Kyoto
Efter en uges tid i både Tokyo og på Fuji var det blevet tid til at rejse videre. De 500 km mellem Tokyo og Kyoto blev tilbagelagt på omkring 2½ time ombord på det japanske højhastighedstog Shinkansen med hastigheder omkring 200-300 km/t. Udover at toget kørte lynhurtigt og til tiden, havde de også fundet på et smart system, som vi kunne lære lidt af i Danmark. Man kunne naturligvis reservere siddepladser, eller blot håbe på at der var et ledigt sæde. I så fald kunne man frit vælge sæde i vogn 1-3, idet man havde samlet de ledige sæder i nogle bestemte kupéer – smart!
Vi ankom vel til Kyoto i løbet af aftenen og gik ud for at spise. Vi ville gerne prøve noget andet end ramen, og fandt et sted hvor de serverede okonomiyaki. Det er en form for pandekage med kål og diverse fyld i form af rejer, blæksprutte mv. og ost – det smagte helt fantastisk. På et lille tv kørte en meget mærkeligt japansk tv-program, som vi overhovedet ikke kunne finde hoved og hale i. Kokken klukkede i ny og næ af det, så vi tillod os at grine med.
Kyoto er trods sine halvanden million indbyggere en temmelig lille by, og adskiller sig på mange måder fra Tokyo. Den er blandt andet mere gammeldags, idet den ikke blev bombet så voldsomt af amerikanerne som andre byer under anden verdenskrig. Derfor er der mange templer og helligdomme at finde.
Vi startede søndagen ud ved Ginkakuji eller Sølvpavillonen, og fulgte dernæst Philosophers Path tilbage i retning af centrum. Jeg tror at selve stien ville være ufattelig smuk på den rigtige årstid, hvor den lille å bliver overdækket af blomsterne på de mange kirsebærtræer. Undervejs var der mange gravpladser og helligdomme inden vi havnede ved Heian Shrine.
Det sidste af dagen brugte vi på Nishiki Market; et marked hvor der i høj grad blev solgt mad i form af råvarer, lækre japanske retter man kunne spise på farten, og meget mærkelige madvarer man ikke havde lyst til at sætte tænderne i som eksempelvis en hel blæksprutte med et hoved på størrelse med en golfbold og med æg i. Desuden var der mange små boder der solgte fine skåle, spisepinde, risvin og lign. Jeg endte med at købte mig et sæt rigtig fine spisepinde med indgraveret navn på japansk.
Mandag bød på flere helligdomme, men denne gang nok den mest berømte helligdom i Japan – Guldtemplet. Det var en meget turistet oplevelser, men til gengæld er japanerne meget retfærdige med deres entrépriser, så det var klart et besøg værd. Efterfølgende tog vi til den vestlige del af Kyoto, til et område der hedder Arashiyama. Det var ufatteligt varmt denne dag, men område var utroligt flot. Vi krydsede floden over den gamle træbro, og gik gennem en skov af bambus (Arashiyama Bambus Grove) med mange meter højde bambustræer. Vi fandt også en lille minivandretur, og kom op på toppen af en klippe, og nød en fantastisk udsigt over Kyoto. Efter en lille gåtur langs floden, var det på tide at køle ned med en skål “shaved ice”. Jeg havde aldrig set dette før, men det er meget udbredt i Japan, så det måtte vi prøve. Det var i alt sin enkelthed en stor isterning, det blev høvlet til små spåner og lagt op i en skål. Herefter blev den overhældt med sirup med den smag man ønskede. Det var faktisk utroligt lækkert. Om aftenen forkælede vi os selv med endnu en uundgåelig Japansk gastronomisk tradition – running sushi.
Tirsdag var vores sidste dag i Kyoto. Vi var trætte efter mere end en uge i Japan med mange km i fødderne i solskin og voldsom varme. Derfor var det en rolig og kort dag, og heldigvis med en smule skyer på himlen. Vi tog til Fushimi Inari-taisha – en masse donerede røde Torii-porte tæt op ad i hinanden, så de nærmest former en tunnel gennem skoven. Efter en lille tur rundt i den lille by ved attraktionen, tog vi toget hjem. Vi forkælede os selv med en gang sushi samme sted som aftenen forinden. Det var rigtig lækkert sushi med mange 
variationer lige fra hestekød til små stykker blæksprutter med arme og det hele. Vi spiste os mætte begge to for blot 165 kr. og så var der lige tid til at pakke kufferterne.
Næste stop: Hiroshima
