den søde gamle dame, må du endeligt hilse og vise hende dette billede.
Dag 10 – Faverige Gamcheon og mere regn
Den næste morgen spiste vi morgenmad lige om hjørnet – jeg kunne ikke engang nå at drikke min kedelige hotelreceptionskaffe på vejen derhen. Her var de også helt vildt betagede af Eigil, og de forærede ham en lille figur af den asiatiske pendant til Lego (Oxford), der nu står på en hylde over hans puslebord. Vejrudsigten forudsagde, at der ville komme 49 mm regn om aftenen, men ellers holdt rimelig tørt om formiddagen. Vi turde derfor godt hoppe på den underlige lille 2-2 buslinje, hvor vi ikke kom med et par dage forinden, og tage til Gamcheon Culture Village med Eigil i bæresele.
Det var en utroligt smuk og farverig bydel, men også med ekstremt mange turister på trods af gråvejret. De hang dog mest ud langs de første 200 meter, hvorefter det ebbede mere ud, og der blev luft til, at man kunne kigge på de mange kunstværker og i mange af de små lokale butikker. Vi traskede hele byen rundt og konstaterede, at også her var det forelskede i Den Lille Prins. Der var masser af souvenirs med ham, et vægmaleri og en lille figur af ham, hvor folk stod i lange køer for at lade sig fotografere med den flotte by i baggrunden. Da vi nåede til ”Stairs To See Stars”, gik vi ned af dem og afsluttede turen. Trapperne er ikke så eventyrlige som de lyder, men de har også nogle sjove malerier på sig. Inden vi tog tilbage til byen, fik vi noget at drikke på IT Café. Det er en stor og lyserød café, der har lagt sig det hele perfekte sted. Den har tre etager og en tagterrasse og store panoramavinduer, så man kan sidde og kigge udover byen mens man nyder sin kaffe.
Resten af dagen holdt vi os i nærheden af byen – regnen var begyndt, og myndighederne frarådede at man gik ud sidst på aftenen, hvor de lovede 64 mm regn (over 100 mm inden næste morgen). Vi gik en tur rundt i det overdækkede Gujke Market og kiggede og prøvede en masse forskellige snacks. Blandt andet fik vi verdens lækreste Hotteok, som er en form for koreansk pandekage. Dejen bliver dog pakket rundt om eksempelvis rørsukker og efterfølgende friturestegt – mums! Inden uvejret rigtigt gik løs købte vi os nogle risburgere (boller lavet af ris) og tog med hjem på hotellet. En almindelig burger er nu nok at foretrække, men så fik vi også prøvet det.
Dag 11 – Fra gamle templer til moderne droneshow
Næste morgen var solen atter højt på himlen og det var utroligt varmt. Man kunne ikke se, at syndfloden havde været over os, men måske blev det heller ikke så slemt som varslet. Turen i dag gik til Samgwangsan Temple på toppen af en enormt stejl bakke. Det var enormt og stort set mennesketomt. Der er nogle kendte billeder derfra, med tusindevis af farverige lanterner. Det stammer desværre fra en lanternefestival, så dem så vi ikke noget til. Men derudover var det virkelig smukt, og der var et par steder, man også kunne gå ind. Blandt andet et tempel, hvor det så ud til, at folk mindedes de døde, ved at sætte billeder o.l. ind på en lille hylde i en gigantisk reol, der løb hele vejen langs væggen – næsten som et bibliotek. Efterfølgende brugte vi nogle timer i Busan Citizen Park i det gode vejr.
Om aftenen var vi på Gwangilla Beach for at se droneshow. Det var generelt et hipt og populært område, med masser af korean BBQ, arkadespil og barer, og et sted hvor mange viste deres smarte biler frem. Det havde været et fedt sted at være sent ude, hvis vi ikke havde en lille, der skulle hjem og sove. Vi kæmpede med at finde et egnet spisested, så tiden løb lidt fra os. Men vi nåede at få en tallerken med 6 forskellige friturestegte ting, som var virkelig lækkert men en smule forhastet. Vi nåede også showet og det var virkelig imponerende. Ugens tema var amerikanske sportsgrene, og der var både en amerikansk fodboldspiller og en basketball, som blev kastet i en kurv på himlen. Udover bugten var der også masser af farverige lys på broen, og nogle af de utallige både skød også fyrværkeri. Showet varede små tyve minutter, og så skulle vi også hjem i en fart, for det var langt over Eigils sengetid, og han var ikke faldet i søvn endnu.
Dag 12 – Vandretur langs kysten
Søndag morgen tog vi den med ro, for det syntes vi Eigil havde fortjent, og så tog vi ellers på vandretur. Vi startede med at tage et kig på Oryukdo Skywalk, hvor man kunne gå ud på en glasbro over klippeskrænten. Herfra påbegyndte vi Igidae Coastal Trail, der gik op og ned ad trapper langs kanten af klippen – når vi ikke var inde mellem træerne, havde vi en vidunderlig udsigt over havet, og hen mod slutningen ind i bugten, hvorfra vi havde set droneshow aftenen inden. Ruten var angivet til 4,7 km, men vi nåede op på 5,5, blandt andet fordi vi gik lidt forkert. Undervejs kunne man gå ned af en skråning, hvor vi gjorde holdt på klipperne helt nede ved vandet. Eigil klarede turen enormt flot, og tog sig to lure af en halv times tid i bæreselen. Men efter den lange tur var vi alle tre trætte og varme, så vi fandt en kaffebar og fik nogle ekstremt lækre chokoladefrappes og ringede hjem til familien.
Efter en pause ville vi se UN Memorial Cemetery, som er relateret til Koreakrigen, men desværre lukkede indgangen til selve kirkegården 2 minutter inden vi kom. Det var vi ret ærgerlige over, for det kunne have været interessant at ”connecte” med historien. Vi nåede dog en tur gennem Peace Park. På det tidspunkt var Eigil dog også gået helt kold, og tog en skraber i bussen på vejen hjem – vi fandt os noget lækker gimbap takeaway, og spiste aftensmaden hjemme på hotellet.
Den næste dag gik turen retur til Seoul i en lille uges tid mere. Den historie findes i en artikel for sig.
Bonusbilleder:
