Haiku stairs (Stairway to Heaven)
I dag forsøgte vi os igen på Haiku Stairs. Jeg fandt Haiku Stairs, eller ”Stairway to Heaven”, på Instagram i starten af foråret, og både Andy og jeg har gerne villet derhen lige siden. Det var derfor lidt en skuffelse da vi opdagede, at de området var blevet lukket tilbage i 80’erne. Det betyder at der sidder en vagt ved starten det meste af tiden, og at politiet med jævne mellemrum kommer forbi. Ikke desto mindre er der folk der vandrer der hver eneste dag. Med vores tidligere erfaringer, og to nye makkere fra vores hostel, var det nu tid til at prøve igen.
Vi stod op kl. kvart i 4 om morgenen, så vi kunne komme forbi naboer og vagten inden det blev lyst. Vi tog en Uber derhen, og vores chauffør havde åbenbart været der 4 gange, og gav os et par råd på falderebet. Vi parkerede foran den første port, og ignorerede skiltene der sagde ”private property – No trespassing” og sneg os ind i skoven, for at komme rundt om porten. Vi havde kun præcist krydset over grænsen, da en nabo råbte af os: ”You are trespassing! I will call the guard and the police.” Han havde en gigantisk lommelygte (så kunne vi da I det mindste se), og filmede os. De naboer er bindegale, og vi fortsatte bare så diskret som vi kunne, og forsøgte ikke at genere nogen.
Vi gik i mørket langs vejen uden at sige et ord, indtil vi drejede ind i skoven igen, og mødte 3 andre som var på vej op. Vi hjalp hinanden under hegnet til der hvor vagten sad i sin bil og enten sov eller var ligeglad. Det var en kæmpe forskel fra vores tidligere forsøg – vi vidste at vagten ikke har nogen magt til at tilbageholde os eller give os bøder, og al vores forberedelse peger på, at de heller ikke forsøger. Vi så heller ikke noget til ham, og kunne uforstyrret gå hen til bunden af trappen og rundt om det sidste hegn.
Herfra var det 3.922 trin op i himmelen. Vores timing var perfekt, for det blev kun lysere og lysere som vi startede Stairway to Heaven, og snart klatrede vi mere eller mindre lodret, mens vi kunne se motorvejen, Honolulu som så småt begyndte at vågne og tænde lys, samt den orange himmel over Stillehavet. Vi nåede op til det første plateau, hvor vi stod og så solen bevæge sig op over horisonten, og gemme sig bag en sky. Bevares. Vi kunne da også se hvor langt ned der var på begge sider, og hvor stejlt det stykke vi lige havde besteget var. Vi fortsatte ufortrødent, og turen herfra var kun lettere og flottere. Vi mødte allerede folk der havde været endnu tidligere ude, og nu var på vej ned. Vi mødte også en gut på 32, som havde taget turen mindst 20 gange (uden at få en bøde: Betryggende) og 4 duller. Alle 5 nogle vi skulle se mere til senere… Forklaring følger.
Hele vejen op var vi vist alle rimelig koncentrerede om at træde rigtigt, særligt på de mere eller mindre lodrette steder. Min vurdering er, at turen ikke som sådan er farlig. Et fald på det forkerte sted kunne være fatalt, og muligvis ikke kun for den der falder, men også for de nærmeste vandrere under ham. Til gengæld var trinene relativt gode, og med gode gelændre, så hvis man var forsigtig og i god form, kan jeg ikke se hvorfor man skulle falde. Tror vores hike på Ka’au Crater var værre end den her. Uanset hvad forsøgte vi at huske at stoppe op indimellem og dreje hovedet, og se udsigten samt hvordan trapperne snoede sig langs bjergkammen.
Kl. 7 kunne vi gøre stop på toppen, for at nyde udsigten og tage billeder, men bevægede os forholdsvist hurtigt ned igen, da der var optakt til uvejr. Derudover var det pisse koldt, fordi det blæste. De 4 duller tog en million billeder og drak champagne, og skabte sig som teenagetøser, i et niveau der lige nøjagtigt var morsomt men ikke irriterende. Fyren samlede en kæmpe sæk med skrald, som han slæbte hele vejen ned i den ene hånd. Hatten af for at kunne gøre det, og hatten af for ham og resten af Friends of Haiku Stairs for deres arbejde. Og til de som måske vil derop: Please vis respekt for bjerget og naboer: Vær stille og tag dit skrald med ned.
Vi bevægede os hele vejen ned til den første platform, hvorfra der er frit udsyn ned til vagten i sin bil. Han havde på det tidspunkt besøg af 2 patruljevogne, så vi besluttede lige at holde en pause, inden vi gik derned. Marko opdagede på et billede fra 20 minutter tidligere, at man kunne se de to hvide biler i baggrunden, så de havde været der noget tid, og kørte også væk igen relativt hurtigt. Dermed bevægede vi, fyren med skraldet og de 3 gutter vi mødte i mørket tidligere os ned til vagten igen. Han kunne selvfølgelig se os længe før vi kom ned, og kom ud af sin bil da vi nærmede os. ”Jeg tilkaldte politiet for 25 minutter siden, så de er her nok inden længe. Hvis de finder jer noget sted indenfor området, får i en bøde på $1.000, så jeg ville skynde mig videre hvis jeg var jer.” Han var helt nede på jorden, og anbefalede os at kravle ud gennem det samme hul i hegnet som vi var kommet ind om morgenen.
Herfra forsøgte vi at være usynlige, og gemte os hver gang vi så eller hørte et køretøj. Andrew, Marko og Gonzalo blev desværre adskilt fra mig, så jeg fulgtes med de 3 andre. Vi valgte at gå i bambusskoven så vidt muligt, og stødte hurtigt ind i Marko og Gonzalo igen – ingen Andrew. Da vi kom ud af bambussen, og manglede de sidste 200 meter til porten, stødte vi på skraldefyren og de 4 piger igen. De vandrede bare nonchalant på vejen, og grinede lidt af vores strategi.
Vi kom ud af porten, og de 3 drenge blev samlet op af deres far, og vi gik lidt videre mens vi diskuterede hvordan vi bedst kom hjem, og hvordan vi fandt Andrew. De 5 andre var sakket lidt bagud, men kom snart løbende ud gennem porten, mod fyrens pickup truck. Der blev udvekslet et par få ord, og det vi fangede bedst var ”just get in the back of the truck”. Da han kendte området og var helt rolig indtil nu, stillede vi ikke flere spørgsmål og hoppede op på ladet af hans bil med pigerne (man må gerne sidde på ladet i Hawaii), og kørte. Pigerne havde stadig deres bil i nabolaget, så vi blev kørt til hans arbejde, hvor de skiftede til en anden pickup truck, og kørte tilbage igen. Han og hans kammerat var håndværkere, og var i gang med at bygge nogle fede huse ved vandet, så vi fik lige en rundtur i deres næsten færdige luksusvilla.
Det var action nok for nu, så vi hoppede på en bus og bevægede os tilbage til vores hostel.
Nå ja… Andrew. Han, Marko og Gonzalo havde gemt sig i skoven, og Andrew var fortsat meget længere ind. Det blev en rigtig besværlig vej for ham, og han kom først ud en time senere end os, og mødte os tilbage på hostellet efter frokost. Ingen af os fik ballade med vagten eller ordensmagten 🙂
Guides vi brugte:
How to get to Haiku Stairs (Stairway to Heaven)
http://www.1lifeonearth.com/stairway-to-heaven-oahu/
Andre guides:
https://tonyflynn.ie/2015/08/09/haiku-stairs-stairway-to-heaven/
