En uge i Prag
Dag 1
Sommerferien 2026 var oprindeligt tænkt at skulle gå til Norge med Oslo-båden, hvilket var et kæmpehit for Eigil i forbindelse med vinterens skiferie. Men i takt med at vi begyndte at planlægge, kunne vi konstatere, at hvis vi skulle se de ting, vi havde udset os, kom vi ikke udenom nogle lange køreture. Med Eigil, som nu er blevet lidt over halvandet år og sjældent sidder stille længe ad gangen, var det ikke noget, nogen af os havde lyst til. Derfor rystede vi i stedet posen. Et sted, hvor man kunne gå til langt de fleste ting, ville nok være en bedre oplevelse for alle – det fungerede i hvert fald rigtig godt i både Berlin (den mangler jeg faktisk at skrive om) og i Sydkorea. Vi landede til sidst på den tjekkiske hovedstad Prag.
Eigil er på et stadie, hvor han er voldsomt begejstret for maskiner og herunder også flyvemaskiner – han protesterede derfor ikke mod at være i en lufthavn, og afgangen passede nogenlunde med lurtid, så da vi først brød gennem skyerne, sov han på mit skød, lige til vi var på jorden igen. Sporvognene var ligeledes et kæmpe hit hele ugen (og dem er der mange af i Prag), og da vi nåede hotellet fik forældrene også deres begejstrede overraskelse: Lige overfor hotellet lå Yaki-Pan – en lille japansk café der tilbød blandt andet matcha latte og lækre japanske sandwiches. Om eftermiddagen og aftenen snusede vi lidt rundt i byen langs floden, i parken på Leginær-øen (Střelecký ostrov) og i den gamle by. Her fandt vi en lille restaurant, Clam-Gallas, i den hyggeligste lille gårdhave – omgivelserne til trods, var det dog ikke specielt imponerende mad og servicen var også temmelig ringe.
Dag 2
Den næste morgen startede vi ud på endnu en ø, Dětský ostrov, der kun er beboet af legepladser og boldbaner, hvor vi legede i solen i noget tid – på det punkt er Prag en fed by, for der er mange gode offentlige legepladser, som kan søges frem på Google Maps. Med en god start på dagen var vi klar til at gå på sightseeing. Vi havde markeret nogle steder på Maps, og startede fra en ende af med Det Dansende Hus – et meget specielt hus, hvor intet er lige, og som ligner to par, der danser. Det var også det første sted, jeg kunne genkende fra min studietur tilbage i 2006. Herfra fortsatte vi ellers gennem byen til den roterende Kafka-Statue, der overraskede positivt. Jeg troede blot, det var et stort roterende hoved, men det viste sig at være et 24 tons tungt hoved inddelt i 42 plader, der kunne rotere individuelt. Hovedet ”optræder” det første kvarter af hver time, og det er ganske hypnotiserende at se på. Turen gik videre til den gamle bydel og det obligatoriske astronomiske ur – vi kom forbi her mange gange, men aldrig mens dukkeshowet på uret var i gang. Vi besøgte også Týnkirken, der ligger skjult i en lille gyde mellem nyere bygninger, men afsløret af de enorme spir, der rager op over de lavere huse på pladsen. Kirken var gratis at besøge, men vi gjorde det også mest for at se Tycho Brahes grav. Hvis du vil se den, skal du længst frem i kirken og lidt til højre fra midten – den er let at overse. Når nu vi var i turisternes centrum, skulle vi naturligvis også have de lækre lokale Chimney Cakes, der faktisk er fra Ungarn. Vi vidste heldigvis fra vores ferie i Budapest, at de smager fantastisk. Med lækkersulten stillet, fortsatte vi over den idylliske Karlsbro fra det 15. århundrede – her er utallige turister men til gengæld ingen biler eller sporvogne og en fantastisk udsigt over Moldau-floden, eller Vltava, som de kalder den på tjekkisk.
På den vestlige side af Karlsbroen er der lige så hyggeligt som i den gamle bydel, for den krydser ikke bare floden men også en mindre kanal, der kravler ubemærket mellem husene. Vi fandt en spændende legeplads til Eigil (Kampa Park) lige i hjørnet mellem broen og floden. Lidt længere oppe ad floden satte vi os ved vandkanten på restaurant Brick’s og fik os lidt at drikke, mens vi iagttog mylderet på broen. Lige i nærheden lå Kafka museet, som vi dog ikke besøgte, men kommer man en dag forbi, bør man næsten se de mærkelige statuer ude foran – ligesom det store Kafka-hoved roterer statuerne, men kun i hoften mens en tissende penis vipper op og ned… Ved siden af igen var også Prags smalleste gade, der er så smal, at den har et trafiklys, fordi der ikke er plads til, at to kan passere hinanden. Vi kunne godt have sprunget vores næste stop, John Lennon Wall, over. Cecilie havde været der før, så vi kunne sammenligne hendes tidligere billede med det nuværende. I dag kan man dårligt se portrættet af John Lennon for ny graffiti og klistermærker, der desværre sidder i sådan en pærevælling, at man ikke kan skelne dem fra hinanden. Det er dog stadig et trækplaster for turister i en grad, der retfærdiggør et lille galleri og en gift shop. Med alle de oplevelser, var det ved at være slut for i dag, så vi købte nogle poke bowls og satte os på græsset i Kampa-parken, hvor Eigil også kunne rende lidt.
Dag 3
Tidligt om morgenen på tredjedagen gik vi op ad bakkerne mod Prags borg. Det var en af de ting, jeg havde lidt minder fra, men undervejs stod det mig klart, at vi faktisk besøgte to forskellige borge på studieturen for 20 år siden. Jeg kunne alligevel sagtens genkende nogle ting, men ellers synes jeg egentlig, det var meget begrænset, hvad man kunne opleve udover den gode udsigt over byen og Karlsbroen. Selve borgen er ikke så interessant og minder mere om en lille by. Katedralen er noget mere spektakulær, men er mest imponerende nedefra byen. Vi ville gerne have set den farverige gade, Golden Lane, men det krævede, at man købte billetter til den og adgang til de øvrige områder, der ikke er frit tilgængelige, og det gad vi ikke. På trods af en lidt hård og varm gåtur op på toppen var det nu alligevel turen værd, for området i sig selv er ganske hyggeligt. Vi gik ned på den modsatte side og fandt den smukke Waldstein Garden, der blandt andet er berømt for sine påfugle og drypstensmuren i enden af haven. Da Eigil gik omkuld, så vi vores snit til at gå i Petřín-parken. Vi havde en klar forventning om, at vi kunne finde noget koldt at spise eller drikke i nærheden, men det var ikke så let – heller ikke inde i parken, men det så ud til, at der lå en café et godt stykke oppe. Parken går nemlig 130 meter opad, så vi ville være sikre på, at vi ikke gik forgæves.
Cirka halvvejs oppe lå der ganske vist en café, hvor man med en øl kunne sidde og kigge direkte ud over hele byen, inden vi fortsatte til tops. Jeg ved ikke, hvorfor vi ikke var i denne park på min studietur, men til gengæld kunne jeg kende kabelbanen, Petřín-tårnet og spejlabyrinten på toppen af bakken ud fra beskrivelserne i Dan Brown-bogen Den ultimative hemmelighed. Vi sprang både tårnet og labyrinten over, og nød blot en is, selve gåturen og udsigten. Efter et knapt så imponerende måltid på Laboratorio Della Pizza, gik vi hjemad. Fra broen over floden syntes vi at kunne se, at Legii-parken havde fået besøg af nogle bævere, så vi gik et hurtigt smut ned på øen. Ganske rigtigt var nogle bævere svømmet i land, og både mor og unge kom helt tæt på os nysgerrige turister. Temperaturen var stadig rigtig behagelig, så vi besluttede at afprøve, om Eigil kunne falde i søvn i sin klapvogn om aftenen, mens vi tog ud og drak en øl. Pakket godt ind i hotellets dyne, faldt han hurtigt i søvn, og vi fik, som så mange af de lokale, en øl og en cider ved flodens bred. Det er en vigtig erfaring fremover…
Dag 4
Den næste morgen gik vi på den japanske Yaki Pan efter lidt frokost to go og nogle iskolde matcha latte. Ekspedienten var utroligt sød og meget betaget af Eigil, og tilbød at lave en babycino til Eigil. Det er lidt noget pjat, men hun var på bedste japanske manér meget tilfreds med at kunne yde en god service, og Eigil elskede sin babycino – nu er vi med på moden. Eigil fik brændt noget energi af på legepladsen, mens vi kølede os selv ned med vores kolde matcha. 27 grader i en storby, hvor alt er lavet af sten, er ikke for sjov. Turen gik efterfølgende til Folimanka-parken, der også spiller en meget stor rolle i Dan Browns roman, om end den del af handlingen er meget fiktiv. Hvad der til gengæld passer nogenlunde er, at der under parken er en stor bunker, og at der er nogle udluftningsskakter, hvoraf den ene er både formet og malet som en R2-D2. Den var dog lidt mindre end jeg havde troet, og desværre var den også blevet udsat for graffiti. Eigil kaldte den for Ditus. Der var også en skakt, der var blevet malet som en minion. Den hed Gul Ditus… Derudover var det en ganske hyggelig park med mange højdemeter, legepladser og et vandløb hele vejen langs parken. Har man ikke et andet formål med at tage dertil (f.eks Vyšehrad, Havlíčkovy sady eller Kidzbay), så er det nok ikke turen værd. Vi havde åbenbart de gode travesko på den dag, for vi valgte først at gå knap en kilometer fra legepladsen i Folimanka til fæstningen/slottet/kirken Vyšehrad, hvorfra der er en imponerende udsigt over Vltava-floden. Dernæst gik vi over to kilometer i den anden retning, op ad skråningerne ved Grébovka-vingården til det utroligt smukke Grotta Cave – en mærkværdig kunstig grottevæg med balkoner i flere etager og udsigt ned på springvandet i midten. Det lignede noget taget direkte ud af et eventyr. Samtidig vågnede Eigil fra sine eventyrdrømme, hvilket var perfekt timet, for vores næste mål var børnecaféen Kidzbay.
Cecilie er god til at finde den slags, ligesom hun også fandt en spændende børnecafé, da vi var i Sydkorea. Denne café var, modsat Sydkorea, ikke så travl, og vi kunne fint få plads. Faktisk var vi de eneste i et stykke tid, og mens de voksne på skift drak lidt kaffe og hvilede benene, boltrede Eigil sig i legerummet. Der var både boldrum, Duplo, legekøkken og en masse trælegetøj, ligesom der var forskellige dyr på væggene, velindrettede puslerum og babycino på menukortet. Til Eigils begejstring blev vi hængende lidt ekstra tid, da det begyndte at regne udenfor. Priserne var heldigvis mere end rimelige, så mens vi ventede på tørvejr, fik vi også en forfriskende limonade, inden vi gik ud i varmen igen. Aftensmaden stod på dumplings, og en Eigil, der var mættet af oplevelser, så selvom vi havde både bøger og legetøj, endte han med at blive båret af sin mor, der måtte stå op og spise den sidste portion… Sådan er det også at rejse med børn indimellem. Heldigvis er Cecilie god til at spise med pinde, så hun klarede det med én hånd.
Dag 5
Fra morgenstunden den femte dag tog vi på museum – et vandmandsmuseum. Det var på med Ja-hatten, for det skulle være utroligt børnevenligt og også spændende for voksne. Det levede bestemt op til forventningerne. For mindre end 100 kr. pr. voksen (børn under 2 år var gratis), var der adgang til Svět Medúz og de 38 akvarier med 10.000 vandmænd. Hovedattraktionen var nok det store rum med et rundt akvarium i væggen. Foruden de levende vandmænd svævede gigantiske, farverige vandmænd rundt på gulv og vægge lyst op af en projektor. Det var enormt underholdende for Eigil. I det store rum kunne man gå ovenpå og blive klogere på vandmænd (vidste du, at de er 98 % vand og hverken har hjerter eller hjerner?) og bagefter rutsje ned i stueplan igen. I bistroen kunne man desuden farvelægge en vandmand, scanne den ind og se den komme til live i et stort digitalt akvarium. Vi sluttede af med en bid mad på tagterrassen og lidt leg på museets legeplads.
Efter lidt shopping i det center, hvor museet lå, fik Eigil lidt tid på en legeplads, og så var det også tid for far at lege lidt. Inde midt i byen lå Museum of Bricks – verdens største private LEGO-samling, som ejeren af de 6.005 LEGO-sæt havde Guinness-rekorden for og samtidig åbnet et museum. Siden rekorden blev registreret, er samlingen vokset til 6.751 sæt. Det kostede ikke alverden at gå ind, og jeg synes, det var sjovt at se de utallige nye og gamle sæt udstillet. Nogle blot på en hylde, andre som en lille by og enkelte med deres emballager. Der var et helt rum kun med Harry Potter, og ligeledes et rum med, hvad Eigil selvsikkert forklarede var ”rummaskiner” – LEGO Star Wars.
Selvfølgelig var der også et stort legerum, hvor man kunne bygge både LEGO og Duplo, så vi endte alligevel med at bruge en god del tid der. Om aftenen spiste vi i et hyggeligt område i den gamle by, hvor jeg fik en traditionel gullasch serveret i en udhulet bolle. Cecilie fik and med rødkål og brøddumplings, mens Eigil fik kyllingeschnitzel og pommes og en lille tegning, han kunne farvelægge. Vi formåede at sidde der en time, mens det stadig var hyggeligt for os alle tre, så det var dejligt.
Dag 6-8 – De sidste dage
De sidste to og en halv dage havde vi ikke så meget mere på programmet. Endnu en legeplads og endnu en tur over Karlsbroen og så spadserede vi den lange vej til Přístav 18600 i den nordøstlige del af Prag. På vejen kom vi forbi det sted, vi boede i 8. klasse, der desværre ikke var et hotel længere. Jeg kunne dog genkende den McDonalds vi frekventerede dagligt på hjørnet. Efter en længere gåtur kom vi til sidst frem til det hyggeligste lille område – jeg tror, der ville være godt med liv om aftenen i weekenderne med barer og musik mv. For nuværende var der solskin, skygge mellem træerne, unge der spillede beachvolley, og børn der legede på legepladserne. Baren havde åbent, så mens Eigil legede i sandet, kunne vi nyde en fadøl på bænkene. Til aften havde vi booket bord på Výtopna – en restaurant hvor ens mad og drikke bliver serveret på i alt 14 små tog. Det var noget, vi havde fundet hjemmefra og gerne ville prøve. Det var enormt gennemført. Vi sad alle tre ved et langbord, og foran os var tre sæt jernbaneskinner hvor travle miniaturetog farede frem og tilbage hele tiden. Et af dem stoppede foran mig med øl, og senere stoppede yderligere et med vores burgere. Efterhånden som glassene var tomme, satte vi dem på et tog i forbifarten, og lod det køre af de i alt 900 meter skinner tilbage til køkkenet. Det var en oplevelse, vi sagtens kan anbefale – man skal bare huske, at det er en turistattraktion: Det larmer lidt, maden er udmærket, men det er oplevelsen, de sælger. Den næste morgen gik vi direkte mod Karlsbroen for at prøve at krydse den før alle de andre turister. Det var noget mindre befærdet selv kl. halv 10, og byen var generelt ganske stille. Køen til at se ”Idiom”, eller Infinite Book Tower, var også acceptabel (den kan efter sigende være op til to timer lang), så vi gik ind på biblioteket for at se det. Da det var lurtid for Eigil, styrede vi mod en lille gårdhavecafé vi havde fundet på Instagram kaldet Art Café. Et hyggeligt lille sted skjult for de fleste, selvom caféen ligger lige for enden af Karlsbroen (på vestsiden), der serverede en lækker kage og en sundae. Herfra gik vi så i Decathlon, som vi ofte gør, når chancen er der, og jeg fik mig et par billige vandre-/discgolfsko til 320 kr. fuldstændig magen til dem, jeg har brugt, siden jeg købte dem i Kroatien i 2021. Og efter det sidste legepladsbesøg gik vi lidt rundt i byen, nød udsigten fra Fly Vista-tagterrasse (det er gratis at gå op og kigge, selvom det virker, som om man vader lige ind på deres bar) og kiggede på bævere og fik en fadøl i Legii-parken, inden vi til sidst sagde tak for denne gang.
Bonusbilleder:
