Hawaii


Surfing i Hawaii Lufthavnen i Honolulu (Oahu, Hawaii) er lidt spøjs, og har flere åbne og udendørs områder, så vi blev hurtigt opmærksomme på, at selvom temperaturen var en del lavere end i Nevada, så var det alligevel rigtig varmt og fugtigt. Vi var blevet en smule forsinkede, og brugte bare aftenen på at checke ind, finde aftensmad og handle ind til nogle sandwiches til de næste dage.
Som nævnt i mit forrige indlæg, havde jeg savnet lidt regnvejr over den sidste måneds tid. Det fik jeg så forløsning for relativt hurtigt, da det pissede ned mens vi gik op til vandfaldet Manoa Falls. Vi gjorde efterfølgende god brug af at have en bil, og kørte lidt rundt til nogle forskellige ting. Jeg fik desværre dræbt en fugl, der fløj ud af skoven og direkte ind under bilen.
Dagen efter tog vi til Koko Head Crater, hvor man kan gå op ad en nedlagt togbane. Turen tog kun 20-30 minutter, men er med meget store og stejle trappetrin, så det var en intens tur i kraftig varme. Skinnerne er fuldstændig lige fra bund til top, så hele vejen kan man se hvor man skal hen, og har en rigtig god udsigt til bunden, når man lige får brug for en pause. På toppen havde vi en rigtig lækker udsigt over den sydøstlige del af øen. Andrew besluttede at tage turen ned i let løb, mens jeg tog det langsomt for at passe på mine knæ – det var vist den rigtige beslutning, for han pev lidt over ømhed i lårene dagen efter. Da turen var så kort som den var, kørte vi rundt på østkysten, og stoppede ved en masse lookouts langs vejen. Ved Halona Blowhole Lookout kunne vi gå ud på klipperne og se vandet under os. Der var en ufattelig kraft i vandet, selvom bølgerne var relativt små. De blev rettet af i alle retninger af klippevæggene, og når de ramte rigtigt, sprøjtede de helt op på klipperne 5-10 meter over vandet.

Koko head crater hiki, Hawaii Koko head crater hiki, Hawaii

Efter at have været på østkysten, tog vi dagen efter til Nordkysten for at se os lidt omkring. Vi kiggede hurtigt forbi Turtle Beach, der (modsat Sharks cove, heldigvis) levede op til sit navn. Vi var ikke i vandet, men kunne se i hvert fald 6 store havskildpadder stikke hovederne op af vandet. Vi tog til Waimea Valley, hvor vi for første gang skulle i vandet, og plaskede rundt under et vandfald.

Waimea valley, Hawaii

Der var 1,5-2 km fra indgangen til vandfaldet, hvor man går gennem deres botaniske have. Not so fun fact: 50 % af plantelivet på Hawaii er enten meget sjældent eller truet som følge af Europæernes ankomst med deres geder, kvæg og får. Halvvejs igennem haven havde de et lille område med forskellige gamle spil. De havde et skægt et, der mindede rigtig meget om dam. Det gjaldt dog ikke om at tage flest brikker, men om at være den sidste der kunne foretage et træk.

Waimea valley, Hawaii

Det var faktisk sjovere, for så behøvede man ikke bare at æde den andens brikker aggressivt, men skulle bruge lidt mere taktik. Vi sluttede af på Sunset Beach, hvor vi hoppede i vandet. Vi var to forvoksede børn, da vi opdagede hvor enorme bølgerne var. Vi kom dog senere til at opleve endnu større bølger… Vi opfandt en lille leg, hvor man skulle stå i brændingen og forsøge at blive stående, uden at blive væltet omkuld af bølgerne. Lykkedes det, rykkede man på skift lidt længere ud, inden en af os enten blev væltet, eller skyllet med ud.

Om aftenen brugte vi tid på at lidt research og planlægning af vores hike på Haiku Stairs (Stairway to Heaven), men vi udsatte turen pga. vejrudsigten, og brugte den næste dag på Pearl Harbour i stedet. Vi havde lidt bedre vejr til at forsøge Haiku Stairs dagen efter, men måtte alligevel opgive forsøget. Området er lukket og er ulovligt at opholde sig på, selvom godt og vel 30 tager turen hver eneste dag alligevel. Derfor var vi ikke helt trygge med kombinationen af 2 politibiler i området da vi kørte dertil, en nabo der råbte af os og filmede, en politibil inde på området, som heldigvis ikke så os mellem træerne og en helikopter der kredsede over området i en halv time. Vi gik derfor ud igen, og tog til Diamond Head Crater i stedet.

Pearl Harbour, Hawaii

Vi checkede efterfølgende ind på et nyt hostel, og delte værelse med to Australiere, og de havde også en rigtig god veninde der havde været i Whistler. Hun hed Hannah, og da jeg gættede hendes efternavn og fortalte vi havde arbejdet sammen, var alle lidt oppe at køre over det. Verden er lille… Hostellet udlejede snorkeludstyr, så der slog vi til og brugte en hel dag i Hanauma Bay, og plaskede lidt rundt mellem en masse fisk, koraller og søpindsvin.Vandet var utroligt salt, så det var let at flyde, men smagte til gengæld skrækkeligt. Til gengæld var solen stærk, så vi var godt solbrændte, og sov på maven de næste par dage.

Snorkling i Hanauma Bay, Hawaii

Samme aften var der mad på tagterrassen, og det endte ud i en bytur med en stor del af de unge mennesker på hotellet. Trætheden overvandt mange af os den næste dag, så vi slog os sammen og tog på stranden for at tage en slapper. Vi havde nu fået os en masse bekendtskaber i Hawaii, hvilket bare gjorde opholdet endnu federe. De fleste aftener blev i større eller mindre udstrækning brugt på taget, hvor vi fik et par øl med de andre.

Oahu, Hawaii

Vi lokkede Jack fra Australien med ud og vandre den ene dag, og det blev den bedste og sværeste vandretur jeg nogensinde har været på. Området hed Ka’au Crater, og rundstrækningen var egentlig kun 8-10 km. men tog os alligevel knapt 6 timer. Området ligger midt på øen, så der er hyppig regn og derfor rigtig mudret. Jeg tog første styrt, da mit støtteben forsvandt ud til højre, og jeg lagde mig på siden. Nu var der ligesom taget hul på det, så Jack lagde sig kort efter to gange, da underkroppen røg ud og kanten og ned i krattet, mens han med armene kæmpede sig tilbage op på stien. Efter en halv times tid nåede vi til det første af 3 vandfald, hvor vi skiftede til badetøj og svømmede rundt under vandfaldet. De næste par vandfald var ikke helt lodrette, og havde reb løbende ned langs siden. ”Vandrestien” fortsatte op langs vandfaldene, og krydsede endda over på et tidspunkt. Da vi kom op over træerne, kunne vi se ned i krateret og ud over hele den ene side af øen. Det var fuldstændig som Jurassic Park (som har en del scener fra Hawaii), med store ødede enge omgivet af frodige bjergsider. Jo højere op vi kom, jo tættere blev skyerne og jo mere fedtet blev mudderet. Snart kunne man kun se den bjergkam man gik på, og et par meter ned af de stejler skrænter – alt andet var hvidt.

Ka'au Crater Hike, Hawaii

Tæt på toppen mødte vi et par, der var vendt om, da de ikke kunne komme over de sidste stykker. Vi mente godt at vi kunne, men jeg forstår godt hvorfor de havde problemer. Der var en langt mudret reb, som var svært at holde rigtig godt fast i, samtidigt med at man nærmest ikke havde noget fodfæste. I toppen var der en kæmpe sten man skulle over, og med absolut intet greb, var der nærmest umuligt. Andrew gik først, og sikrede et udmærket videoklip af ham der hænger halvt udover siden, efter at være gledet i mudderet. Han kom dog op til sidst, og kunne så hjælpe mig op, og jeg kunne hjælpe Jack. Vejen ned igen var endnu værre, og stod på mange klodsede styrt og rutsjeture. Enkelte steder erkendte vi, at vi kunne vælge at kure frivilligt eller ufrivilligt og satte os derfor på hug, og prøvede at holde balancen mens vi gled ned af bjerget… Det var faktisk hysterisk morsomt.

Ka'au Crater hike, Hawaii Ka'au Crater hike, Hawaii

 

Vi havde haft lidt regn ind imellem, og var desuden blevet så mudrede, at vi nok ikke ville blive lukket ind i hverken bus eller taxa. Vi kunne ikke blive mere gennemblødte end vi allerede var, så vi hoppede i en å, for at vaske mudderet af. Vandet betød heller ikke meget, da vi alligevel fik en solid gang monsunregn de næste 20 minutters tid.
Vi havde sat os for at prøve Stairway to Heaven eller Haiku Stairs igen, og indlagde derfor en hviledag. Jeg brugte den på at tage tilbage til vores gamle hostel for at hente min adapter og telefonoplader, og i samme omgang finde en skatepark i nærheden. Hawaii er også et level i Tony Hawks Underground, så jeg har forsøgt at besøge nogle af de locations der er med i spillet, og se om jeg kunne genkende dem. Jeg kunne ikke finde den, og havde egentlig opgivet, indtil jeg hørte lyden af et skateboard under motorvejen. Derudover lavede vi ikke meget den dag, udover at dele vores videoer og billeder med hinanden og gå tidligt i seng, så vi var klar til Haiku Stairs tidligt næste morgen. Det var en helt fantastisk tur, og jeg har skrevet et langt afsnit om vores tur her: Haiku Stairs (Stairway to Heaven)

Turen er så småt ved at lakke mod enden, dagene flyder lidt sammen, og vi er ved at løbe tør for tid. Vi kunne naturligvis ikke afslutte vores sæson som snowboardere på Hawaii uden at surfe, så vi bookede en lektion og gav det et skud. Med et par gigantiske begynderboards, et lille skub når bølgerne kom, og forholdsvist små bølger gik det faktisk ganske godt. Jeg var oppe at stå første gang, og det lykkedes mig at surfe på størstedelen af bølgerne. Det er dog absurd hårdt arbejde, særligt for skuldrene som ikke er vandt til at padle så meget. Vores instruktører var nogle rigtige surfer dudes, og talte som og lignede surfer hele vejen igennem.

Surfing på Hawaii

Vi fandt en tour med noget der hed Good Vibes Tours, som tog os rundt på nordkysten til en rigtig fornuftig pris. Det var ganske stille og roligt med en ung gut, som tog os ud og klatre i træer, snorkle og bade. Hele gruppen bestående af Andrew og jeg, vores 2 canadiske roommates Rebecca og Simon samt to andre fra hostellet, var som små børn i vandet, der blev kastet rundt af 2-3 meter høje bølger. Vores tourguide Josh var dog den værste. Bølgerne på Pipeline Beach var gigantiske og knækkede på en måde, der gjorde at du kunne surfe ovenpå dem, dykke under dem, men absolut ikke stå foran dem uden at blive væltet omkuld og skyllet 5 meter ind på stranden. Vi var længe i området og havde det for vildt! Dagen sluttede med cliffjumping og solnedgang i Waimea Bay, hvor jeg sparkede ind i klippen på vej op og mistede en halv tånegl.

Kæmpebølger på Pipeline Beach, Hawaii Northshore

Bølgerne på Pipeline Beach var gigantiske og knækkede på en måde, der gjorde at du kunne surfe ovenpå dem, dykke under dem, men absolut ikke stå foran dem uden at blive væltet omkuld og skyllet 5 meter ind på stranden. Vi var længe i området og havde det for vildt! Dagen sluttede med cliffjumping og solnedgang i Waimea Bay, hvor jeg sparkede ind i klippen på vej op og mistede en halv tånegl. Det var en god lang dag, hvor vi kunne snakke med en ligesindet lokal. Vi fik lige diskueret hvorvidt fuglene har et dødsønske siden de konstant går på vejene, i stedet for at flyve som almindelig fugle, og fandt ud af at Jack Johnson bor på Hawaii. Det her træ er i øvrigt træet fra hans ene album cover.

Jack Johnson, Hawaii

Dagen efter var den sidste egentlige dag på Hawaii. Der var en lang parade i forbindelse med 100-året for King Kamehameha, som vi brugte formiddagen på at se, inden vi gav surfing et skud mere, sammen med Rebecca og Simon. Bølgerne var markant større, vores boards en smule mindre og antallet af surfere på Waikiki Beach er enormt, så det var rigtig svære forhold. Vi kom da alle 4 op flere gange, men jeg syntes jeg kæmpede en del med det. Selvom det er fedt når man er oppe, tror jeg måske ikke jeg synes det er besværet værd, når man skal padle ud igen. Snowboard er vist mere mig. Vi tog afsted med Andrew om aftenen, mens jeg forberedte mig mentalt på at skulle forlade dette paradis næste eftermiddag.

Parade i Waikiki, Hawaii

Aloha and Mahalo!

Kommentarer

Kommentarer